Søren Kragh-Jacobsen er ikke specielt overbevisende som thriller-instruktør, men man tilgiver ham - næsten.
"DET SOM INGEN VED"

Det stærkeste ved den her film er absolut slutningen. Men ligegyldig hvordan jeg vender og drejer dem, kan jeg ikke finde superlativer at hæfte på den uden at afsløre slutningens karakter. Og det ville jo være helligbrøde.

Lad os nøjes med det forholdsvis intetsigende: tankevækkende.

Det, der fungerer i Søren Kragh-Jacobsens film, er så absolut den underliggende pointe, det underliggende spørgsmål: Er vi ved at sætte demokratiet ud af kraft?

Efter 11. september (ni-elleve, som jeg hørte Kragh Jacobsen kalde det i et radio-interview) er meget skredet, hvad angår fundamental retssikkerhed, overvågning og efterretningstjenesters beføjelser. Og der er ikke rigtig nogen, der gør noget ved det.

Ind kommer så Thomas (Anders W. Berthelsen i vanlig sikker stil). Han er omkring de 40, far til en datter, driver et enmands børneteater, er gået noget i stå og er ved at blive skilt.

Og Kragh-Jacobsen lægger stilsikkert ud ved i ganske få scener at præsentere denne mands ganske almindelige dysfunktionelle familiebaggrund.

Så vidt så godt, men nu skal det altså være en thriller. Thomas' lillesøster Charlotte (Sonja Richter) er noget mere fremme i skoene end den småsløve bror. Og hun er kommet i besiddelse af noget sprængfarlig viden fra fortiden, der indbefatter deres afdøde far - en søværnsofficer.

Et par krumspring senere har vi så Thomas som ene mand mod en magtfuld efterretningstjeneste, der har noget at skjule. Og det er her, filmen bliver om ikke direkte dårlig, så i hvert fald klodset og utroværdig.

Spændingsniveauet er o.k., men der er for mange usandsynligheder, og logikken brister for ofte. Og for mange klichéer i stil med, at hovedfjenden er en hemmelig tjeneste i tjenesten - jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg er stødt på det i krimier og film.

Man sidder hele tiden i salen og stiller sig selv spørgsmål i stil med: Hvordan kan den telefon blive aflyttet nu, når den ikke var det før? Hvorfor skygger de ham nu, når de ikke gjorde det før? Hvorfor ser den journalist, der skrev artikler for 20 år siden, så ung ud. Og så videre.

Det er tæt på at flytte fokus fra det ret beset gode drive og tempo, der er i filmen. Hvis man var decideret genre-puritaner, tror jeg, man ville afvise filmen som makværk.

Kragh-Jacobsen og hans medmanuskriptforfatter, Rasmus Heisterberg, mestrer ganske enkelt ikke genrens finesser til bunds, men der er så meget andet gods i filmen, at man ikke bare kan negligere den.

Den er tilpas foruroligende til at holde pulsen oppe, der er solide skuespilpræstationer, og filmen er teknisk veludført.

Og så stiller den hele tiden det der spørgsmål om, hvor meget vi vil sidde på vore fede friværdirøve og se demokratiet smuldre om ørerne på os, mens vi diskuterer ikke eksisterende problemer i stil kvindelige muslimske dommeres dresscode.

Det spørgsmål er så væsenligt og her sat på spidsen, at man næsten tilgiver den rutinerede instruktørs åbenlyse svagheder ud i thrillergenren.

"Det som ingen ved", dansk, 99 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag i Biocity, Café biografen og Cinemaxx Rosengaard, Odense, Nyborg Kino 1+2,

Panorama, Middelfart, Scala, Svendborg

tInterview med Søren Kragh-Jacobsen side 6
  • Fyens Stiftstidende