For to måneder siden kunne Simple Minds fejre 26 års jubilæum. Eller rettere sangeren Jim Kerr og guitaristen Charlie Burchill kunne, for de er de eneste, der har gjort hele turen med. Fra postpunk over Roxy Music-imitation til volumniøs stadionrock.

Derfor er det også de to, der må bære ansvaret for en musikstil, der i de senere år har virket stadig mere udvandet.

Jim Kerr er mand for at skrive beske, politiske tekster, men efterhånden virker det mere som rygmarvsreaktioner end som udtryk for, at han virkelig har noget på hjerte.

Automatpiloten var også sat til, da Simple Minds indtog Store Scene fredag nat. De fem skotske musikere har stået på de største scener verden over, så der blev ikke sat en finger forkert. Omvendt betød den ekstreme rutine, at der hverken var plads til overraskelser, leg eller improvisationer.

Med årene har Simple Minds' musik taget farve af andre britiske rockbands. Mest markant er afsmitningen fra U2, der afslører sig i de monotone melodistumper, de båndsløjfeagtige temaer og den messende sang. Forskellen er bare, at mens Bono, The Edge og resten af U2 har bevaret en charmerende ironisk distance, så dyrker Simple Minds' en selvhøjtidelig rockatitude.

Simple Minds har også skelet til Runrigs storladne folkrock, men hvor folkemusikelementerne virker oprigtige hos Runrig, syner de påklistrede hos Simple Minds.

Groft sagt er det originaliteten, der kniber med for Simple Minds - og uden den bliver selv den mest velsmurte stadionkoncert en kende kedelig.

Lene Kryger

Langelands Festivalen, fredag: Simple Minds, Store Scene.
  • fyens.dk