Sandt, mere sandt, mest sandt


Sandt, mere sandt, mest sandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BOG: Michael Moore leverer et frontalangreb på korrupte politikere og rigmænd
Hvis forfatteren og filminstruktøren Michael Moore har ret i sin fremstilling af USA i bogen "Hallo, hvor er mit land blevet af?", som er forlæg for filmen "Fahrenheit 9/11", som har premiere i danske biografer i morgen, så har ikke blot amerikanerne problemer. Så skal vi alle til at revidere vores opfattelse af USA som "verdens politibetjent", "demokratiets vogter" og "menneskerettighedernes vedholdende forkæmper".

Har man læst de kritiske medier de seneste par år, kan man ikke overraskes. Det rystende i Moores bog er således ikke dokumentationen af, at præsidentens argumenter for at gå i krig var løgnagtige, og at han vidste, de var løgn.

Det er dokumenteret, bevist og med statistisk signifikans udlagt langt ud over doktordisputats-niveau.

Det rystende består i Moores lige så sikre fremstilling af Bush-familien og dens venner i den amerikanske administrations mangeårige venskab med bin Laden-familien.

Et venskab der sandsynligvis også betød, at 24 medlemmer af superterroristens familie fik lov at forlade USA i døgnene efter World Trade Centers kollaps på trods af flyveforbud over hele USA.

Hans sammenkædning af bin Laden-Bush-familierne og deres milliard-formuer gør det nærliggende at grave de konspirationsteorier frem fra hjernekisten, som blinkede i alle farver straks efter terrorhandlingen, men som de fleste afstod fra - af selvcensur.

Dertil kræves kunstnere, som ikke er bange for liv og levned.

Løgn på løgn

Millionæren Michael Moore er kunstner og ikke bange. Han stiller de spørgsmål som skal stilles. De er stillet før, uden at vi har fået tilfredsstillende svar, men han kæder dem sammen, så der bliver mening i galskaben, og på den måde trænger han præsidenten og hans administration op i den krog, som de løj sig ind i, og som de siden febrilsk har forsøgt at lyve sig ud af igen.

Michael Moore er manipulerende, han er grov, han forenkler givetvis problemstillingerne, og hans sproglige niveau er i sekvenser så lavt, at mange vil have svært ved at tage ham alvorligt.

Men det er hans stil. Han joker med alvoren, han betjener sig af sarkasme og er rent faktisk aldeles morsom at læse, trods det dystre tema.

Men han gør det ikke fordi, der er noget at grine af. Tværtimod opruller han og sandsynliggør en mulig konspiration, hvis eksistens man anede, men alligevel forbløffes over.

Og han opruller konsekvenserne af "Krigen mod terror". Paranoiaen, som har grebet det amerikanske samfund. Hver dag har sin trussel, skal man tro talsmændene i Washington: Nervegas, skovbrande, eksplosive modelflyvere. Dit liv er i fare!

Problemet er bare, at det ikke passer, som Moore skriver.

Ligesom det ikke passer, at Irak på nogen måde udgjorde en trussel mod noget som helst.

"Krigen mod terror" var således i hans udlægning en nødvendig nyskabelse, fordi Den Kolde Krig ikke længere fandtes. Våbenindustrien savnede nye markeder og intet er bedre end en uendelig krig. Der kan tjenes penge på en rædselsslagen nation og en permanent krig, siger Moore.

Andre sygdomme

Men Moore er andet end Irak-krig. Han er også mand for at udstille de koncernforbrydere, chefer, der via aktiesalg i egne koncerner skabte sig milliardformuer, mens de offentligt anbefalede Jane og Joe at købe aktier. Tusindvis af amerikanere mistede ikke bare deres arbejde, men hele pensionsopsparingen, da boblen brast.

"Hør venner. I bliver aldrig rige". Se sandheden i øjnene", brøler Michael Moore til gennemsnitsamerikaneren, og krydrer med et helt kapitel om Bushs skattelettelser til de rige.

Umiddelbart kan det lyde som en mand, der ikke bare foragter sin præsident og hans mænd, men sit land.

Det er dog ingenlunde tilfældet. Moore lægger ikke skjul på sin kærlighed til fædrelandet, men heller ikke på sin foragt for Saddam Hussein. Diktatoren skulle væk, men det burde kunne ske, uden at præsidenten og hans mænd behøvede at manipulere og lyve for den amerikanske befolkning. Og for andre.

Nu er det sket, og Bush må væk.

Hvor er redningen

"Sandsynligvis står nationen ikke over for nogen vigtigere udfordring end at få slået George W. Bush ved valget i 2004. Alle veje til elendighed går gennem ham og hans regering", skriver Moore ærligt uden at kunne pege på en metode, der kan realisere hans drømme.

Tværtimod er han skeptisk, for "Ingen - og jeg mener ingen - stoler på demokraternes evne til at få den her opgave fra hånden. De er professionelle tabere. Selv når de faktisk vinder et valg - sådan som de gjorde i 2000 - så taber demokraterne alligevel! Hvor ynkelig er man så, spørger han.

Det er altså ikke specielt republikanerne, han er efter, men amerikanske politikere generelt. Systemet er råddent, lyder budskabet i bogen, og efter endt læsning er man tilbøjelig til at give ham ret.

Også selv om det siddende i en lænestol er umulig at efterprøve hans dokumentation.

Det er vilkårene, og det er kunstens pligt at udfordre og provokere. Det kan kunstneren bl.a. gøre ved at stille de spørgsmål til politiske magthavere og magtfulde rigmænd, som en monopoliseret medieverden ikke tør. Enten fordi den styres af de samme magthavere, eller fordi den ikke har modet til at udfordre den storkapital, den spiser af.

Michael Moore tør ved at bruge den dokumentar-genre, som langsomt men sikkert er ved at overtage den rolle, den kritiske presse havde, dengang den fandtes i rigt mål. Nu findes den kun i spredte enklaver. Michael Moore har opsøgt den, sat den sammen i sammenhæng og får derved skabt en stærkt debatskabende bog.

For eller imod det nuværende USA?

Michael Moore: Hallo, hvor er mit land blevet af? 273 s., 248 kr., Gyldendal. Udkommer i morgen.

Læs i morgen Jesper Mads Eriksen filmanmeldelse af "Fahrenheit 9/11".

Sandt, mere sandt, mest sandt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce