REALISTISK: Linklaters "Before Sunset" gør tilskueren til frydefuld voyeur
"Before Sunrise", Richard Linklaters romantiske og livskloge film fra 1995, blev en overraskende succes. Overraskende fordi den brød med traditionel Hollywood-fortællestil ved at være fuld af ord, uden megen handling og optaget i lange, ubrudte sekvenser, der gav beretningen om to unges tilfældige møde i Wien en påfaldende egen stemning og rytme.

Sådan også med fortsættelsen, "Before Sunset". Ni år er gået, og Celine og Jesse mødes igen, denne gang i Paris og ikke helt så tilfældigt. Jesse har haft pæn succes som forfatter på sin roman om deres første møde, og han indrømmer, at han fik arrangeret et "mød forfatteren"-møde i Paris i håb om, at hun ville møde op.

Og det gør hun. Pludselig står hun foran ham, de forlader boghandlen sammen, og resten af filmen vandrer de rundt i Paris' gader, snakkende, erindrende, inderst inde håbende, føler man - indtil Jesse skal nå sit fly om aftenen, før solnedgang, tilbage til New York.

"Before Sunset" ejer den samme fortryllelse som forgængeren, men alligevel af en anden slags. Mens "Before Sunrise" kørte højt på parrets ungdommelige troskyld og tro på, at alt er muligt, er Celine og Jesse blevet ældre, klogere og mere realistiske.

Jesse er gift, ægteskabet har ikke helt opfyldt hans forventninger, og han lægger ikke skjul på, at han op til brylluppet tænkte meget på Celine, som han havde aftalt at mødes med seks måneder efter i Wien.

Heller ikke Celine har glemt deres første rendevouz, også hun har tænkt på ham, og samtalen kredser hele tiden om "muligheden" - uden at det siges direkte. Det er en sjælden kunst lige som det at optage så lange ubrudte sekvenser i en levende storby med alle dens uforudsigelige hændelser er en teknisk bedrift at ophøje det banale til noget, der både bliver alment og så intelligent underholdende som her.

Julie Delpy og Ethan Hawke i de to altdominerende roller har selv skrevet deres dialog, og resultatet dementerer enhver påstand om, at skuespillere kun er marionetter i instruktørens jerngreb. Det er uhyre charmerende, vittigt, følsomt og smukt, de to klæder hinanden så fuldkomment og naturligt, at man føler det som en stor skam, at det ikke skulle være sådan.

Men hvem ved? Celine og Jesse er ikke færdig med hinanden, temaet, det evige: kærligheden, er et livslangt projekt, og man forlader biografen med en følelse af, at der et eller andet sted skjuler sig en happy ending.
  • fyens.dk