Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Romantikeren og gnavpotten


Romantikeren og gnavpotten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

NOSTALGI: Simon & Garfunkel bragte publikum i nærkontakt med lyden af barndom, ungdom og uskyld
Scenen i Parken er mere skrabet end ved tidligere koncerter. På den smalle scene er der nøjagtig plads til hovedpersonerne og deres syv musikere. Og stjernerne lader vente på sig, som det var skik, da Simon & Garfunkel havde deres storhedstid tilbage i de flowerpower-glade 60'ere.

Men publikum har ændret sig siden da, så efter en halv times venten stiger den spændte og småirriterede mumlen til et utålmodigt brøl. I samme sekund vælger Paul Simon og Art Garfunkel at gå på scenen.

I bund og grund er de et par selvhøjtidelige , men absolut elskelige, krukker - som hentet ud af en Woody Allen-film. Den tårnhøje, krushårede Art Garfunkel klædt i mørke bukser, hvid skjorte, vest og slips - og med hænderne foldet på maven som i bedemandspositur. Den lille, tyndhårede Paul Simon i mørkt tøj og med bordeaux t-shirt, der matcher Garfunkels slips. Det meste af tiden er han gemt bag en guitar, som han spiller forbløffende godt på.

Sceneshowet er ikke-eksisterende - og det er kammeratlige omfavnelser og "old friends-spil for galleriet" også.

Alligevel er vi ikke i tvivl om, at Garfunkel er romantikeren og udglatteren, der gerne vil gøre et godt indtryk. Så selvfølgelig er det ham, der fortæller, at denne turné markerer duoens 50-års jubilæum. Hvorefter gnavpotten Paul Simon bjæffende tilføjer, at den samtidig er 48-års jubilæet for parrets første skænderi.

En halv time inde i koncerten kommer Simon & Garfunkels egne idoler på scenen. The Everly Brothers alias Don på 67 og Phil på 65 spiller "Wake Up Little Susie", "All I Have To Do Is Dream" og "Let It Be Me" - inden værtsfolkene synger med på "Bye, Bye Love", der trækker aftenens foreløbig største bifald.

Tæt på 63

Efter intermezzoet med Everly-brødrene skifter koncerten karakter. Vi er nået til den stedsegrønne afdeling. hvor numre som "Scarbo- rough Fair", "Homeward Bound", "The Sound Of Silence" og "The 59th Street Bridge Song (Feelin' Groovy)" er selvskrevne. Akkurat som "Mrs. Robinson", der bliver "akkompagneret" af centrale filmklip fra "The Graduate".

Simon har smidt jakken og går helt i knæ i en guitarsolo. Garfunkel har smøget de kridhvide skjorteærmer op, og efter "Slip Sliding Away", "El Condor Pasa" og "Keep The Customer Satisfied" må han også af med vest og slips.

Guitaristen og cellisten Mark Stewart, pianisten Warren Bernhardt og trommeslageren Jim Keltner er ankermændene, der holder sammen på det hele - og spæder den kildeklare pop op med latin- og jazzfraser.

Bandet spiller naturligvis overmåde fedt, men beton-akustikken gør det umuligt at høre de finere detaljer.

Og Simon & Garfunkel synger stadig som engle. Nok er de herrer få måneder fra at fylde 63, men deres vokalarbejde fungerer i det store og hele upåklageligt.

Kuldegysende godt

Helt forudsigeligt forvandler Parken sig til et stemningsfuldt hav af lighterflammer, da "Bridge Over Troubled Water" bliver sidste nummer i den ordinære spilletid. Næsten lige så forudsigelig er det, at "Cecilia" og "The Boxer" og endnu en snas af "Feelin' Groovy" runder den knap to timer lange koncert af.

Men de egentlige højdepunkter, stjernestunderne der brænder sig ind i min erindring, er "Kathy's Song", "Scarborough Fair og "American Tune".

Linjerne "10.000 people maybe more / people talking without speaking / people hearing without listening" fra "The Sound Of Silence" passer slet, slet ikke på publikum i Parken. Vi lytter så ørerne næsten blafrer. For det her er kuldegysende godt at være en del af. Fordi Simon & Garfunkel er identisk med lyden af barndommens evige somre, ungdommens forvirrede og famlende nætter, uskyldens år og en - måske - naiv tro på kærligheden som verdens stærkeste magtfaktor.

 

Parken, fredag: Simon & Garfunkel.

Romantikeren og gnavpotten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.