Roman: Hvordan føles jeg?


Roman: Hvordan føles jeg?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vellykket debutroman om ældgammel problematik: Hvem er jeg i forhold til dig?

Der er ikke megen rytmik i at blive forladt. Uanset alder. Uanset børn. Uanset at man fandeme aldrig havde tænkt sig, at stodderen pludselig sad der, ganske roligt på armlænet af sofaen og sagde, at han havde fundet en anden pige og trængte til en pause.

Var livet ikke en dans? Ikke for den debuterende forfatter Marie Louise Tüxen, som med "Jeg ser mig selv som rytmisk" udgiver nogle essayagtige nedslag i de 10 år, der går, efter at faderen til jeg-fortællerens søn pludselig oplod røsten og nedlagde ægteskabet.

Den lille, fine bog, der sagtens kunne danne forlæg for endnu en omgang opdateret selvironisk Nynne eller Bridget Jones på lagnerne, lægger ikke så meget nyt til det at være 30+ og forladt. Hvem er jeg, og behøver jeg nødvendigvis spejle mig i alle de underlige mandetyper, jeg møder på min vej?

Jeg-fortællerens eksperimenter fortælles fra slut i 2016 på side 1 til start i 2008 på side slut. Således kender læseren ikke fra begyndelsen af bogen jeg-fortælleren og hænger sig derfor fast i hendes beretning om, hvor svært det er at være kone nr. 2 med børn fra nr. 1. Hvad er hendes forhistorie? Hvorfor reagerer hun så mimoseagtigt? 

Svaret ruller sig langsomt ud i beretninger med nedadgående tidslinje om jeg-fortællerens eksperimenter med mænd. Altså efter, at ægtemanden og barnefaderen, som skulle have været for hele livet, pludselig var uenig. Dét giver anledning til selvreflektion. Det skulle da bare mangle andet! At selvreflektionen så altid foregår i fremmede senge med fremmede mænd er vel ...

Marie Louise Tüxens debut virker som et forsøg på at finde ind til det ægte jeg, der findes i os alle. For nogle af os er der langt ind - og jeg-fortælleren i "Jeg ser mig selv som rytmisk" danser bedst, når hun ærligt beskriver fødebyen Næstved og det at bryde ud af sit miljø. Beskrivelsen af forfatteren-elskerens besøg hos familie er skøn, ligesom også bedstemors familiefest. Skøn, fordi det ikke er nedladende, men inddragende:Sådan er jeg også, og det vedkender jeg mig.

Nærved og Næstved er ikke lige langt. Marie Louise Tüxen prøver med sin debutroman at udmåle afstanden. Og da det er en afstand, rigtig mange, også i hendes egen generation, kender så godt, bliver bogen netop på dét plan værdifuld. Så skidt med de forgæves lagenøvelser. Roman: Marie Louise Tüxen: "Jeg ser mig selv som rytmisk"

112 sider, Forlaget Vild Maskine

Roman: Hvordan føles jeg?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce