Semibiografisk værk om Che Guevara er noget atypisk for instruktøren Steven Soderbergh, men bæres af en fornem, central præstation fra Benicio del Toro
Steven Soderberghs film kan være svære at håndtere for det uerfarne publikum. De mest traditionelle, "Traffic" og "Ocean’s Eleven", ligner til forveksling de fleste andre Hollywood-film, og alligevel fornemmer man, at der er tale om en instruktør som gerne vil udfordre seerne, men egentlig mest laver film for cineasterne.

"Che - Argentineren" ligger et sted midtimellem. Det er et værk både for de filminteresserede og det brede publikum, der er nysgerrig efter at vide mere om oprørsikonet Guevara, der i filmen spilles af Benicio del Toto. Han er perfekt til rollen. Ligner tilmed Che Guevara og har et bekymret og plaget ansigt af den slags, som kameraet elsker at undersøge i lange nærbilleder.

Handlingen følger den cigarrygende oprørers kamp for et frit Cuba, hvor han i 50’erne sammen med Fidel Castro danner spidsen af revolutionspartisanerne, der skal vælte diktatoren Fulgencio Batista. Guevara fremstilles som en folkets mand, der ikke altid er tilfreds med de tilbagetrukne roller, som Castro tildeler ham, men forstår, at ethvert hjul i revolutionens store maskineri er vigtig. Denne fremadskridende handling får fortællemæssig dynamik gennem sorte/hvide flash forwards til Guevaras tale i FN i 1964.

Ikke meget Hollywood

Der er tale om et mastodontværk, men pudsigt nok fremstår filmen som noget atypisk for Soderbergh. Manden har stået bag kameraet på fremragende og grænsesøgende film, men er ofte hæmmet af et manieret filmsprog, hvor lege med kronologi, fortælleformer og meta-niveauer kommer til at fremstå påklistrede og unødvendigt intellektualiserende.

Historien i "Che - Argentineren" rulles langt mere konventionelt ud, men det klæder faktisk Soderbergh, at han ikke falder i de sædvanlige fælder, men beretter med en afdæmpet lydside, dvælende, lange indstillinger og insisteren på at filmen aldrig må forfalde til udtrådte spændingsmekanismer eller svinges på et dramatisk opblæst niveau, hvor materialet ikke hører hjemme. Hvilket i sagens natur betyder, at mange vil finde den dræbende kedsommelig.

Med andre ord er der ikke meget Hollywood og schwung over Soderbergs beretning om revolutionsikonet. På manuskriptsiden byder "Che - Argentineren" på et rosenrødt og entydigt - propagandistisk vil nogen mene - billede af Guevara, men det er tilgiveligt, idet Peter Buchmans screenplay faktisk er baseret på Guevaras egne memoirer fra den cubanske revolution. Det handler altså ikke om sandhed, men om selvopfattelse, og det er denne selvopfattelse, der med held dyrkes af Soderbergh og Buchman og danner baggrund for en stemningsfuld og hen ad vejen ganske medrivende oplevelse. Forventer man en film, som kritisk dissekerer ikonet, skal man holde sig væk.

Dobbeltfilm

Desværre fremstår "Che - Argentineren" også lidt som en afsnuppet oplevelse. Men det er heller ikke så sært, for der er faktisk tale om en halv film. Efter katastrofale visninger af den fire en halv times lange originalversion blev "Che" hakket over i to, hvilket i hvert fald får del et til at fremstå noget utilfredsstillende og uafsluttet. Efter knap to timer rundes der af med sejren over Batista i 1959 og en lille cliffhanger til næste film, der skildrer Guevaras kamp og fald i Bolivia.

Og faldet er nødvendigt for at få dramaet i første del til at fungere, så jeg vil tro, de fleste vil sidde tilbage med en halvtom fornemmelse af, at de har fået serveret en halv film. Og det er ærgerligt.

Som anmelder sidder man tilmed en anelse irriteret over ikke at have haft har muligheden for at vurdere hele værket, men må vurdere en halv film som en hel. Det bliver spændende at se, om der skal trækkes stjerner fra eller lægges til helhedsindtrykket, når del to engang løber over biograflærrederne.

Den danske distributør, Scanbox, har endnu ikke sat en premieredato for fortsættelsen.

"Che - Argentineren", amerikansk/fransk, 126 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag
i Cafébiografen, Odense
  • Fyens Stiftstidende