Øjeblikkets muligheder

- Det er mange menneskers ulykke, at de tror, de kun kan blive lykkelige, hvis det og det sker. Men tænk, hvis det lige ved siden af dem i virkeligheden er endnu bedre. De ser det bare ikke, fordi de har blikket fæstnet på noget ude i fremtiden, siger Maja Lisa Engelhardt. Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Foto

Øjeblikkets muligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man risikerer at gå glip af nuets vidundere, hvis blikket er rettet på i morgen, mener kunstneren Maja Lisa Engelhardt. Hendes kunst, med bund i hendes dybt kristne tro, har blandt andet gjort hende til en af landets mest efterspurgte kirkekunstnere.

Set udefra gør kirken ikke meget væsen af sig. En lav murstensbygning med tegltag på ydre Frederiksberg. Men gør man sig den ulejlighed at stoppe op og dvæle lidt ved de syv vinduer, der vender ud mod vejen, forstår man, hvorfor små og store grupper af besøgende de seneste år har valfartet til Sankt Mariæ Kirke.

De syv vinduer blev i 2010 forvandlet til syv glasmosaikker af Maja Lisa Engelhardt, der ordløst fortæller skabelsesberetningen, og sammen med endnu en glasmosaik mod nord samt en genskabelse af loftets oprindelige hvælving er kirkerummet blevet forvandlet til et sted med plads til både forundring og fordybelse - ikke kun for menigheden og de 12 nonner, der bor i klostret ved siden af, men også for de mange mennesker udefra, som kirken jævnligt åbner sine døre for.

Moder Benedikte, klostrets priorinde, fortæller med lige dele begejstring og kærlighed om mødet med Maja Lisa Engelhardt, der fik helt frie hænder til arbejdet - og kunstneren selv smiler og nikker, og man fornemmer, at det venskab, de begge to taler om, har klangbund i noget dybt.

- Søstrene er blevet som familie, siger Maja Lisa Engelhardt.

Så står vi lidt i tavshed og betragter mosaikkerne, der selv her på en vinterdag, hvor mørket aldrig helt fortoner sig, lyser op og tilføjer kirkerummet noget, der kan være svært at sætte ord på. Og sådan er det, siger Moder Benedikte. Selv for søstrene, der mødes til bøn i kirken fem gange om dagen og altså har set på billederne tusindvis af gange, bliver der ved med at dukke nye tanker og motiver op, når de betragter dem.

Maja Lisa Engelhardt
Maja Lisa Engelhardt er født i 1956 og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.Debuterede med udstillingen "Klædebon" i 1985 og har siden haft en række soloudstillinger både i Danmark og i udlandet.

Udover malerier og kirkeudsmykninger har Maja Lisa Engelhardt også udført en lang række udsmykninger af blandt andet Odense Rådhus og Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg samt illustreret flere bøger.

Er netop i gang med udsmykningen af en stor kirke i USA i samarbejde med sin mand, kunstneren Peter Brandes.

Parret bor i Frankrig, men har også et fritidshus i Odsherred, tæt på hendes barndomshjem.

"Porten" er netop udkommet på Kristelig Dagblads Forlag.

Et redskab

Kirkeudsmykningen er bare en af mange, som Maja Lise Engelhardt har stået bag gennem årene. 31 er det blevet til foreløbig. De mange værker, der tæller alt fra altertæpper, døbefonte, altertavler til den imponerende bronzeport i Viborg Domkirke, kan nu også ses i bogen "Porten", hvor både kunstneren selv og andre involverede sætter ord på værkerne.

Den 61-årige kunstner debuterede i 1985 med udstillingen "Klædebon" og er gennem årene særligt blevet kendt for sine malerier, der næres af stærke naturoplevelser, men kirkekunsten løber også som en rød tråd gennem det, kunstneren selv nok ville kalde sin "gerning".

For her er ikke tale om en kvindelig kunstner med ambitioner om anerkendelse og udstillinger verden over. Her er først og fremmest tale om et menneske, der står stærkt i sin kristne tro og oplever, at hun bare gør det, hun skal gøre - og skaber det, hun skal skabe.

- Jeg føler mig mest af alt som et redskab. Jeg føler, at meningen med mit liv, som jeg kan se det, må være, at jeg skal male og male og male, og så kommer der nogle opgaver på rette tidspunkt ind i mit liv, hvis ellers jeg formår at lade være med at drømme, men alene er til stede her og nu og gør mit arbejde, fortæller Maja Lisa Engelhardt.

Hun strejfer kort den barndom, som hun har fortalt uddybende om i tidligere interviews. Opvæksten i et lille husmandssted i Odsherred med en uberegnelig, opfarende far og en dybt alkoholisk mor var voldsom og kaotisk. Trøsten fandt hun i naturen og siden i den tro, der for alvor manifesterede sig, da hun som stor teenagepige læste Søren Kierkegaards "Kjerlighedens Gjerninger".

- Og dén barndom har nok også været med til at lære mig ikke at have nogen forventninger, men alene være til stede i øjeblikket og se øjeblikkets muligheder.

Maja Lisa om ...
At være dansk kunstner: - Jeg er så heldig at være født i et land, hvor guldaldermalerne har vist os vejen, hvor bare et lille strå på en pløret vej kan indeholde stor skønhed, og alt det bringer jeg videre. Efter guldaldermalerne kom en række andre malere, som jeg bare lige kan tage i hånden, så jeg føler en stærk forbindelse bagud og en stor forpligtelse til at stå ved, at kilden til min kunst er Danmark. Om kunst i kirken: - Der er ingen andre lande i verden, hvor kunsten er så stærkt til stede i kirken som i Danmark. Det er helt enestående og er et udtryk for både mod og tillid, og det er noget, der er værd at værne om, fordi det er med til at gøre kirken levende og sikre, at her finder vi både tråde bagud, men også et nutidigt udtryk. Om at tro og tvivle: - Jeg tvivler aldrig på troen, men på mig selv. Det er mig, der bliver fortvivlet og kan have svært ved at acceptere tingene. Men de gange, hvor man virkelig trænger til Gud, og man så mærker manifestationen af troen dybt inde i hjertet, det er en lykkefølelse ud over alt.

Hvad rummet kalder på

Når Maja Lisa Engelhardt bliver bedt om at udsmykke en kirke, sætter hun sig derfor som det første ind i kirkerummet helt alene. Hun tier helt stille. Fejer alle forestillinger og ambitioner til side og er bare til stede i øjeblikket. Første gang, hun gjorde det, var i Skelund Kirke ved Hadsund for godt 20 år siden. Pludselig så hun for sig, at hun skulle tage udgangspunkt i "Noli Me Tangere" - den opstandne Jesus' ord til Marie Magdalene - og derefter kom billederne til hende - og farverne.

- Der har været et par kirker, hvor jeg ikke fik nogen oplevelse, og så må jeg jo sige nej. Så må man gå ud af rummet og lade en anden kunstner komme til. For det er ikke med hjernen, du skal gå i gang. Du skal kun gå i gang, hvis du kan mærke, hvad rummet kalder på, siger Maja Lisa Engelhardt, der nok maler abstrakt, men altid har bund i et motiv.

- Det er det, der er billedets grundvæsen, men jeg arbejder meget med, at der skal være plads til, at beskueren kan lægge sin egen fortælling ind i det og ikke mindst, at det kan samarbejde med ordet, som jo er det vigtigste i en kirke.

Den opslidende vej til billedet

Som barn var Maja Lisa Engelhardt bange. Også for Gud. Mest fordi hun ikke kunne se ham. Så mødte hun kristendommen, og angsten forsvandt. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er dage med tvivl. Ikke på Gud, men på sig selv. Tvivlen møder hun næsten dagligt og ikke mindst i sit arbejde. For hun ved, at hun skal opgive sig selv og stille sig selv til rådighed for at give plads til sine billeder.

- Hver gang, jeg går i gang med et nyt værk, så ved jeg, at jeg skal igennem et langt, langt tidsrum, hvor jeg føler mig som intet. INTET. Det er en oplevelse af at svæve i et tomrum, og hvor alt, hvad jeg gør på mine lærreder, ligner noget, der er så frygteligt og dårligt og ubegavet. Jeg kommer helt derud, hvor jeg er virkelig ked af det. Jeg vil så gerne, men kan ikke, og det er først der, hvor jeg næsten giver op - og i hvert fald opgiver mig selv - at billederne kommer, siger hun og sætter så ord på det vidunderlige øjeblik, hvor billedet alligevel melder sig. Som noget, der er helt uafhængigt af hende selv.

- Og det eneste, jeg har puttet ind i det, og det synes jeg også er meget, er alt mit arbejde, alt mit slid, min angst, sorg og fortvivlelse og så måske en håndskrift. For det har man jo. Men det er billederne, der bestemmer, og jeg ved jo aldrig, om der er flere billeder, der venter. Jeg ved ikke, hvad dagen i morgen bringer. Jeg ved kun, at jeg har min tro og min ufattelige glæde og taknemlighed i forhold til naturen.

Troen som støtte

Hun medgiver, at det lyder opslidende, angstfyldt og alt for hårdt i længden. Men sådan er livet også. Man kommer ikke til nye erkendelser, uden at det gør ondt. Man må kampen igennem, mener hun.

- Man kan jo godt spørge, hvorfor jeg udsætter mig selv for det, men jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg skal og vil. At det er min pligt. Man kommer ikke til noget ved at forsøge at slippe udenom.

Hun vender tilbage til de drømme om fremtiden, som hun insisterer på at være foruden. Hun ved godt, at det er sjældent standpunkt i en tid, hvor vi konstant bliver opfordret til at drømme stort, sætte os et mål og gå lidenskabeligt efter at nå det. - Men for mig er det altså modsat. Jeg føler stærkt, at drømmene blokerer for andre muligheder. Jeg vil bare gerne arbejde og se, hvad der viser sig. Og det handler ikke om ikke at være ambitiøs. Min ambition er bare at arbejde alt, hvad jeg kan.

Det opbyggelige i naturen

Som i barndommen er det i naturen, at hun er allermest lykkelig. Omgivet af duft og vind og lys giver det sig selv at være til stede her og nu. Her mærker man for alvor, at man er en del af noget større, mener hun.

- Man kommer altid en smule forandret hjem fra et møde med naturen. Man bliver altid bygget op på en god måde. Det er her, jeg for alvor bliver taknemlig og ydmyg. Ser man på den mindste ting i naturen, er det nok til et liv af forundring og beundring. Så der synes jeg, man bliver sat lidt på plads og bliver mindet om, at man nok kan bekymre sig om både små og store ting. Nogle gange skal man bare lade det ske, som skal ske.

Øjeblikkets muligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce