Anmeldelse

Odense Symfoniorkester gav et forsigtigt bud på fornyelsen af den traditionsrige nytårskoncert.

Hvis man af en nytårskoncert havde forventet lutter wienervalse pimpet op med fjerboaer, glitter og konfetti, kunne Odense Symfoniorkesters 2018-udgave virke en anelse skrabet. Men orkestret skal have ros for at udfordre traditionen ved at kombinere standardmaterialet med mindre kendt musik.

Koncerten begyndte med Otto Nicolais "Ouverture" fra "De lystige koner i Windsor", der med sin svale morgendæmrings-indledning var så langt fra festfyrværkeri, som tænkes kan, men undervejs skabte kollisionerne mellem dansante og mere gumpetunge passager en pudsig stemning.

Om koncerten

NytårskoncertFire stjerner

Lørdag 6. januar, Odense Koncerthus: Odense Symfoniorkester under ledelse af Wolfgang Wengenroth.

Solister: Elsebeth Dreisig, sopran, og Guido Paevatalu, baryton og konferencier.

Koncerten gentages i Odense Koncerthus fredag 12. januar kl. 19.30 og lørdag 13. januar kl. 15.00 samt i Fredericia Gymnasiums Idrætshal onsdag 10. januar kl. 20.00.

"Don Juan" er heller ikke vanligt nytårsrepertoire, men Odense Symfoniorkester kan kunsten at spille Mozart, så selv et kort uddrag gav en fuldendt fornemmelse af mandens geni. Og solisterne var fine bekendtskaber: barytonen Guido Paevatalu, først som en listigt smilende Leporello og siden som en klædeligt selvsmagende og behageligt velsyngende Don Juan, og sopranen Elsebeth Dreisig med opkiltet skørt som bondepigen Zerlina.

Fængende balera

I trekampen mellem en ungarsk dans af Brahms, en slavisk dans af Dvorák og en norsk dans af Grieg, løb Griegi af med sejren. "Norsk dans nr. 4" er mere dyster end folkloristisk og har en trodsig fremdrift, som klædte orkestret.

Lumbyes "Salut for August Bournonville" er indbegrebet af champagnebrus og skørtesus, og sammen med "Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop" sørgede den for, at vi ikke blev snydt for feststemningen.

Mest overraskende var Bernd Richard Deutsch' rytmisk udfordrende "Balera", der har samme fængslende undergangsstemning som Ravels "La Valse". Balera er betegnelsen for en italiensk dansebule, og musikken virkede som korte snapshots af personerne i lokalet: flirten, branderten, fløsen, primadonnaen og slagsbroren.

Tryllegreb

Med Guido Paevatalu som konferencier var vi i gode hænder. Befriet for et manuskript strøede han om sig med anekdoter og virkede af og til næsten for afslappet. Men charmerende var han.

Elsebeth Dreisig var den perfekte nytårssolist: Hendes perlende stemme overdøvede ubesværet orkestret, og hendes glimt i øjet nåede lige så ubesværet ud til publikum. Og så er der format over en sangerinde, der når at promenere fire kjoler i løbet af én koncert! Eftermiddagens eneste gåsehudsgys fik jeg, da hun maskeret som Rosalinde sang "Czardas" fra "Flagermusen". Hendes distinkte sopran fik den krævende czardas til at lyde ubesværet og indbydende.

Umiddelbart synede den tyske dirigent Wolfgang Wengenroths direktion en anelse tør. Men kun til han begyndte at forme musikken, så holdt han orkestret i et tryllegreb. Det var en fryd at høre Odense Symfoniorkester spille med så stor dynamik. Fra det gennemsigtigt-tyste til det frembrusende kraftspækkede.

Med ekstranumre som "Enkevalsen", "Radetzky March" og "Champagnegaloppen" blev det i den grad nytår. Konfetti eller ej, så var koncerten et forsigtigt bud på en fornyelse af nytårskoncert-genren.

  • ANDREAS_BASTIANSEN

    Af:

    Kulturredaktør på Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis fra 2012. Stofområder: scenekunst og klassisk musik. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1992. Fastansat på Fyens Stiftstidende fra 1994. Sidder i bestyrelsen for Fynske Mediers medarbejderforening. Til marts 2015 medlem af Fynske Mediers bestyrelse. Medlem af Reumert Juryen fra 2014. Gift og bosat i Odense-forstaden Snestrup.