Kvælende dansk gangsterdrama forsøger sig med "Pusher"-agtig miljøskildring og en knaldhård handling, men fanges på godt og ondt i genrens klicheer
Den rå danskproducerede gangsterfilm "Gå med fred Jamil" skildrer striden mellem shia- og sunni-muslimer gennem den tragiske fortælling om den småkriminelle Jamil, der som voksen hævner drabet på sin moder.

Filmen kaster os uden de store baggrundsdetaljer hovedkulds ud i historien: En ung nydansker, Jamil (Dar Salim), tager hævn og stikker sin moders morder ned. Han får ikke fred i sjælen, men en uoverskuelig voldsspiral sættes i gang, da vennen Omar (spillet af filmens instruktør Omar Shargawi) skydes ned af rivaliserende gangstere. Som tilmed viser sig at være shia-muslimer, så et gammelt had blusser op. Jamils fader maner til besindelse, men det er tvivlsomt, om den shia-muslimske kartelleder ønsker at lade Jamil og hans lille søn Adam slippe så let.

Anderledes filmoplevelse

"Gå med fred Jamil" - produceret med støtte fra talentudviklingspuljen New Danish Screen - placerer sig lidt ubekvemt mellem gangsterstereotyper, grum Nørrebro-realisme og etniske klicheer. Men først og fremmest er der tale om et livligt og oprigtigt forsøg på at levere en anderledes filmoplevelse til det danske biografpublikum.

Få subkulturer kan prale af så mange fordomme som nydanskernes bandemiljø, og få kulturer er blevet dæmoniseret så meget som de muslimske danskere. Det kan vi sikkert takke både medier og politikere for, men en håndfuld filmkunstnere har de seneste par år forsøgt at nuancere tingene en smule og lagt op til en mere eftertænksom debat om kultursammenstød og integration.

De mest interessante af de etnisk orienterede problemfilm er produceret inde fra miljøet. I modsætning til bundskrabere som "Eye for Eye" og "Betonhjerter" nærer Daniel Espinosas "Uden for kærligheden", Natasha Arthys "Fighter" og nu også Omar Shargawis "Gå med fred Jamil" et oprigtig ønske om at tegne et nogenlunde nuanceret billede af miljøets skikke, dets aktører og desperate mennesker fanget i en kulturbetinget konflikt.

Flot fotografering

"Gå med fred Jamil" er en velment, men også noget broget omgang. På oplevelsessiden forsøger filmen at forene en støjende lydside med en voldsom og anmassende æstetik, med en glødende farvepalette og mange tætte nærbilleder. Hvad der fungerer bedst er filmens rå, ufiltrerede form, der fra første frame sænker os ned i et brændende Nørrebro-mikrokosmos af uløste spændinger og had. Her rammer Aske Alexander Foss' flotte fotografering plet. Kameraet klæber til hovedpersonerne og beskærer på klaustrofobisk vis aktørerne så tæt, at man ikke et øjeblik er i tvivl om, at der er tale om jagede, splittede mennesker.

Hvor formen er upoleret og vellykket - filmen er helt sikkert inspireret af Refns "Pusher"-serie - fremstår filmens handling noget tynd. Miljøskildringen sigter efter det realistiske, men rammer en kende forbi og spoleres noget af klichefyldt og mekanisk skuespil. Hvis vi for alvor skal fanges af konflikten og hovedpersonens indre kamp, er det ikke heldigt, at den momentvis rigtig gode Dar Salim noget af tiden fremstår som et remix af de værste Al Pacino-overspilklicheer og mut, indestængt vrede som vi kender den fra Vin Diesel. Som den karismatiske unge skuespiller, der kunne gå hen og blive et idol, jo faktisk ligner lidt.

Havde man valgt et rent genrestykke eller tilstræbt mere autentisk klingende realisme, havde slutresultatet utvivlsomt stået stærkere. Men jeg holder alligevel en del af Omar Shargawis velmenende forsøg på at skabe en debatskabende genrehybrid. Det bliver spændende at se debutinstruktørens næste, og forhåbentligt mere selvsikre, film.

"Gå med fred Jamil", dansk, 90 minutter, tilladt over 15 år.

Premiere fredag i Biocity, Odense.
  • Fyens Stiftstidende