Nissebanden på Odense Teater: At blive nisse handler om at finde sig selv

Nissebanden en miniature i luftballon bagerst i billedet og i fuld størrelse: Skipper, Puk, Hr. Mortensen, Gemyse og Lunte (fra venstre: Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natalí Vallespir Sand og Joakim Lind Tranberg). Foto: Michael Bager

Nissebanden på Odense Teater: At blive nisse handler om at finde sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I "Nissebanden i Julemandens Land" gør Flemming Jensen op med tidens amokløb i gavegivning som kompensation for mangel på tid, nærvær og kærlighed.

"Nissebanden i Julemandens land" er essensen af Flemming Jensens tre tv-julekalendere kogt ind til en julesirup af kraft og fylde. Handlingen følger fem elskelige nisser og et par næsten lige så elskelige skurke. Men selv om budskabet er pakket ind i slapstick, gøgl og glimt af eftertanke, er forestillingen Flemming Jensens kommentar til tidens amokløb i gavegivning som køben aflad for mangel på tid, nærvær og kærlighed. Det er et sympatisk budskab, som bliver formidlet uden alt for løftede pegefingre, om end replikken "Det vigtigste er ikke, hvad vi får, men at vi får" bliver gentaget lidt for ofte.

I forestillingen møder vi Puk, før hun bliver nisse. Var hun vokset op i vores tid, ville hendes familie have fået prædikatet dystopisk. Puk er overladt alt for meget til sig selv, for faren, Fornøje-Frederik, er en selfmade businessman besat af tanken om hurtig profit. Moren er på en endeløs forretningsrejse. Og Puks farforældre, hr. og fru Fiffig-Jørgensen, er et par enfoldige småkårsfolk, der altid kan køre en ekstra kop kaffe ned.

Om forestillingen
"Nissebanden i Julemandens Land"fire stjerner

Odense Teater, torsdag 15. november 2018. Manuskript og iscenesættelse: Flemming Jensen. Musik: Hans Dal. Scenografi og kostumer: Nina Schiøtz. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Bent Lundgaard. Lysdesign: Jens Klastrup. Lyddesign: Rudi Senf.

Medvirkende: Amalie Fjeldmose, Natalí Vallespir Sand, Mikkel Bay Mortensen, Peter Gilsfort, Joakim Lind Tranberg, Claus Riis-Østergaard, Githa Lehrmann, Anders Gjellerup Koch, Cecilie Gerberg og Mads Nørby m.fl.

Orkester: Bent Lundgaard, keyboard, Morten Nordal, guitarer og el-bas, Morten Øberg, fløjte, saxofon og klarinet, samt Kristian Karottki, slagtøj og keyboard.

Forestillingen varer to timer og 30 minutter og opføres til og med lørdag 22. december.
Publikum må vente længe på
Publikum må vente længe på "Risengrødssangen", men den kommer - som ekstanummer. Lunte (Joakim Lind Tranberg) er omringet af nissebørn. Foto: Michael Bager

Korch og Kirkegaard

Flemming Jensen og scenografien Nina Schiøttz lader den del af handlingen, som foregår i Holme-Olstrup, udspille sig i en blanding af Ole Lund Kirkegaard-naivitet og Morten Korch-nostalgi. Men freden er under beskydning, for Fornøje-Frederik tænker kun i markedsøkonomi og ekspansion.

Nisserne, der er usynlige for mennesker, ser med undren på lillebyens forvandling, som varsler en katastrofe, for når glæden er væk, kan julemanden ikke lande. Med forskellige bagtanker vælger nisser og mennesker et kvikfix til glæde og velstand. Genvejen er at drage til Julemandens Land og finde og forene de to stjernesten, der kan opfylde alle ens inderste drømme.

Op på himmelbuen

Fiffig-Jørgensen tænker ikke meget over den risiko, en sådan uindskrænket opfyldelse af alle ens ønsker kan indebære. Den godmodige tyksak fokuserer kun på at finde stjernestenene, så sønnike kan få livsvarig garanti for fyldte hylder i sin butikskæde.

Puk handler instinktivt, da hun finder stjernestenene og i erkendelse af, at mennesker ikke bliver lykkeligere af rigdom, giver stenene tilbage til julemanden, så han kan sætte dem op på himmelbuen igen. Det er den erkendelse, hun og Gemyse med nissens eller barnets rene sind omformulerer til sætningen: "En gave er ikke det, du får, men det at nogen vil give dig det". For det er børn og nissers opgave at gøre op med materialismetænkningen og sige det, vi voksne ikke har opdaget, at vi også selv har tænkt.

Guitarmagi

Selv om ensemblet går entusiastisk til opgaven, rammer opsætningen hverken den poetiske åre eller det humoristisk-kække fortælletempo helt så rent som opsætningen for seks år siden. Om det er, fordi Flemming Jensen har skrevet til eller trukket fra, kan jeg ikke gennemskue. Forestillingen spejler stadig den store verden i det lille samfund, hylder fællesskabet og dyrker fantasien, men magisk bliver det først, da guitaristen Morten Nordal spiller Hans Dals "Isbjerge"-tema. Instrumentalnummeret rummer et vemod og en stilfærdig sorg, som over en barndom, der endegyldigt er forbi.

Mod strømmen

I en tid, hvor alt for mange vægrer sig ved at mene noget og i stedet pakker deres holdninger ind i vattede "jeg tænker, at"-argumenter, går Flemming Jensen heldigvis den stik modsatte vej. Han er ikke bange for at lade sine karakterer mene noget, vide noget og ville noget. Hr. Mortensen er med sine 843 leveår autoriteten, der har svar på alt, men ofte tager fejl. Men det er menneskenissen Puk, der har læst sig til sin nissevisdom, som bliver symbolet på, at det at blive nisse er at finde sig selv. Og det er der såmænd mange mennesker, der kunne have brug for.

Nissebanden på Odense Teater: At blive nisse handler om at finde sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce