Anmeldelse

Ungdomsforestillingen "Intet" insisterer på at få publikum til at tænke over, hvad der har værdi - og hvad man nødigst vil miste: sin tro, sin tanke eller sig selv.

Pierre Anthon er 7. klassens Kloge-Åge, en tænker, der filosoferer over meningen med det hele. Han er kommet til den konklusion, at der ingen mening er med noget. Når jorden kan blive milioner af år, inden den går under, og mennesket højst bliver 100 år, er det ikke besværet værd at være til. Vi ender alligevel med at dø. Så Pierre Anthon øver sig i at blive en del af det store intet og klatrer op i et blommetræ. At det i Katrine Gjerdings scenografi er et birketræ, skal man sikkert ikke tænke over. Pierre Anthon placerer sig på den høje gren, fordi han i symbolsk betydning føler sig hævet over sine klassekammerater. Når det provokerer dem, at han sidder der, er det, fordi han vælger fællesskabet fra, fordi han føler sig klogere og mere indsigtsfuld end dem. Og fordi han med sit valg insinuerer, at kammeraterne ikke er noget værd. I stedet for at ignorere outsideren forsøger klassekammeraterne at blive Pierre Anthons ligeværdige ved at overbevise ham om, at der er noget, der har værdi. Så i et forsøg på at lokke ham ned fra træet eller piedestalen, begynder de at samle en dynge af ting med betydning i byens nedlagte savværk.

Om forestillingen

"Intet"fire stjerner

Værkstedet, Odense Teater, lørdag 3. februar: "Intet" - af Janne Teller, bearbejdet af Andreas Erdmann.

Instruktion og bearbejdelse: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Katrine Gjerding. Lysdesign: Simon Holmgreen. Lyddesign: Kim Malmose. Oversættelse: Lise Sofie Houe.

Medvirkende: Sophie Bredal Zinckernagel, Peter Høgsbro, Malene Melsen, Githa Lehrmann, Benjamin Boe Rasmussen, Nicolai Jandorf og Benjamin Kitter.

Forestillingen, der varer en time og 20 minutter, opføres til og med 22. marts. Opføres også som skoleforestilling fra 8. klasse.

Højglansgul

Den højglanspolerede scene er nettogul. Gul som jalousiens og misundelsens farve. Den gule farve omslutter og udstøder. Præcis som personerne i stykket. For hvert offer børnene bringer, bliver de tættere forbundne, og med den nyfundne samhørighed følger ekstase, uovervindelighed og nærmest udødelighed: Når jeg har givet mit største offer, har jeg ret til at forlange et endnu større af dig. De første offer-krav er smådrillende, ligegyldige og præget af skadefryd. Gradvist accelererer kravene og er til sidst båret af udspekuleret fornedrelse og ondskab, så offergaverne bliver ens tro, ens religion, ens inderste tanker eller ens krop. Dyngen af betydning vokser, men hvor begejstringen over offergaverne til at begynde med modsvarer offerets værdi, klinger euforien ud, efterhånden som det ekstreme bliver normen.

Sanseteater

Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen sværger til sanseteater, så frustration og agression bliver understøttet af eksplosive lys- og lydudladninger og voldsomme, fysiske udbrud. Som tilskuer mærker man endda slagvarmen fra det brændende savværk. Fra sin selvvalgte isolation i birkeskoven kommunikerer Pierre Anthon alias Peter Høgsbro via en mikrofon, men han er også forestillingens geräuschmeister, der slår, banker og skramler underlægningslyde til den brutale historie. 20 af eleverne i klassen bliver spillet af fem skuespillere, som skifter karakter alene med stemme, mimik og kropssprog. Hver enkelt elevs personlighed står tegnet knivskarpt med al sin svaghed og tvivl, længslen efter at blive accepteret og trangen til at trodse angsten og bevise sit værd.

Den fjerde væg

"Intet" er effektivt og nærgående ungdomsteater, hvor skuespillerne sprænger den fjerde væg og sparker følelser, tanker og refleksioner lige i fjæset på publikum. Nærværet er stort, ikke mindst hos Sophie Bredal Zinckernagel, Benjamin Boe Rasmussen og Nicolai Jandorf, der agerer med en umiddelbarhed, som må gå under huden på de teenagere, der er stykkets væsentligste målgruppe. Slutningen er kompromisløs. Uanset hvor bestialsk kammeraterne opfører sig, får det ikke Pierre Anthon til at klatre ned fra træet. Da han endelig kommer ned, er det for at bevise, at han har ret i sin påstand om, at intet er værd at kæmpe eller dø for. Men derved kommer påstanden til at betyde noget ham, og når påstanden får værdi for ham, er han ikke længere sine kammerater overlegen. Det er eksistentialisme på mere end et metaplan. Men selv hvis man ikke fanger den krølle, vil "Intet", ligesom Janne Tellers romanforlæg, vise, hvad der sker, når mindreværd udarter til ondskab, prædike at vold aldrig er løsningen og måske allervigtigst: få os til at tænke over, hvad der har værdi for os, hvad vi nødigst vil miste.

  • ANDREAS_BASTIANSEN

    Af:

    Kulturredaktør på Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis fra 2012. Stofområder: scenekunst og klassisk musik. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1992. Fastansat på Fyens Stiftstidende fra 1994. Sidder i bestyrelsen for Fynske Mediers medarbejderforening. Til marts 2015 medlem af Fynske Mediers bestyrelse. Medlem af Reumert Juryen fra 2014. Gift og bosat i Odense-forstaden Snestrup.