Når morderen er en af vores egne

- Jeg kan godt lide at udtænke et plot. At lave en eksplosion i folks tilværelse og dreje dem rundt, siger Mette Wessel Fyhn. Foto: Søren E. Alwan

Når morderen er en af vores egne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Interview

I et lille nært samfund i udkanten af Danmark kryber uhyggen ind over beboerne som tågen fra den nærliggende mose, for en af deres egne gør forfærdelige ting ved ældre kvinder. Men hvem? Krimien "Mosefolk" er skrevet af en 46-årig arkæolog fra Vestjylland. Hun er mor til fire, snart fem og netop debuteret som forfatter.

Der kan være så hyggeligt i udkanten. Med vibeskrig på marken, åbne landskaber, ro og stjerneklare nattehimler. Derude i de små samfund, hvor man mærker årstidernes gang, og hvor alle kender alle. Eller gør de? For hvad sker der, når man slipper en morder løs midt i idyllen, og vedkommende ovenikøbet er en af deres egne.

I en ny krimi, som hedder "Mosefolk", er det netop dramaet i et lille opdigtet samfund ved navn Vi. Her bor folk mellem skov og marker og nær en mose, som på mange måder har defineret beboernes selvopfattelse og verdensanskuelse. Mosen tager, hvis man ikke er forsigtig, men mosen er også en ældgammel bevarer og en kilde til overtro og traditioner. Herude fælder man ikke gerne hyldetræer, for så bliver Hyldemor vred og sender ulykker. Og herude, hvor man fornemmer, at Vesterhavet er tæt på, fejrer man valborgsaften og præges af jysk sindighed.

Det er arkæolog Mette Wessel Fyhn, som har skrevet "Mosefolk". Kvinden, som rager en meter og 89 centimeter op, har gravet i den psykologi, hun kender så godt fra virkelige, små jyske samfund, og udfordret den og sig selv som forfatter ved at tilsætte et mord og med det en stigende frygt og usikkerhed.

- Efter mordet sker der det samme med relationerne i det lille landsbysamfund, som når du slukker lyset i dit hus. Pludselig kan alt det kendte tage urovækkende former, og du kan tvivle på, om mørket gemmer på noget eller nogen, forklarer hun.

"Mosefolk" er som sine personer sindig. Forfatteren tager sig tid til at beskrive sine mennesker og stemninger. Det er dialogen, de små bemærkninger og eftertanken, der driver handlingen fremad snarere end de store dramaer med blodet, volden og krænkelserne.

- Åh, det er jeg så glad for, at du synes. Jeg tør næsten ikke selv sige det, fordi jeg er bange for, at det vil opfattes negativt, men jeg har netop villet skrive en "slow krimi" for at præsentere miljø og mennesker på en troværdig måde. Jeg har også bestræbt mig på stille humor, siger hun.

5 om forfatteren og bogen
1) Blå bog
Mette Wessel Fyhn er født i 1972 og opvokset i Herning.
Uddannet arkæolog. Arbejder som hærvejskoordinator og som pilgrimsmedarbejder i Viborg Stift i sammenlagt 33 timer om ugen.
Gift med skovfoged Thomas Wessel Fyhn. Parret har tre drenge og en pige i alderen 7, 10, 11 og 12 år. Endnu en dreng er på vej. Forfatteren har termin 9. juni.
Boede med mand og børn på Rømø fra 2004 til 2013. Familien bor i dag i Vester Thorup Klitplantage i Nordjylland på en landejendom med høns, duer, katte, hund, får og lam. Tidligere havde de også grise og kalve, men det har de "slagtet" sig ud af, da forfatterlivet begyndte at tage fart. Familien har også et sommerhus ved Svinkløv.

2) Hovedpersonerne i "Mosefolk"
Den unge politiefterforsker Maria Brænder, som bliver landbetjent i sin barndomsby Vi. Hun er en kantet enspænder, der ikke siger så meget. En finurlig type, som ikke har helt styr på tingene og ikke er god til huslige opgaver. Hun er derimod god til at tegne og male og bruger kunsten i sit job og til at udtrykke sig. Maria blev forladt af sin kunstnermor som barn og er opvokset hos sin psykisk syge far.

Marias mentor og kollega er Tage Erlander, der er en varm, midaldrende og lidt ensom mand, som savner sin elskede, der er død af kræft. Tage er en tiltrækkende mand, som er ved at gå lidt i stå, og han har en elendig stedsans.

3) Handlingen i "Mosefolk"
Bogen foregår i landsbyen med navnet Vi, som ud over at referere til et "vi"/et fællesskab, også er et gammelt ord for et helligt sted.
En ældre kvinde i landsbyen findes voldtaget og myrdet, og mistanken retter sig hurtigt mod hovedpersonen Maria Brænders barndomsven.
"Mosefolk" handler også om savn, barndomsminder og kærlighed, og overtro og gamle traditioner spiller også en rolle.

4) Valborgsaften og hyldemor
I "Mosefolk" fejrer beboerne valborgsaften. Det er aftenen før 1. maj, som i gamle dage før reformationen blev markeret landet over som en forårsfest med dans og bål. Skikken er nogle steder blevet genoptaget - blandt andet i Fåre i Vestjylland.

Hyldetræer gror flittigt i "Mosefolk". Hyld er et helligt træ, som har plads i både nordisk mytologi og folkeeventyr. Det er blevet tillagt adskillige nyttevirkninger og magiske evner. Alle bør have mindst en hyld i haven for at sikre sig lykke. I "Mosefolk" er hovedpersonen som barn bange for, at hun har krænket Hyldemor, som hun derfor ofrer til. Der siges mange ting om hyldetræet - en af dem er, at hvis du skal bruge en gren til magiske formål eller til at ære kærlighedsgudinden Freja, skal du skænke træet lidt vin eller mælk. Det er specielt virksomt valborgaften.

5) Boguddrag
"Hun lod blikket glide ud over den tunge, våde krop derude. Tusinder af år gemt i tørv og dynd. Tusinder af år med kaos, sorg, glæde, kærlighed og had, alt sammen lagret derude med alle de døde kroppe. Og fra tid til anden kaster du dine kaotiske vinde og lammer mit sind, tænkte hun. Alt den tid, du har hobet op inden den klare morgen for tusinder af år siden, hvor du besluttede, at du ikke ville være en stor, smuk sø, men en mose."

Som porcelænsmaleren

Mette Wessel Fyhn er lattermild og lader gang på gang sine lange fingre rode gennem sit korte strithår, når hun leder efter præcise forklaringer. For eksempel på, hvorfor hun prioriterer at skrive, når hun har job, er mor til fire med en femte på vej og også har et ansvar for dyreholdet på det fritidslandbrug i Nordjylland, hvor familien nu bor efter mange år på Rømø.

For at forklare det fortæller hun, at hun som ung kunne grine, når hun i en af genbrugsbutikkerne i Herning så en ubehjælpsom, hjemmemalet tallerken, men at hun nu ser på den slags med respekt og glæde. For at skrive en bog eller at male på en tallerken er begge eksempler på et behov for ro og et behov for at udtrykke sig personligt.

- Jeg er opvokset i et midtjysk samfund, og der lærer man, at det ikke er sundt at drive tiden af, og der er også en indbygget hånlighed over for amatørkunstnere. Men vedkommende, der har malet den tallerken, har måske fundet stor glæde ved at gå til porcelænsmaling hver onsdag. Det kan jeg relatere til. Jeg føler mig som en del af den gruppe mennesker, siger hun.

Ro er en livsbetingelse for hende. For det moderne menneske er ramt af uro og har alt for meget i hovedet, synes hun og fortæller, at hun har lært sig ikke mere at sammenligne sig med andre, som hun ellers så nemt kommer til, når ugebladene ruller idealerne ud på glittet papir. Lykken er derimod at skrive, for her har hun et mentalt rum, som er hendes eget, og som er fri for krav og forventninger, og lykken er også at bo på landet og gå rundt i kedeldragt og muge ud og fodre dyrene.

De fleste dage - også i weekender - står hun op, så hun kan skrive mellem 4.30 og 6. Bagefter venter morgenvækning af børnene, morgenmad, madpakker og det sultne dyrehold, jobbet og det efterfølgende familieliv.

- Jeg er ikke et jernmenneske. Jeg er nødt til at gå i seng mellem 21 og 22 for at klare det, siger hun.

- Det er klart, at mit skriveri indimellem går ud over familien. Især i den sidste fase af "Mosefolk" var jeg fraværende i hele weekender. Men min mand bakker mig 100 procent op, og børnene kunne se, at hvis man virkelig vil noget, er man nogle gange nødt til at give den en skalle, hvis det skal blive til noget.

Den debuterende forfatter Mette Fyhn Wessel på årets  Krimimesse på Fænglet i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Mette Wessel Fyhn er netop debuteret som forfatter med krimien "Mosefolk" og var derfor med på krimimessen i Horsens. Hun er i fuld gang med toeren og har også plottet klar til treeren. Foto: Søren E. Alwan

Mosens magt

Mosen er det naturmæssige omdrejningspunkt i krimien. En overset naturtype, mener Mette Wessel Fyhn.

- Og den eneste ur-natur, vi har tilbage i Danmark.

Fascinationen stammer fra hendes faglighed som arkæolog. I moserne er der spor, helt tilbage fra Danmark var tundra-land og gennem alle tiderne op til nu. Spor i form af frø, pollen og døde mennesker.

- Fordi mosen bevarer alt, den får, har den også en dramatisk kraft, og det har folk altid vidst og relateret til, siger hun.

Hun er stærkt fascineret af tidligere tiders hedenskab, tro og de ritualer, der var forbundet med mosen og naturen i det hele taget. Ritualer, vi enten har glemt eller kristnet. Nogle af dem vækker hun til live og udvikler på i "Mosefolk".

- Der er noget sentimentalt over mig. Jeg er romantiker. Jeg samler på stemninger. Jeg er ikke overtroisk som sådan, men jeg kan ikke lide at fælde en hyld.

Mette Wessel Fyhn: "Mosefolk", 480 sider, Lindhardt og Ringhof.

Når morderen er en af vores egne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.