Når de voksne børn kommer hjem

Arkivfoto: Scanpix

Når de voksne børn kommer hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man kan se os på perronen med forventningsfulde smil fredag eftermiddag og lørdag morgen. Vi står nogle stykker på alle stationer mellem København, Aarhus og Esbjerg. Aldrig i samlet flok, og kun sjældent de samme hver uge.

Vi kender ikke hinanden, og vi taler ikke sammen, hilser heller ikke, for der er kun én ting, der optager os der, mens vi venter på toget, og så vidt vi ved, har vi kun den ene ting til fælles: Vi har voksne børn, der bor andre steder i landet, og de kommer hjem om lidt, alene eller sammen med kærester, måske endnu uden børn.

Vi står lidt tilbagetrukkent, diskret for ikke at forstyrre de rejsende, og fordi vi godt ved, at vi ikke må virke for ivrige.

Når toget kommer, har vi alligevel svært ved at styre os og står på tæer for at få øje på den hjemvendte - som nærmer sig med et udtryk, der siger: "Det er dejligt, I er her, men i virkeligheden er jeg alt for gammel til at blive hentet, og jeg håber, I har mere indhold i jeres liv end dette."

De ville aldrig drømme om at sige det højt og tænker det måske ikke engang bevidst, men bekymringen er der, for det er noget af et ansvar at lægge på selv et voksent barn, hvis det viser sig at være alt, hvad forældrene har at gå op i. Det er o.k. at betragte sine børn som meningen med livet, men det er ikke det samme som ikke at tænke på andet.

Når modtagelsen er ovre, går turen hjemad til forskellige scenarier, som alle har noget at gøre med mad: Hos os venter et kampklart køleskab, for der må ikke mangle noget til at modstå en pludselig sult. Der er livretter i små portioner og også nogle i store, for "så er der noget til at tage med hjem".

Andre steder ved man, at det er kaffe og kage, der gør lykkelig, så lagkagen har stået og trukket siden i går, "og du skal nok få et glas af den gode hindbærmarmelade".

Under alle omstændigheder er måltidet en meget betydningsfuld ting, for det er her, vi finder tilbage til hinanden og mindes mormors marmorkage eller den ret, vi nød sammen på en ferie.

Det er også her, vi snakker om stort og småt og lytter til deres glæder og de sorger, de vil dele, og bliver glade eller bekymrede og ønsker, der var en facitliste at slå op i for at se, om de lever lykkeligt til deres dages ende.

Som regel lytter de heldigvis også til os, og vi fortæller ivrigt om det, vi har oplevet siden sidst - så ivrigt, at vi hurtigt får fortalt alle de større ting og pludselig opdager, at vi sidder og taler om de bittesmå begivenheder, fordi det føles vigtigt, at de ved besked med alt, hvad der sker med barndomshjemmet.

Også at der er kommet murbier ved havedøren, og at vi snart skal have klippet hækken igen, og måske skal den være lidt lavere næste år.

Så er den der igen, angsten for at de skal tro, vi ikke har andet i livet end dem, og vi skynder os at sætte mere kaffe over og tale om flygtningestrømmen.

Søndag aften står vi igen på stationen, nu for at sige farvel og på gensyn. Igen er vi nogle stykker, lidt skiftende fra gang til gang, men mønsteret er stadig ens for os alle: Vi gemmer farvelknuset til allersidst, for at det ikke skal trække ud og virke, som om vi ikke kan give slip, og for at det kan stå så frisk i erindringen som muligt.

Til gengæld bliver vi stående en anelse for længe, efter at toget er kørt, og ser efter det og føler os en ganske lille smule fail, som de voksne børn ville sige på nutidsslang, mens jeg synes, vi er lidt stakkels, selv om jeg godt ved, at det går over igen.

For vel har vi da masser af andet indhold i vores liv. Sådan en weekend er det her bare det eneste vigtige.

Når de voksne børn kommer hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce