Anmeldelse

Michael Bolton-koncert skuffede på alle parametre

Musik: Michael Boltons halvanden time lange midnatskoncert efterlod mig med en masse ubesvarede spørgsmål og en dyb undren.

Årene har sat sine spor på Boltons 64-årige stemme, der har fået en skarp og tynd klang. Den slags kan man forvalte med ynde, som først en Johnny Cash og siden en Tom Jones har formået at gøre det. Men i stedet for at synge på sit levede liv, klamrer Bolton sig til renommeet som prinsen med den bløde stemme, og det giver bagslag.

Om koncerten

Michael BoltonTo stjerner

 

Hørt på Langelandsfestival, Store, Scene, torsdag.

Kan næste gang høres i Bremen 29. juli, Monte Carlo 14. august og Wien 30. august.

Det samme gør valget af repertoire. Fra start-90'erne har Bolton finkæmmet markedet for sange, der gør sig i kategorierne "Timeless - The Classics", "Vintage", og "Songs Of Cinema". Det var en række af de klassikere, vi blev præsenteret for, men spillet af syv musikere, der forlængst har lagt ambitioner og ærekærhed på hylden. Bevares, de spillede pænt, men intet var overladt til tilfældighederne, og hver eneste improvisation var testkørt til kedsommelighed.

Disney-udtræk

Hvad værre er, når nu Michael Bolton omgiver sig med musikere, hvorfor er så meget af musikken så præindspillet? Det virker komisk og som en sjofling af musikerne, at man undervejs kan høre hele hornsektioner eller trompet- og barytonsoloer, mens scenens enlige blæser, en saxofonist, står og spiller keyboard. Min bedste forklaring er, at turnéen er stykket sammen af repertoire fra flere tidligere turnéer, så man af uransalige årsager har valgt at bruge gamle båndbidder, selv om de musikalsk stikker i alverdens retninger.

Allerværst var det dog, da musikerne blev sendt af scenen, så Michael Bolton sammen med den unge og alt for uprøvede (kor)sanger, Sam Fly, kunne fremføre David Fosters "The Prayer" med det helt store, svulstige Disney-udtræk silende ud af højttalerne.

Med til at gøre koncerten til en absurd oplevelse var også, at Michael Bolton flere gange forlod scenen og lod pianisten og ikke mindst saxofonisten om at holde lyden gående i mange, lange minutter.

Følelsen af, at der var tale om blot og bar afvikling, blev understøttet af, at Michael Bolton, når han var på scenen, stod som en stenstøtte foran mikrofonstativet. Så alt i alt: en besynderlig og uforløst koncert.

  • fyens.dk