"Tavs som graven" underholder. Lige indtil næstsidste side
En krimi behøver ikke revolutionere vores opfattelse af verden for at være god. Det er tilstrækkeligt, at den underholder - og det gør "Tavs som graven". Lige indtil næstsidste side, hvor kæden så desværre springer af.

Men før det sker, fortæller Arnaldur Indridason en overbevisende historie, som i et par timer kan sætte verden på stand-by.

Den handler om fundet af et lig på en byggeplads, sandsynligvis af en gravid kvinde. Det har efterhånden ligget begravet så længe, at morderen - i bedste fald - må søges på et plejehjem, men et mord er et mord, og selv om sporene må betegnes som iskolde, sættes makkerparret Erlendur og Sigurdur på sagen. Langsomt graver de sig ind til historiens kerne, og en overraskende modbydelig fortælling om ydmygelse, nedrighed og tragiske livsomstændigheder åbner sig for læseren.

Indridason er imidlertid mindre modbydelig end sin fortælling. Paradoksalt nok. Med en indgriben, der kan sammenlignes med julemandens abrupte færd ned gennem skorstenen, tryller han pludselig de mørke skygger bort, som han har brugt så meget krudt på at fremmane, og uddeler gaver til de gode og retfærdige. Det er selvfølgelig venligt gjort, men "Tavs som graven" ville faktisk have været en stærkere og mere helstøbt roman, hvis han havde ladet være.

Indridason skal derfor opfordres til at lade julemandskostumet blive hjemme næste gang - og komme igen med en trefork.

Anne Sophia Hermansen



Arnaldur Indridason: "Tavs som graven". Oversat af Kim Lembek. 266 sider, 279 kroner.