Gult kort til Målet

Restaurant Målet er retro - ikke påtaget, men en virkelighed, som den har holdt sig i 40 år. En hakkebøf står i 139 kroner, og portionerne er store. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen

Gult kort til Målet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klassisk Odense-restaurant brillerer med store portioner, men skuffer med sløset betjening og slap mad

Restaurant Målet

Jernbanegade 17 5000 Odense Tlf. 6617 8241 www.restaurantmaalet.dk

Undertiden kan man få lyst til at spørge en tjener om, hvad klokken er. Bare for at få et svar.

Målet er en klassisk dansk restaurant med schnitzel og hakkebøf, men da jeg spørger tjeneren til udvalget af specialøl, konstaterer den unge kvinde, at "jeg er nok ikke den rette at spørge ..."

Der er nu ikke andre i nærheden, så vi napper to almindelige Albani på fad, som ifølge tjeneren også er de mest populære på stedet. Vi har været heldige at få plads på Målet en lørdag aften, hvor byen vrimler med studerende, og technomusikken fra Karrusel truer med at lægge Odense Slot i ruiner. Jeg ringede ved 18.30-tiden for at bestille bord til to, og nu, en time senere, er de to pladser i baren konverteret til bordfællesskab med en enlig herre, som nyder sin hakkebøf med brasekartofler.

Målet har forlængst fejret sit 40-årsjubilæum, og interiøret ligner sig selv med OIK-flag fra 1978, sort-hvide billeder af fodboldspillere fra de lokale klubber og dækkeservietter, der matcher de grønlakerede borde. Man sidder godt i de polstrede skalstole.

Stemningen er livlig med en polterabend løftet af drinks og fadøl ved det ene langbord og et herreselskab ved det andet. Man skal kigge godt efter for at opdage to kvinder, som er i byen med deres kærester.

Vi er blevet lokket af hjemmesidens tilbud om hakkebøf af et halvt pund velfærdskvæg. Den type feel good-lingo på en i øvrigt meget appetitlig hjemmeside er det eneste punkt, hvor Målet har rettet ind efter tidsånden, og tjeneren kommer da også med et par mønstrede tallerkner af den slags, man i dag skal i en genbrugsforretning for at finde.

Et spejlæg kroner min rosastegte, saftige hakkebøf, der ligger som en tropisk ø i et hav af brun sovs med hvide kartofler dækket af finthakket persille. Herremad med licens til at droppe pligttilbehør som den fintsnittede iceberg og gulerod, jeg også skimter hos montøren på min højre side.

Min gæst er en skarp herre på snart 80 år, og synet af herregårdsbøffen (den samme som min) i selskab med en bunke fritter, ærter og halvt stegt tomat får mundvandet til at løbe. Han er tilfreds med fritterne, men på min side af bordet er stemningen nu, at de mangler salt og bruntonet kant af den slags, fedtfornægtere elsker at hade.

Jeg elsker til gengæld at hade smagløse kartofler magen til dem på min tallerken: De giver efter i munden og smager af vand, som var de dyrket frem på gylle og kogt uden salt. Disse slappe håndtryk er et selvmål på en erklæret dansk restaurant og endeløst trist, når man derhjemme kan koge en økologisk supermarkedskartoffel frem til superligaen. Saucen er mere rigelig end koncentreret, så jeg må til de syltede rødbeder for at få lidt kant til kødet.

Min medspiser giver op halvvejs og ønsker kaffe, men klassikeren friteret camembert lokker. Polterabendgæsterne har forladt restauranten med en ølbong og mandevitser, som ikke egner sig til print. Restauranten er nu halvtom, men det lykkes først efter en rum tid at praje tjeneren, så vi kan komme videre. Hun kan se, at vi sidder med udsigt til tomme ølglas og to alvorligt beskidte tallerkner (den ene med et halvt bjerg fritter og rigelig bearnaise). Men de får lov til at shine, som Lina Rafn ville formulere det i "X Factor", frem til det sekund, hvor hun dukker op med min ostetallerken og et rapt "skal vi bytte?". Man kunne være fristet til at svare nej for at se ansigtsudtrykket, men nu skal man ikke genere sine medmennesker. Heller ikke selv om man sidder på en restaurant og betaler for mad og service.

Ostetrekanterne har en god skorpe, det faste fortsætter et par millimeter ind til den flydende kerne, og nogen stor oplevelse er de ikke. Marmeladen er af den meget faste slags, og selv fra den anden side af bordet kan man se, at den ristede brødskive er omkring halvanden centimeter tyk.

Min gæst har fået en kaffe og cognac, og sidstnævnte rykker i mundvigene mere end svælget. Tjeneren tøver lidt på spørgsmålet om mærket. Det er vist en Braastad, mener hun lidt usikker på udtalen, og så må hun en tur ud i køkkenet for at spørge kokken om, hvad menukortets velfærdskvæg dækker over.

- Kødet er fra Grambogård, siger hun tilbage ved bordet.

- O.k,, tænker anmelderen, så gemmer vi spørgsmålet om klokken til en anden god gang.

Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Sportspubben Målet. Foto: Lasse Hansen
Foto: Lasse Hansen

Gult kort til Målet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce