To mødre, to sønner og en verden til forskel er blevet til romanen "Vilde roser" - snart måske også på film
Det startede, da Irene Bonnicksen var i begyndelsen af 40'erne og hjemmegående husmor på fødeøen Langeland.

Hun følte sig spærret inde og havde behov for at snakke med nogen, så da hun i en genbrugsbutik i Rudkøbing blev mødt med spørgsmå- let: "Må jeg tage din kagerulle", udtalt på gebrokkent dansk, skete der noget i hendes liv.

Hun fandt ud af, at hendes trygge verden fyldt med ting var væsensforskellig fra flygtningenes i lejren Center Holmegård på Sydlangeland.

- Jeg faldt i snak og tog derud. Min overvindelse var enorm. Fra min verden til deres var der langt. Men hvor jeg uden for lejren mødte fordomme, mødte jeg varme, dufte og menneskelighed inde i lejren, siger nu 48-årige Irene Bonnicksen, som i dag bor i Capellavænget i Paarup ved Odense.

Her har hun netop modtaget omslaget til sin debutroman "Vilde roser".

Tæt kontakt med romaer

Romanen har et glad lille romabarn på forsiden, og det er ikke tilfældigt.

Da forfatteren, som i dag arbejder som rengøringsassistent ved Odense Kommune, dengang kom ind i flygtningelejren på Langeland, mødte hun og hendes lille søn nemlig en mor og hendes søn.

- De var romaer, og hele familien på otte blev vores venner. Men det var min Kenneth og Mirsadas Samuel, der straks fandt sammen og derved startede det nære venskab mellem Mirsada og mig, fortæller Irene Bonnicksen.

Vi sidder i hendes hjem, et parcelhus i Paarup, hvor hylderne i det lille skriveværelse er fyldte. Også med fotos fra de tre rejser, Irene Bonnicksen i løbet af de seneste otte år har foretaget til Kroatien.

Det er nemlig her, Mirsada, Samuel og hele deres fami- lie er rejst til, dengang de blev smidt ud af Danmark efter 3 1/2 år i lejren på Langeland.

- De ville gerne være blevet, og jeg prøvede at hjælpe. Men da romaer ifølge de danske myndigheder ikke har blivende sted, måtte de heller ikke få det i Danmark, selv om Mirsadas familie ikke var omrejsende, men standfaste, da de måtte flygte fra eks-Jugoslavien.

- I dag har de det heldigvis godt og bor i Zagreb, men dengang de flyttede tilbage til Kroatien, var de ekstremt fattige. Det fik jeg selv at føle, da jeg besøgte dem første gang, siger Irene Bonnicksen.

Vi kan lære noget af dem

- Mine oplevelser med Mirsadas familie og mine besøg i en verden, der er så forskellig far min egen, gav mig lyst til at skrive en bog. Og det blev altså til romanen "Vilde roser", for via den kan jeg måske formidle noget vigtigt til danskerne: At disse romaer har nogle overlevelsesstrategier, vi herhjemme kunne have brug for at lære - igen, siger Irene Bonnicksen.

Hendes bog udkommer 18. september, og snart bliver den måske filmatiseret.

- Via nogle venner sendte jeg de første sider af manuskriptet til filmselskabet Waterfront og Steen Herdel. Ham, der lavede "Mig og Charlie" og "I Kina spiser de hunde". Han blev meget begejstret, og det samme gjorde instruktør Martin Miehe-Renard, da jeg uopfordret sendte manuskriptet til ham. Han er jo selv af zigøjnerfamilie, så jeg tænkte, det kunne interessere ham, siger Irene Bonnicksen.

Derfor var Steen Herdel ved at falde ned af stolen, da hans nye manuskriptforfatter helt af sig selv kunne præsentere Martin Miehe-Renard som instruktøren, der ville forsøge at gøre hendes manuskript til film. Helst optaget på Langeland, hvor romanen foregår.

I dag er rengøringsassistenten ved Odense Kommune - helt konkret gør hun rent på Kulturmaskinen, fordi "det smager da altid lidt af kunst og kultur" - i gang med et nyt manuskript.

Papirkurvstømning'

- Mens jeg tømmer papirkurve, får jeg nye ideer. Denne gang om en kvindes dobbeltliv. For jeg er nok mest interesseret i, hvad der sker inde bag den facade, vi alle sammen promenerer på gaden, siger Irene Bonnicksen.

At hun også er medlem af Jehovas Vidner har intet med sagen at gøre.

- I sin tid havde jeg da biblen med ud på Flygtningecentret, men dér var folk i forvejen religiøse. De kunne nærmest ikke forstå, hvorfor vi ude i Danmark var så lidt religiøse, som Irene Bonnicksen siger.
  • Fyens Stiftstidende