Lykkelige mennesker er uinteressante


Lykkelige mennesker er uinteressante

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En morder kan godt være sympatisk, og der er andet på Island end varme kilder, blåt hav og fuglefjelde

En morder kan godt være sympatisk. Og den myrdede usympatisk.

En morder kan godt være en stærk person, den myrdede svag.

Det er i hvert fald tilfældet hos den islandske krimi-forfatter Arnaldur Indridason, der som den eneste forfatter har fået den prestigefyldte pris "Glasnøglen" for den bedste nordiske krimi to gange.

Og så var det slet ikke meningen, han skulle være forfatter. Sådan én havde han allerede i familien, nemlig faderen, Indridi Thorsteinsson, og det var ikke en tilværelse, der tiltrak.

I stedet tog Arnaldur en universitetsgrad i historie og blev ansat på Islands største morgenavis, Morgunbladid, som journalist og filmkritiker. Men det endte alligevel med bøger.

- Jeg har set tonsvis af kriminalfilm og lært meget af det, som jeg naturligvis bruger, når jeg skriver, siger han.

Og det gør han så. Hver dag, fra klokken ni, når børnene og hustruen har forladt huset i Reykjavik, går han til tasterne, hvor han bliver, til børnene vender hjem fra skole ved 14-tiden. Så går han en lang tur og spekulerer på det, han har skrevet, og på hvordan han kommer videre.

- Jeg ved ingenting, når jeg begynder at skrive. Jo, jeg har et tema. I "Tavs som graven" er det "vold i familien". Historiens store perspektiv er på plads, men jeg ved ikke, hvem der bliver myrdet, eller hvem der bliver morder. Historien tager over og udvikler sig, siger Indridason, som selv kan blive ganske overrasket over, hvordan historien udvikler sig.

Han skrev sin første roman om politimanden Erlendur som 35-årig. I øjeblikket er han i gang med nummer syv, og to af dem gav ham altså "Glasnøglen".

Fredag udkommer "Tavs som graven", den fjerde i serien, på dansk, og som i de tidlibøger forsøger Erlendur at opklare et mord begået for årtier siden.

Og samtidig forsøger han at få styr på sit eget kaotiske og opløste familieliv, der består af en stofmisbrugende datter, en søn, han aldrig ser, og en fraskilt kone, som hader ham.

Et ulykkeligt menneske

Erlendur er et ulykkeligt menneske.

Lykkelige mennesker er uinteressante, siger Arnaldur Idridason.

- Jeg kan ikke have en helt, som har en flot kone gående hjemme i millionvillaen, to biler i garagen og tre velopdragne børn. Det duer ikke, siger Indridason.

For hans romaner er, hvad han selv kalder for socialrealistiske krimier. Kritik af samfundet ligger ham på sinde, og det er krimigenren velegnet til. Og han mener, han har noget at sige. Noget væsentligt.

- "Tavs som graven" handler jo om at "negligere familien", som Erlendur gør. Han gør den smertelige erfaring, at man godt kan blive skilt fra konen, men ikke fra sine børn. Og den handler om familier, som aldrig skulle være dannet. Men den handler først og fremmest om vold i familien, siger Indridason, som i sine romaner skildrer et islandsk samfund, som ligger langt fra turistbrochurernes varme kilder, fuglefjelde, vulkanske bjerge og blå, laksefyldte farvande.

- Vi er en del af Vesteuropa og har som så mange andre lande stigende narko-relateret kriminalitet og mere vold. Det afspejler sig i mine romaner, siger han.

Tavs som graven udkommer fredag på forlaget Forum

Lykkelige mennesker er uinteressante

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce