Livet er en jammerdal, så det gælder om at finde den bedste vej igennem

Omdrejningspunktet i "Mig og Melody" er kærligheden mellem en sur gammel mand (Larry David) og en lidt naiv, men stærkt optimistisk ung kvinde (Evan Rachel Wood). Filmen er baseret på et manuskript helt tilbage fra 1977.
Foto: SF Film

Livet er en jammerdal, så det gælder om at finde den bedste vej igennem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sær, neurotisk kyniker eller genial filmskaber med en veludviklet humoristisk sans. Woody Allen er en levende legende med hengivne fans over hele verden, men han har også mange fjender, der elsker at hade den kontroversielle newyorker med næsten 50 værker på cv’et. Vi mødte 74-årige Allen i hans elskede hjemby til en snak om filmen, livet og den moderne verden, han ikke er meget for at blive en del af

Livet er en jammerdal, og hvis man vil komme helskindet gennem, gælder alle kneb.

Det er budskabet i "Mig og Melody" - Woody Allens nyeste film. Hovedpersonen er den excentriske skaklærer Boris Yelnikoff, som efter sin egen mening er et misforstået geni. Han væmmes konstant over sine medmenneskers enfoldighed, men ender alligevel med at gifte sig med en naiv, ung kvinde, der er stukket af hjemmefra.

Woody Allen er ikke selv på filmens rolleliste, men han indrømmer at have visse karaktertræk til fælles med den misantropiske hovedperson.

- Jeg er meget pessimistisk og får ofte at vide, at jeg er kynisk og nihilistisk, men jeg synes også, jeg er realistisk. Jeg mener, verden er et tragisk sted, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi mennesker gør alting endnu værre, end det behøver at være. Min filosofi er, at så længe man ikke gør andre mennesker ondt, må man finde den vej, der bedst fører én gennem livet, siger han.

Selv har han fundet ud af, at arbejde - og masser af det - virker bedst.

- Jeg bliver ved med at arbejde, og det hjælper mig. Når jeg dør, har jeg måske lavet over 50 film, men hvad betyder det? Ingenting. Hvis man kigger langt nok ind i fremtiden, vil alting være væk. Bee­thoven, alt hvad Shakespeare har lavet. Så hvad er formålet egentlig? Jeg laver film, fordi det holder mig i gang - nøjagtig som man aktiverer patienter på institutioner, så de ikke bliver skøre, siger han.

De knivskarpe og underfundige betragtninger bliver leveret i et monotont, men venligt tonefald. Allen har i over 30 år brugt utallige timer sammen med sin psykolog, som han i perioder har besøgt flere gange om ugen, men den spinkle mand med de store briller og den beige udstråling virker umiddelbart hverken neurotisk eller nervøs - snarere som en venlig, ældre mand, der med tiden er blevet lidt tunghør. Men man skal ikke tage fejl. Han kan stadig tryllebinde sit publikum med skæve film og ukonventionelle udtalelser.

Woody Allen blev født i Brooklyn i 1935. Allerede som teenager begyndte han at skrive manuskripter til datidens stand-up-komikere. Han droppede ud af universitetet, og siden han i 1965 debuterede som manuskriptforfatter med filmen "What’s New Pussycat?", har han groft sagt lavet en film hvert år.

Allen bruger litteratur, sex, filosofi, psykologi, jødedommen og New York som sine vigtigste inspirationskilder. Han har lavet både alvorlige dramaer og skøre komedier, men det gennemgående tema er satiriske skildringer af intellektuelle, jødiske neurotikere i New York, der på forunderlig vis formår at tiltrække smukke, unge kvinder. En rolle, som han i mange af filmene har typecastet sig selv til.

Allen har ikke selv nogen rolle i "Mig og Melody", men handlingen er velkendt. Manuskriptet er egentlig fra 1977, men med enkelte kunstgreb og opdaterede referencer til præsident Obama blev historien frisket op. Larry David, som bedst er kendt for at være en af hovedkræfterne bag komedieserien "Seinfeld", spiller hovedrollen som den vrede Boris Yellnikoff, mens Evan Rachel Wood er valgt til rollen som den enfoldige, unge Melody, der har forladt sin familie for at prøve lykken i New York. Kærligheden mellem den sure, gamle mand og den unge, optimistiske kvinde er filmens omdrejningspunkt. Undervejs bliver der gjort op med gængse normer, og filmens pointe om at "whatever works" - det er også filmens originaltitel - bliver understreget gang på gang.

Ikke særligt eksotisk

Det er reglen snarere end undtagelsen, at også denne film har fået blandede anmeldelser fra kritikerne. Ifølge New York Times er det tydeligt, at manuskriptet er gammelt, mens andre anmeldere savner fornyelse i Allens velkendte tema.

- Det er skægt. Jeg føler aldrig, jeg får en særlig varm velkomst i USA. Det kan sikkert forklares med min konstante paranoia, men det er, som om tvivlen aldrig kommer mig til gode i USA, mens europæerne altid modtager mine film med varme følelser. Måske er det fordi, jeg har levet hele mit liv her og har lavet mange af mine film her. Jeg er ikke særlig spændende eller eksotisk. Det er nøjagtig som med vin. Hvis vinen kommer fra Frankrig eller Italien, bliver vi helt vilde, mens det slet ikke er det samme, hvis den kommer fra Californien, siger Woody Allen, der egentlig ikke går så meget op i, hvad kritikerne siger.

Til gengæld kan han være hård ved sig selv. Flere gange har han forsøgt at stoppe en film, før den fik premiere på det store lærred. Det skete blandt andet med filmen "Manhattan" fra 1979, som blev en stor publikumssucces, men det betød ikke noget for Allen, der ærgrede sig over, at den ikke var blevet, som han havde ønsket.

"Mig og Melody" har haft amerikansk premiere, og hvis det ellers betød noget for Allen, kunne han glæde sig over de kritikere, der mener, det er forfriskende at se Allen tilbage i hjembyen New York efter en afstikker til Europa, hvor han har lavet sine seneste film. Blandt dem anmelderroste "Match Point" fra 2005, og den farverige "Vicky Christina Barcelona" fra 2008.

Familie og dårlige nyheder

Langt de fleste af Woody Allens film foregår i New York, som han har et tæt og romantiseret forhold til. Han er født der og har altid boet der, hvilket har givet ham titel af uofficiel borgmester, men faktisk er filmskaberen ked af, at han ikke tidligere i sit liv greb chancen og flyttede til Europa.

- Europa ændrede mig, da jeg kom dertil som en ung mand. Jeg oplevede, at der er en verden, der ikke er USA. En verden med helt andre følelser, når det kommer til kultur, arkitektur og livsstil. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at blive. Da vi lavede "What’s New Pussycat?" i 1965 arbejdede jeg sammen med to unge piger, som forelskede sig så meget i Paris, at de bare bestemte sig for at blive. Det gjorde jeg ikke. Jeg var for konventionel og fantasiforladt, og det har jeg altid fortrudt, siger Woody Allen.

Konventionel og fantasiforladt er ellers ikke de mest brugte tillægsord, når det kommer til beskrivelser af Woody Allen - hverken når det handler om hans film eller hans privatliv. Det sidste gjorde, at han i en årrække var ildeset i en stor del af den amerikanske befolkning.

Allen giftede sig første gang, da han var 19 år gammel med den 16-årige Harlene Rosen. Ægteskabet varede fem år. Siden havde han et 12 år langt forhold til skuespillerinden Mia Farrow, men det stoppede brat, da hun fandt Woody Allens nøgenbilleder af hendes adoptivdatter Soon Yi-Previn. Det skabte stor furore, men i 1997 giftede Allen sig med den 34 år yngre Previn. I dag har den offentlige gabestok løsnet grebet, parret er stadig sammen og har fået to børn, som Woody Allen hver dag følger i skole. Børnene er en af grundene til, at han regner med at blive boende i New York, hvor han nyder familielivet og dets daglige rutiner, som selvfølgelig får et tvist, når Allen skal fortælle om dem:

- Jeg står tidligt op og læser min avis, men hver morgen bliver jeg deprimeret. Jeg talte engang med Ingmar Bergman, der fortalte mig, at han aldrig læste avis om morgenen, fordi det ødelagde hele hans dag. Det forstår jeg godt. Man står op og læser den ene forfærdelige historie efter den anden, men der er ikke noget, man kan gøre ved det. Man skal følge børnene i skole om en halv time og kan ikke bare tage i lufthavnen og flyve til Darfur for at ændre tingene. Det er en rar tanke, men rent praktisk kan det ikke lade sig gøre, siger Woody Allen med en undertone af den kynisme, han er så kendt for.

Avisen er til gengæld en af de eneste informationskilder i Allens liv. Han bryder sig ikke om den moderne teknologi, som han med vold og magt prøver at holde stangen.

Ingen computer

- Jeg ejer ikke en computer og skriver ikke e-mail. Jeg arbejder på den Olympia-skrivemaskine, jeg købte, da jeg var 16 år gammel. Den virker nøjagtigt lige så godt som dengang. Det er perfekt. Jeg kunne smide den ud fra Empire State Building, og den ville stadig overleve, siger Woody Allen og tilføjer, at han for nylig har købt en iPhone - men udelukkende fordi han kan lægge sine jazz-plader ind på den og tage dem med, når han rejser.

Klarinetten er Allens store passion, og om mandagen kan man opleve ham på New Yorks legendariske Carlyle Hotel, hvor han spiller sammen med sit orkester. Hans fans strømmer til for at opleve den levende legende, der altid leverer varen i form af underfundige betragtninger og Allenske kommentarer, der i situationen kan være svære at få til at passe på den forsigtige mand, der har puttet hatten i baglommen og strammet buksernes bælte et godt stykke over navlen.

Trods pessimismen lader det til, at han har fundet ud af, hvilken vej han skal vælge for at klare livets mange udfordringer. Hans fans kan glæde sig over, at løsningen indebærer mange film endnu.

Anmeldelse side 6

Livet er en jammerdal, så det gælder om at finde den bedste vej igennem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce