Disney On Ice er en larmende, farvestrålende og ret kort omgang fastfoodunderholdning
Det ville være forkert at skrive, at jeg så Disney On Ice og hadede hvert minut.

Det ville også være forkert at skrive, at jeg så Disney On Ice og fik en uforglemmelig oplevelse.

Det Disney On Ice-show, jeg så, var helt overvejende et stort stykke farvestrålende og gennemkalkuleret underholdningsfastfood, hyldet ind i tørisrøg, flimrende lys og garneret med påsmurte smil. Det var god og ren og helt igennem harmløs amerikansk kulturimperialistisk familieunderholdning, som du kan servere for alle barnlige sjæle - dog ikke familiens allermindste, der kan blive skræmt af adskillige uhyggelige figurer, larm og eksplosioner undervejs.

Forestillingen rummer med mellemrum ganske flot kunstskøjteløb, og der er endda elementer i showet, der har et ligefrem poetisk skær over sig. Som når Peter Pan flyver over London. Eller når Simba og Nala danseskøjter sig gennem Elton Johns formidable kærlighedssang "Can You Feel The Love".

Hvis man vil fatte handlingen i showet, kræver det imidlertid, at man kender de originale Disney-film, for fortællingerne er i Disney On Ices udgave skamskåret og forkortet til noget nær ukendelighed. Stampublikummet - børnene og deres forældre - kender filmene og kan på den måde overstå fire hele Disney-film på halvanden time - først "Løvernes konge", "Den lille havfrue" og "Lilo & Stich", og i anden afdeling "Peter Pan".

Overfladisk medley

Første afdeling er bestemt fyldt med fart og farver og fantastiske kostumer, men instruktøren vil presse så meget ind på sølle 49 minutter, at det bliver et overfladisk medley, en hvirvlende omgang skøjten rundt, indholdstomt og Fedtmule-falden-på-halen-agtigt på en måde, som de absolut yngste forhåbentlig vil værdsætte.

Anden afdelings Peter Pan er mere sammenhængende. Der er endda magiske øjeblikke - såsom flyvescenerne, hvor Pan, Wendy og de andre børn flyver over London. Eller scenen, da Kaptajn Klos sørøverskib kommer skøjtende ind i arenaen. Eller da en skøjteløber forklædt som krokodille på skøjter entrer scenen. Men der mangler stadig dybde og ikke mindst et ordentligt afsæt i den i ordets egentlige forstand fantastiske Peter Pan-historie.

Odense Teater lavede for et par år siden en opsætning af Peter Pan, der var magisk, begavet, udfordrende, skæv og underholdende. Disneys udgave er dybt banal i sammenligning.

I sagens natur er et Disney On Ice-show et yderst effektivt og infantilt show. Det rummer dog også absurditeter - som skøjtende abeflokke på savannen, en ret så solid Klokkeblomst og karakterernes evindelige vinken til publikum, der for guds skyld skal følge sig godt tilpas med skøjtende løver og ænder.

Disney On Ices bragende høje voice over betyder, at man ikke føler nogen dyb sammenhæng mellem det, der sker i de larmende højttalere, og det, man ser på isen. Derfor er det også svært - som altid i disse fastfood-opsætninger - at udpege skuespillere, der skiller sig særligt ud. Pointen ved forestillinger som Disney On Ices er jo, at man kan komme tilbage om et år og få fuldstændigt den samme oplevelse af forestillingen, selvom alle skuespillerskøjteløberne er blevet skiftet ud undervejs.

Skal jeg alligevel gøre forsøget, vil jeg pege på Kara Fernandes, der skøjtede Lilo på en storcharmerende måde, på Michael Khos Peter Pan, der arbejdede hårdt og svedte bravt for at gøre publikum tilpas, og på Rebecca Vandenberg, der tilførte Wendy en (noget firkantet) 50’er-agtig sødme.

- Vi skal aldrig blive voksne, råber Peter Pan som afslutningsreplik til det knap halvanden time lange show. Og det er måske den deprimerende pointe i hele showet - Feld Entertainment når aldrig noget højere udviklingsstadie.
  • Fyens Stiftstidende