Filmanmeldelse

Kvik, stakåndet og øm på samme tid. Spillefilmsdebutanten Greta Gerwig og stjernen Saoirse Ronan leverer fabelagtig og begavet ungdomsfilm om at finde sig selv i en tid med store omvæltninger og begivenheder.

Efterår 2002 i den californiske by Sacramento. Den syttenårige Christine drømmer om at komme hjemmefra og på universitet på Østkysten, men med arbejdsløshed og lav social status er det smalhals, og flugten fra fødebyen er derfor afhængig af stipendier og karakterer. Og gode karakterer er ikke ligefrem Christines stærke side.

"Lady Bird"s trebenede historie, der både har solide rødder i ungdomslivet, familielivet og tidsånden i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001, formår selvsikkert at række ud over ungdomsfilmens genremæssige afgrænsning. Med et overblik, der sømmer sig for en instruktørveteran, former Gerwig en identitetsskabende skæbnefortælling, der på samme tid beretter en personlig historie og føles uhyre universel.

Det er stof og følelser, vi med lethed kan spejle os i. For vi har alle kæmpet med at stå på egne ben, mens vi baksede med følelserne og familielivet, og verdens gang suste ubønhørligt forbi. Og står man netop nu på dette identitetsformende punkt i livet, så meget desto mere grund til at se Gerwigs film, idet hun så begavet formår at reflektere over det, vi sjældent er opmærksomme på, når det er tæt på.

Mere end et spejl

Alligevel virker Christine "Lady Bird" McPherson som så uendeligt meget mere end blot et spejl holdt op foran publikum. Komediegenren er svær, fordi der både er noget engagerende og fremmedgørende i latter og humor, men som få af genrens figurer, føles Christine, der insisterer på at blive kaldt Lady Bird, som en ægte og unik person.

Ikke mindst fordi den unge stjerne Saoirse Ronan har umådeligt godt greb om figurens nuancer og med præcision formår at overføre Gerwigs egne erfaringer som ung med kunstnersjæl til sin egen sammenrøring af usikkerhed, buldrende følelser, udforskningslyst og underfundig, perfekt timet humor.

Slægtskabet til filmskabere som Noah Baumbach, Richard Linklater og Wes Anderson er let at få øje på, men med kvindelighed og kvindelige figurer skubbet helt i front, føles Gerwigs film alligevel som helt sin egen. Som Andersons særprægede skæbnefortællinger er "Lady Bird" bevidst skåret med en vis næsvis verfremdungseffekt og lægger med især den rappe, stakåndede klipning distance til hverdagsrealismen, men aldrig så meget, at værket drukner den følelsesmæssige side af sagen.

Stærk identitetsskabelse

"Lady Bird"s centrale dynamik kommer fra Christines identitetsskabelse - samt et veldefineret mor-datter-forhold med magtkampe og uindfriede forhåbninger fra begge sider. På en overraskende fløj formår filmen raffineret at vise, hvordan omvæltningsrige begivenheder formår at sive ind i vores dagligdag og påvirke dem, vi er. I en scene ser vi, hvordan nyhederne beretter om strategier i krigen mod terror, mens Christine, liggende på sofaen, ser uinteresseret til. I den følgende scene er både mor og datter igen på krigsstien.

Måske netop derfor passer "Lady Bird" så godt ind i en tid, hvor USA på ny er ved at omdefinere sig selv. En tid med skoleskyderier, Donald Trump og metoo-bevægelse.

Filmens tese er dog, at selvom vi lystigt overfører samfundets kunstige barrikader og skillevægge til vores egen identitetsskabelse og privatsfære, vil vi uundgåeligt søge hinanden. Kærligheden vil finde en vej.

"Lady Bird"

Ungdomsdrama, amerikansk, 94 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

  • fyens.dk