Boganmeldelse

Historien om kriminalkommissæren og hendes kor er mere spekulation end krimi.

TV-stjerner som Barnaby, Frost, Boyd og Tennison klarer tilsyneladende at leve med alle de mord og den vold, de oplever på arbejdet. Anderledes med jeg-fortælleren i Kari Hotakainens roman "Åndehul". Hun har brug for at tale direkte med læseren. Hvem skulle hun ellers betro sine sorger og bekymringer? Som kriminalkommissær er det hende, der skal trænge ind i morderens psyke og få ham/hende til at tilstå. Som privatperson er det også hende, der afkræves hjælp. Hvem hjælper hende? Ingen uden læseren. Derfor skal læseren nu indvies i, hvordan det gik kommissæren, da hun begyndte at synge i kor.

Her troede hun ellers, hun havde fundet et åndehul, hvor det gjaldt om at finde det fælles åndedræt og give sangen vinger - men ak. To kormedlemmer har gevaldige problemer. Den ene har lyst til at myrde sin mand. Den anden klæder lig nøgne, så deres klæder kan bruges af de levende. Og det må man ikke, når man er bedemand. Bedemanden ved det godt. Men han har behov for at betro sig - og det gør han så til frisøren, der vil slå sin handicappede mand ihjel.

"Åndehul" lyder måske som en krimi, men er snarere en opklaring af, hvordan detektiven reagerer privat, når arbejdet kun handler om død og ødelæggelse. Som sådan er den spændende - og også heldigvis humoristisk på menneskehedens vegne, selv om alt er tegnet sort i sort.

Finske Kari Hotakainen, der har fået Nordisk Råds Litteraturpris for "Hjemmefronten", der beskrives som tragikomisk, har således med "Åndehul" begået endnu en tragikomisk fortælling om menneskenes dårskab. Desværre har han påført den så mange ord guirlander, at den plagede hovedperson ikke bare drukner i mismod, men også i ord. Krimi: Kari Hotakainen: "Åndehul"

Oversat af Birgita Bonde Hansen, 192 sider, Gyldendal

  • fyens.dk