Filmanmeldelse

"Den 12. mand" er så klichétung og overspillet, at man helt glemmer de gode billeder.

Regibemærkningerne står i kø i stort set hver eneste replik i det norske krigsdrama "Den 12. mand". Det er, som om skuespillernes sætninger egentlig burde have været halvt så lange, men for at alle kan forstå, hvem der er gode, og hvem der er onde, skal der lige slås en tyk streg under pointerne.

Historien er ellers i sig selv et Hollywood-drama værdigt, når Jan Baalsrud som den eneste i en lille norsk frihedskæmperspecialgruppe slipper forbi nazisterne med vigtige oplysninger. Baalsrud må kæmpe sig igennem de norske, snedækkede fjelde og isklædte fjorde i sin kamp for at nå til det neutrale Sverige, hvor han kan komme i sikkerhed.

Året er 1943, og tyskerne sidder tungt på Norge. Baalsruds 11 kammerater bliver tortureret og henrettet, men de afslører (selvfølgelig!) ikke gruppens hemmeligheder. Derfor må tyskerne have fat i den undslupne frihedskæmper, og uanset hvilken nordmand eller -kvinde, Balsruud møder på sin flygtende færd, hjælper de ham. Han er deres symbol på frihed, som en af landsmændene siger undervejs. Endnu en regibemærkning forfremmet til replik.

Overfortalt fortælling

Det er på sin vis befriende, at Norge også kan lave film, der ikke fungerer. De seneste godt 10 år har landet mod nord stopfodret os med værker, der er så brillante i fortællinger og billedsprog, at man har måttet gnide sig i øjnene. Instruktører som Joachim Trier ("Reprise" og "Oslo, 31. august") og Eskil Vogt ("Blind") har demonstreret klassen, mens Joachim Rønning og Espen Sandberg var Oscar-nomineret for "Kon-Tiki" i 2013.

"Den 12. mand" er nedfældet af den samme manuskriptforfatter, som stod bag netop "Kon-Tiki", men Petter Skavlan har fuldstændig glemt nuancerne denne gang. I stedet skaber han i samarbejde med den hollandske instruktør Harald Zwart (der er norsk gift) et helt unuanceret heltekvad. Når tyskerne er i centrum, er billederne mørke. Når nordmændene indtager fortællingen, er billederne varme. Og så videre og så videre. Det eneste formildende er, at tidsbilledet og de norske vidder virkelig kommer til sin ret, når skuespillerne klapper i med deres forklarende replikker og bare lader den rå natur udfordre hovedpersonen. I de øjeblikke lever "Den 12. mand" på det store lærred. Resten af tiden er filmen simpelthen overfortalt.

"Den 12. mand"

Krigsfilm, norsk, 135 minutter, tilladt over 15 år.

  • fyens.dk