Komediedrama: Det bedste makværk nogensinde

Dave Franco og broren James som de to passionerede og ukuelige, men talentløse filmfolk Greg Sestero og Tommy Wiseau. Foto: SF Studios

Komediedrama: Det bedste makværk nogensinde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det handler om kult og om at finde kvaliteter i skrammel. James Franco piller skånsomt og respektfuldt Tommy Wiseaus kultdyrkede elendighed fra hinanden i fremragende metakomedie om venskab, passion og talentløshed.

Filmnørder er et mærkværdigt folkefærd. Hvad i al verden får begejstrede entusiaster til, langt fra den etablerede filmkritiks gode smag, at dyrke håndplukkede værker i et lukket og indforstået fællesskab? At hylde udvalgte films manglende kvaliteter eller særprægede udtryk? Det oplagte svar er samhørighed. Subkulturen finder noget at være fælles om. Og som et ekstra lag oven på værket, vokser en kultstatus, som forstærkes af de passionerede tilhængernes vedholdende dyrkelse af filmenes mere eller mindre tvivlsomme kvaliteter. Uden hensyntagen til hvor filmhistorien så ellers har placeret disse forbigåede værker.

Helt uventet skriver midnatsklassikere som John Waters "Pink Flamingos", George A. Romeros "De levende døde" eller Jim Sharmans "The Rocky Horror Picture Show" deres helt egen filmhistorie, når værkerne entusiastisk dyrkes af nørder, der klæder sig ud og kender hver eneste replik og bevægelse. Kultklassikere defineres nemlig ikke af filmene selv, men også af deres dedikerede følge, som finder fællesskab i noget, der placerer sig i kulturens randområde og den gode smag sædvanligvis ikke ville værdige et blik.

Der findes nyere film, der åbenlyst sigter mod dette fællesskab. "Sharknado"- og "Birdemic"-filmene er som skræddersyede til kultdyrkelse, men fejler fordi de fremstår for selvbevidste og uden den særlige, uhåndgribelige aura, der hører til en ægte kultdyrket B-film. "Kult er ikke noget man skaber. Det er noget man bliver", har instruktøren John Waters sagt og har her en vigtig pointe, som understreger, hvorfor man simpelthen ikke kan spekulere i at skabe filmisk skrammel for kultpublikummet.

Klamphuggeriet "The Room"

Af nyere kultdyrkede værker, som hyldes i kraft af deres manglende kvaliteter, står som et fyrtårn Tommy Wiseaus "The Room", der meget rammende er blevet kaldt de dårlige films "Citizen Kane". Rent ud sagt et makværk uden skyggen af talent bag de levende billeder. Med hjertet bankende stærkt for den passion og ukuelige vision, der må have drevet Wiseau og hans filmhold til at lave en spillefilm helt på bar bund, genskaber James Franco med "The Disaster Artist" historien bag og optagelserne omkring "The Room". Hvad har drevet to mænd, Wiseau og vennen Greg Sestero, til fuldstændig ukritiske og blinde for deres egen mangel på talent at søsætte så vanvittigt et projekt? Det spørgsmål forsøger Franco at afdække, vel at mærke uden at afmystificere Wiseau, der efter filmen stadig fremstår som en enigmatisk filmskaber med et uklart ophav. Franco, der ikke bare instruerer, men også med magnetisk styrke og et strejf af ensom melankoli spiller hovedrollen som Tommy Wiseau, er på ingen måde ude i det ærinde at gøre nar med "The Room" og folkene bag. Som spoof betragtet er "The Disaster Artist" langt mere kompleks. Den åbner ikke kun for fænomenet omkring kultdyrkelsen, men tegner også et medfølende billede af et venskab og to mænd, der holder deres fantasier højt og ikke vil lade sig knække af en filmbranche, som lynhurtigt kværker folks drømme eller sætter dem i bås."Måske skulle du overveje en skurkerolle. Det kunne være en genvej til succes", fortæller dramalæreren Wiseau. Naturligvis med fokus på skuespillerens markante udtryk med mærkværdig accent og langt, sort hår. Men Wiseau ser ikke sig selv som Frankensteins uhyre eller stykkets antagonist. Han ser sig selv som helten. Figuren, vi hepper på og lider med, når det hele kører skævt. Han er opsat på at gøre det anderledes. I Francos optik ville Hollywood være et sjovere og mindre forudsigeligt sted, hvis der var flere filmskabere som Wiseau. Visionære og forrykte filmfolk, der ikke lader sig jorde af selskaberne, og som tør satse hele butikken på at udleve drømmen.

"The Disaster Artist"

Komediedrama, amerikansk, 104 minutter, tillad for børn over 11 år.

Komediedrama: Det bedste makværk nogensinde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce