Filmanmeldelse

Ironisk distance og ukorrekt politisk korrekthed kendetegner George Clooneys nye film, der bygger på et manuskript af Coen-brødrene.

Der er tilsyneladende ikke mange, der kan lide George Clooneys sjette film som instruktør. Ikke hjemme i USA, hvor publikum og anmeldere har vendt "Suburbicon" ryggen og tomlen nedad.

Måske kommer det til at gå bedre i Europa, hvor filmen immervæk snuppede et par priser på festivalen i Venedig. Måske kan europæerne bedre goutere den spøjse hybrid, som "Suburbicon" er. Man kunne forestille sig, at hvis denne film var kommet op for tre-fire årtier siden, så ville den være blevet hyldet som et postmoderne mesterværk, men i mellemtiden er postmodernismen med dens ironisk-anarkistiske forhold til genrer og konventioner blevet umoderne. Vistnok.

"Suburbicon" bygger på et ikke realiseret manuskript af Coen-brødrene, som George Clooney og hans faste manuskriptmakker Grant Heslov har viderebearbejdet. Uden at ret meget af det Coen'ske er gået tabt. Det færdige resultat er en grotesk, ironisk og til tider hysterisk morsom pastiche over det "glade" liv i 1950'ernes nybyggede parcelhusforstæder. Tilsat politisk korrekte pointer i en yderst politisk ukorrekt stil.

Velkendt hverdagsracisme

Filmens rammefortælling, som er Coen-brødrenes oprindelige afsæt, handler om den første sorte familie, der flytter ind i den velfriserede forstad. Beboerne i det racerene ideal-kvarter er ikke begejstrede, og den alt for velkendte hverdagsracisme sætter ind og når groteske højder.

Det er dog blot et afsæt til at fortælle den egentlige historie om en familie, der er nærmeste naboer til de nye tilflyttere, men som har helt andre ting at slås med. Det er en del af charmen ved og drivet i "Suburbicon", at familien viser sig at rumme dystre hemmeligheder, så det ville være synd at udpensle det i anmeldelsen. Men lad os blot nævne, at handlingen foretager visse uventede u-vendinger undervejs.

Faktisk har historien om familien en dyster psykologisk gyser set fra børneperspektiv skrevet hen over sig, men sådan bliver filmen bare aldrig i kraft af den ironiske distance.

Stjerner i hovedroller

Den egentlige hovedrolle spilles af Noah Jupe som den cirka 10-årige dreng Nicky, der - selvfølgelig - ganske politisk korrekt bliver venner med den jævnaldrende sorte nabodreng. Alt imens det hele begynder at ramle hjemme i Nickys familie, hvor stjernerne Matt Damon og Julianne Moore spiller hans far og tante.

I bedste Coen-stil dukker der skæve personager op i birollerne, og prisen for den suverænt bedste præstation dér går til Oscar Isaac i rollen som en über-tjekket forsikringsagent med en veludviklet næse for lusk. Isaacs fem minutter i "Suburbicon" er nærmest hele biografbilletten værd.

Man kan klandre Clooney og hans crew for at tage tykt pis på alvorlige emner, og noget mesterværk bliver "Suburbicon" aldrig. Men den er herligt skæv og underholdende, mens den står på, og endda i visse glimt ubetaleligt morsom.

"Suburbicon"

Komediedrama, amerikansk, 105 minutter, tilladt over 15 år.

 

  • Eriksen_Jesper_Mads_(2015)_005

    Af:

    Årgang 1963. Ansat på Fyens Stiftstidende siden 1989. Arbejder primært på Odense-redaktionen, men også med kultur og sport. All-round-reportage-journalist og klummeskriver.