Komedie: I Kina aer de hunde

Hunden Odessa spiller hunden Dollar i Mads Brüggers "Sankt Bernhard Syndikatet". Foto: UIP

Komedie: I Kina aer de hunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mads Brüggers første spillefilm kuldsejler i kedsomhed og en søgt præmis om to danskeres forsøg på at sælge sanktbernhardshunde i Kina.

Hvad gør evigt fotograferende kinesiske turister, når de kommer hjem fra København med deres 8.000 billeder af Den Lille Havfrue og Tivoli? Trakterer de deres hårdt prøvede venner og slægtninge med et fire timers lysbilledshow af tvivlsom dramatisk værdi?

Tanken melder sig, når man ser Mads Brüggers kraftesløse komedie "Sankt Bernhard Syndikatet", der minder om sådan en fotosafari - blot med omvendt fortegn. Her er instruktøren nemlig på sightseeing i den kinesiske storby Congqing i selskab med filmens to protagonister Frederik Cilius og Rasmus Bruun, og mens filmfotograf Jonas Berlins billeder af de tindrende bylandskaber er smukke, længes man nærmest fysisk efter en historie, en pointe og/eller noget kinesisk brændevin til at dulme kedsomheden med.

Der er dog en slags præmis i filmen, om end den føles så fortænkt, at man aldrig får rystet "hvorfor"-spørgsmålet af sig. Skuespilleren bag Radio24syvs stjernereporter Kirsten Birgit, (Frederik Cilius, der spiller sig selv, sådan lidt "Klovn"-agtigt), overtaler sin gamle skolekammerat fra Herlufsholm Rasmus Bruun til at investere i en produktion af sanktbernhardshunde til Kinas nyrige overklasse. De rejser til Congqing for at finde kinesiske partnere og hyrer lokale sekretærer og foranstalter PR-events med deres medbragte sanktbernhardshund, Dollar. Drømmen om hundemillionerne lader dog vente på sig, selv om kineserne elsker og aer hunden i hyppigt gentagne og endeløse scener. Cilius' dvaske kostskoleaccent er fint ramt, men ellers er filmens to karakterer sparsomt udviklet. Bedste joke falder i starten af filmen, da Rasmus Bruun får at vide af en læge, at han snart skal dø af Amyotrofisk lateral sklerose. Komikeren vil gerne vide, hvor længe han da har tilbage, men der er ingen trøst at hente hos den meget lidt empatiske læge, der erklærer: "Personligt syntes jeg, at Stephen Hawking levede for længe med den sygdom". Efter dette tidlige kulsorte højdepunkt, spænder man det mentale sikkerhedsbælte, men kun for at se filmen sygne hjælpeløst hen i gentagelser og improvisationer, der desperat leder efter et tilfredsstillende payoff.

Med gonzo-dokumentariske rejsefilm som "Det Røde Kapel" og "Ambassadøren" har Mads Brügger tidligere fået sine egenartede film til at vibrere i en selviscenesat virkelighed, og i de tilfælde tilgiver man ham, at filmene har en tendens til at løbe åbne døre ind. I "Ambassadøren" kommer Brügger eksempelvis hjem fra Afrika og kan afsløre, at afrikanske lande er korrupte - chok! Der er dog næppe tvivl om, at Brügger i de to nævnte film personligt løb en risiko og i princippet kunne være endt i en nordkoreansk fangelejr eller et centralafrikansk fængsel. Virkeligheden gjorde modstand, og Brüggers trængsler og tagen chancer holdt intensiteten ved lige.

Med "Sankt Bernhard Syndikatet" løber instruktøren ingen risiko, da hele projektet er ren fiktion, ud over at kineserne i filmen med få undtagelser ikke er skuespillere. Der er en fernis af dokumentarismne, der postulerer endnu et "farligt" forsøg, men udfordringen fra virkeligheden er ikke meget mere end det vage ubehag, man føler som tilskuer ved kinesernes skiftevis overbærende og anstrengte smil til kameraet. Forhåbentlig kan de involverede foran og bag kameraet hurtigt komme videre til andre projekter, der bedre yder talentmassen retfærdighed.

"Sankt Bernhard Syndikatet"

Komedie, dansk, 100 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under syv år.

Komedie: I Kina aer de hunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce