ANBEFALELSESVÆRDIG:Enkelt spisekort i Restaurant Pakhusgaarden, hvor kokken kæler for detaljerne
Sejlerne kan ikke overse det store bindingsværkpakhus, som ligger ned til den gamle havn i Lundeborg, hvor enkelte kuttere stadig lander fisk. Vi kom dog kørende til, men med den grønne allé vi passerede, kunne modtagelsen ikke være bedre.

Som så mange andre byer ud til en østkyst ligger landet flere meter over havet, så vejen snoede sig det sidste stykke ned til havnen, hvor restaurant Pakhusgaarden i sin tid blev gravet ind i klinten.

Gårdspladsen mellem restaurantbygningen og pakhuset, som fiskerne i dag bruger til opbevaring af grej, var gabende mennesketom forleden torsdag aften, selvom der er plads til 50 spisende gæster, der selv kan tilberede hvidløgsmarinerede kæmperejer og brasiliansk højrebsfilet på grill.

Vi bænkede os i restauranten, for det stod ned i stænger.

- Det kan ikke gå helt galt, for vi har et redningsbælte fra Titanic, lød det med galgenhumor fra Michael Heering, der ellers det meste af året er reklamemand i det københavnske.

Men for nogen tid siden drog han og ægtefællen Michaela Heering til Lundeborg. De faldt for stedet og besluttede at genåbne restauranten, der havde stået tom et par år.

For Pakhusgaarden har historie, den stammer fra Böhmen, som ejerne af det nærliggende Broholm Gods hentede til Lundeborg og genopførte i 1863.

Restaurationslokalet er lille, der er vel plads til 30 spisende. Men svaret på den trange plads inden døre er et enkelt menukort og grill på bordene i det fri.

Vi nød en kir, mens vi studerede menukortet, der var overskueligt og med moderne skrifttyper - tilsyneladende i kontrast til retterne: pariserbøf, frikadeller og gammel ost som frokostretter, ja, og gravad laks som forret, og mørbradgryde med cocktailpølser - retter som kunne have stået på et 30 år gammelt menukort. Tilsyneladende.

Vi fik bestilt. Min ledsager valgte rejer med avocado og butterdejssnitte som forret, mens jeg satte tænderne i en laksepaté med sauce verte.

- Nu er jeg spændt på majonæsen, jeg er meget kritisk, lød det fra den anden side bordet.

Og ledsageren supplerede med et par foragtende kommentarer om majonæse, der kan holde sig i to år. Dem springer vi over til fordel for hans dom:

- Den er god, lød det uden forbehold.

Han havde også kun roser om salaten, der var sprød, avocadoen med tilpas konsistens og butterdejssnitterne.

Også jeg fik en god smagsoplevelse, hvor både anretningen og smagen fik mig til at nikke til endnu en vurdering fra min ledsager: Kokken har gjort sig umage.

Til hovedret valgte jeg dagens fisk, en skrubbe, mens ledsageren valgte dagens bøf, som var en whiskybøf.

Vi valgte husets vin, hvid og rød, som i begge tilfælde er en vin de table fra Beujolaishuset George Duboeuf. En stille og rolig vin - et godt valg.

Til den perfekt stegte skrubbe fik jeg persillesovs og kogte kartofler, der lige var vendt i lidt smør på en varm pande. Et glimrende måltid til de 128 kr. som prisen var.

- Jeg er spændt på, om sovsen er den sædvanlige med masser af tomatpure og rosmarin, lød det fra min ledsager, da han begyndte på whiskybøffen.

Men den var god.

Kokken havde lavet den fra grunden - med diskret whiskysmag, men til gengæld masser af champignon. Også smørret til den bagte kartoffel fik roser med på vejen. Rørt smør med rødløg. Det er godt. Dagens bøf kostede 158 kr.

Til hovedretterne forsynede vi os også fra salatbaren. I den traditionelle ende med agurker, bønnespirer og salatblade. Alt sammen friskt og sprødt. Men der var også virkelige godbidder, som de marinerede tomater og de store, græske oliven.

Til dessert sagde vi ja til tallerkenen med tre kugler sorbet, lemon, appelsin og jordbær, den ene i en chokoladekurv og ledsaget af kiwifrugt. Igen roser til kokken.

Regningen lød på 617 kr.

Ove Bager havde ret. Lundeborg er bestemt en rejse værd - og på Pakhusgaarden er de besøgende også sikret en kulinarisk oplevelse.
  • fyens.dk