Klumme

Jamen, det er også forfærdeligt. Så er der syge børn, som ikke må få den medicin, som kan hjælpe dem, fordi medicinen er for dyr. Det gælder åbenbart om at få en sygdom, der er omfattet af behandlingsgaranti og vel at mærke på budgettet.

Og hvad med busserne, der kører alt for lidt og alt for dyrt? Var det ikke bedre, om de var gratis og for alt i verden mere regelmæssige - og det over hele landet? Og når nu den kollektive trafik er blevet til noget nær en ideologi frem for nyttig praksis, og vi er overladt til egne biler, hvad sker der så for vejene, hvor hullerne spreder sig som fregner på en forårsnæse og ødelægger støddæmpere i tusindkroners-klassen?

Eller kloakkerne, hvor rotterne flyder ovenpå, fordi der heller ikke er plads til dem, når regnen i stigende grad oversvømmer vores velfærdsstat. Jeg orker næsten ikke også at nævne de uheldige gamle, der skal være glade for et bad hver 14. dag, eller de kontanthjælpsbørn, der græder i mit fjernsyn.

Men mest af alt orker jeg ikke at være en hyggelig klummeskribent i dag, for jeg er vred. Så vred, at galden ikke kan blive inde i kroppen, men i en form for nødværge har ført til, at jeg forleden pludselig begyndte at tale højt med mig selv i fraser som "Verden er af lave", der i øvrigt er et uredigeret ekko af min afdøde mormor.

Jeg sad alene i min bil, da surheden og alenetalen satte ind. På motorvejen på vej mod Svendborg. To småsludrende og fnisende studieværter på P3 efterlyste lyttere, der med studieværternes ord var dumme nok til at fortælle om, hvordan de havde tjent penge på sort arbejde. Anledningen var en beregning fra Dansk Byggeri om, at sort arbejde i virksomhederne årligt koster staten 11 milliarder kroner.

11 milliarder uden om vores allesammens kasseapparat. Det er også en slags penge. I hvert fald så mange, at skatteministeren efterfølgende følte sig nødsaget til at erkende, at den førte politik har svækket skattekontrollen. For uden kontrol har vi tilsyneladende for alvor slået os løs som en nation af alt for mange bedragere.

11 tabte milliarder, der kunne have gavnet mange i vores velfærdsstat, kunne ikke ødelægge hyggen i radio-studiet. Der blev leet og klukket jovialt, mens en it-mand fortalte, hvordan han havde scoret 1000 kroner i timen sort, og der var også en medvirkende fra restaurationsbranchen, der var "dum" nok til at lukke os lyttere ind i snyderiet.

Jeg kan ikke få øje på hyggen. Hvad er idéen med at snyde samfundet? Det samfund, der er os allesammen, og hvis goder vi hver især ser os i vores ret til at høste af. Sort arbejde er ikke blot bedrageri - det er selvbedrag.

Måske er der ikke andet at gøre end at tilbyde tilhængerne af det sorte arbejde, at de må melde sig ud af vores fællesskab. Ikke mere skat til jer. I er frisatte. Så slipper I for at sidde i sortmalede stuer, gemme sorte penge i pudebetræk og køre i sortreparerede biler osv. Hvem ved, måske har nogle af jer endda en smule sort samvittighed, I nu kan slippe for.

Til gengæld kan I allernådigst få lov til at købe klippekort til vores sygehuse - taksten afhænger naturligvis af, hvor gode eller dårlige liv I er. I får en chip på bilen, der registrerer jeres brug af vejnettet - her venter en solid kilometertakst. Det siger sig selv, at der også er klippekort til jeres børns skolegang - har de særlige behov, koster det selvfølgelig ekstra. Der bliver ingen ydelser fra staten - uanset, hvor slemt det må gå jer. Og hver gang, I ønsker at bruge noget fra det fællesskab, der finansieres over skatten, bliver I afkrævet betaling, hvis I overhovedet får lov. I er naturligvis bagest i enhver given kø og vupti: Før vi får set os om, har vi et mini-USA, hvor de rigeste vil klare sig godt, og de fattigere dårligt.

Sort arbejde i et samfund, der er bygget op på en fælleskabstanke om, at brede skuldre bærer de smalle, kan aldrig blive til en grå nuanceret samtale med argumenter på den ene og på den anden side. Det er sort-hvidt som de slidspor på mine hvide vægge, der snart trænger til at blive malet over. Hvidt naturligvis.

  • Byline

    Af:

    Jeg er journalist og souschef på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis' kulturredaktion. Her beskæftiger jeg mig især med bøger og museer, men indimellem også med teater, film m.m. Jeg har været ansat i Fynske Medier siden 1990 og har blandt andet været redigerende, weekendredaktør, designchef og redaktionschef. Jeg bor i en landsby på Østfyn med mand og børn. Holder af både have og hav.