Klassisk: Hvem er nu lige Immanuel

Svenske Odd Size består af fire professionelle barokmusikere. PR-foto

Klassisk: Hvem er nu lige Immanuel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Minimalistisk Händel-opførelse i Ansgars Kirke med fire alternative svenskere

Lige midt i Ansgars Kirkes imposante altertavle sidder det lille Jesusbarn "med strålekrans om tinde" sammen med Josef og Maria. Øverst oppe, midt på korbuens maleri, står Messias med udstrakte arme, og nedenunder det hele står fire erfarne klassiske musikere med speciale i barokmusikkens svære kunst. Når de er sammen, er de ensemble "Odd Size", altså det vi på lufthavnssprog kalder "stor bagage".

Som publikum til deres 53 minutter lange opførelse af Händels "Messias" er det en altafgørende fordel at have musikken med i bagagen, meget ville ellers gå tabt. Men så er også der mange oplevelser undervejs i det uddrag, ensemblet har valgt.

Det er frækt men også flot gjort, når ouverturen går fra næsten besværgende klange i instrumenterne til flerstemmig Swe-Danes-agtig scat i fugadelen, og det er skægt, når Fredrik Bock snakker et af de originale bas-recitativer ned i en vandkaraffel, som var det en megafon, der udbasunerede budskabet.

Det er imponerende, at Per T. Buhre kan akkompagnere sin egen kontratenor-stemme på barokviolinen i "But who may abide" med associationer til både Nordic Jazz og sydamerikansk rytmik. Det er meget, meget vittigt, når de må afbryde recitativet, hvor teksten lyder "and shall call his name Immanuel". For hvem er det nu lige det er? - hvorefter de synger videre og kalder ham "Jesus". Det er også oplagt skægt, når den store basarie "The Trumpet shall sound" må opgives, når der kun er et slidt mundstykke til rådighed.

Elisabeth Holmertz tacklede et mindre halsonde med varm te, og leverede bl.a. tenorarien "Every Valley shall be exalted" i fuld udstrækning med anskuelsesundervisningsmæssige armbevægelser. Det kropssprog var en gennemgående visuel gimmick i alle hendes arier og recitativer, ofte som om hun agerede kor med blid-bløde rytmiske fagter foran usynlige mikrofoner. Det blev undervejs et lidt ensformigt virkemiddel.

Korsatsen "For Unto Us" nærmest hviskede eller deklamerede hun sig muntert igennem, med overgearede glissandi eller anden overraskende brug af sin stemme, mens instrumenterne tog sig af de øvrige korstemmer.

 

P, komcerten
Fire stjernerSøndag 17. december 2017. Ansgars Kirke, Odense.

Medvirkende: Elisabeth Holmertz, sopran, Ingrid Andersson, barokcello, Per T. Buhre, violin og kontratenor, Frederik Bock, barokguitar. Produceret af Odd Size. Arr. i samarbejde med Den Fynske Opera.

Smækker vokalkvartet

Den smukke orkestrale "Pifa" blev til en smækker vokalkvartet, som også var særdeles virkningsfuld i flere af overgangene mellem de enkelte arier. Ingrid Anderssons fine cellospil var effektivt, både i det blide samspil med Buhres violin og det fyrige og rytmiske sammen med Fredrik Boks guitar.

Et sympatisk møde var det med fire begavede musikere, som måske nok alligevel gjorde sig skyldige i en vis signalforvirring undervejs. Hvor skulle man som publikum lige fokusere? På det gakkede? På det overraskende? På det genkendelige? På det let syrede? Klogeligt sluttede de løjerne med "Hallelujah"-koret, som her blev fyret af, som var vi til gudstjeneste med en sort prædikant tæt på ekstasen. To ekstranumre, Whitney Houston-hittet "I will always love you" og Schumanns "Ich grolle nicht" fra "Dichterliebe" virkede helt malplacerede.

Klassisk: Hvem er nu lige Immanuel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce