Mellem jul og nytår kunne man her i bladet læse kulturminister Brian Mikkelsens indlæg, hvor han forklarer, at han med sit forslag om udarbejdelse af en national kulturkanon ønsker at skabe større opmærksomhed omkring vores fælles kulturarv.

Hvem kan modsige dette synspunkt? Jeg undrer mig stadig over, at jeg kunne gå gennem folkeskolen og gymnasiet uden at have læst et eneste ord af Søren Kierkegaard eller om Niels Bohrs politiske engagement i at gøre verden til et mere sikkert sted at leve i. Så fint for mig, hvis der kan rådes bod på disse forsømmelser med en kanon.

Debatten om hvem, der skal kanoniseres, kan kun blive munter, frugtbar og endeløs, for hvordan måle og veje f.eks. Keld Abells dramatiske forfatterskab i sammenligning med Henri Nathansens? Findes der nogle objektive kriterier og instrumenter, der alene kan det? Selvfølgelig ikke. Her må den gode smag tages til hjælp. Hvad ellers? Smagsdommerne skal på arbejde. Som enhver anden vinkyper skal de skelne det sublime fra det trivielle. Ellers vil kulturkanonen være værdiløs.

Men hvordan var det nu lige, det der med smagsdommeri? Var det ikke noget af det, regeringen ville afskaffe? Væk med råd og udvalg, lød det dengang. Men nu skal der nedsættes syv udvalg, der skal finde landets navnkundige kvinder og mænd frem til en officiel kanonisering.

Hvis det ikke er smagsdommeri, så ved jeg ikke, hvad det er. Og det er der ikke noget galt med. Sådan fungerer verden. Det er selvfølgelig ubekvemt at sluge den kamel. Men man har da lov at have et standpunkt, til man får et nyt. Og jeg synes, det er ærgerligt, at ministeren i stedet for at indrømme det tager kraften ud af sit eget forslag ved at kalde sin kulturkanon en vejledning. Hvorfor så kalde det en kanon? Der jo netop klinger af, at noget er mere ophøjet end andet. Lad nu smagsdommerne komme til fadet, server det bedste for dem, giv dem tid til at fordøje og fornøje hinanden og os andre med, hvad der er god og knap så god kunst.

Når det så er sagt, skal der lyde endnu en opfordring. Lad det ikke kun blive ved at lave en dansk kulturkanon - lav også en global kanon i tillæg, som kan åbne vore øjne for andre kulturers kulturelle værdier. For rigtig er det, som ministeren skriver, at vi skal vide noget om vores egen kultur og stedet, vi hører til, men vi skal altså også vide noget om den verden, vi hører til i. Når vi ved det, kan vi måske synge Grundtvigs ord med endnu større kraft, at "Få har for meget og færre for lidt."