KUNST OG POLITIK: Netop nu bruser en politisk bølge gennem kunstlivet
"Al god kunst er politik, al politisk kunst er dårlig", mente den danske maler Harald Giersing. Et udsagn, den stjernespækkede jury ved årets filmfestival i Cannes må være lodret uenig i. Den lod årets eftertragtede palmegren dumpe ned i favnen på den amerikanske filmskaber Michael Moore for hans ultrapolitiske dokumentarfilm "Fahrenheit 9/11".

Et stykke kunst, der meget vel kan få fatale konsekvenser for Bush-regeringens fremtid, spår Søren Høy fra DR2's "Filmland":

- Moores film får stor betydning for det politiske liv. Film er et massemedie med enorme fangarme, der som intet andet kan fange millioner af mennesker, og derfor bliver Moores sandhed om Bush sandheden for alle de, der ikke kan overskue, hvad der egentlig skete efter 11. september. Folk stiller ikke spørgsmålstegn ved, at budskaberne kommer fra en biograffilm, for de er i forvejen hjernevaskede af mediernes sort/hvide måde at fremstille nyheder på, siger Søren Høy, der mener, at højredrejningen i den vestlige verden er grunden til, at mange kunstnere pludseligt blander sig i den politiske debat.

- Det har altid været venstrefløjen, der demonstrerer. Højrefløjen debatterer ikke på samme måde. Derfor er det afgørende, hvem der sidder på magten. Der laves politisk kunst, fordi man er utilfreds med noget i samfundet, og blandt andet derfor ser vi en opblomstring i skarpe politiske film netop nu. Der har altid været enkelte politiske film, men det er først nu, der kommer en reel politisk bølge siden 1960'erne. Med dokumentarfilmens tilbagevenden i biografen kom de film, der tager klart stilling eller stiller spørgsmålstegn ved samfundet som "Supersize me" og "Fahrenheit 9/11", og jeg tror helt sikkert, vi vil se flere i fremtiden, siger Søren Høy.

Sodavand i protest

"Fahrenheit 9/11", der har Danmarkspremiere på fredag, er tidens mest berømte eksempel på kunst, der sætter en politisk dagsorden. Men Michael Moore er ikke alene om at bruge andet end talerstole og forsamlingshuse til at lufte politiske budskaber.

Inden for billed- og installationskunsten er flere og flere kunstnere i de seneste år begyndt at udsende politiske meldinger og blande sig i internationale konflikter med deres kunst.

I januar fik kunstværket "Snehvide og sandhedens vanvid" hele verdens bevågenhed, da det skabte diplomatisk krise mellem Sverige og Israel. Den israelske ambassadør blev så vred over billedet af en kvindelig, palæstinensisk selvmordsterrorist på sejlet af en båd i et blodrødt bassin, at han mørklagde værket, og debatten brølede i alle medier.

På sidste års Venedig Bienneale var tendensen også klar: Nu skulle kunsten have meninger. Den danske kunstnergruppe Superflex gjorde i en bod med læskende guarana-drik opmærksom på, at multinationale selskaber underbetaler de brasilianske bønder, der producerer guarana-frugter til deres sodavand, og på den spanske pavillion skulle man vise spansk pas for at få lov at se kunstværket. Det gav grund til eftertanke for alle de - det vil sige størstedelen af udstillingens besøgende - som ikke fik kunstværket at se og følte sig diskriminerede.

Den fynske kunstner Jens Galschiøt har i flere år kombineret kunst og budskaber i værker som "Skamstøtten", "Den indre svinehund" og med sin og kollegaen Lars Calmars gigantiske skulptur af en fed, vestligt udseende kvinde på ryggen af en udsultet afrikansk mand, der gjorde opmærksom på det skæve forhold mellem rige og fattige lande.

Den politiske bølge, der netop nu dukker op i kunsten, er en reaktion på 1980'erne og 1990'ernes apolitiske udtryk, mener museumsdirektør Peter S. Meyer fra Trapholt Museet i Kolding, der er berømt og berygtet for sine overraskende kunstudstillinger med blandt andet levende guldfisk i blendere.

- Politisk kunst har altid eksisteret som en undergrund, men af og til popper den op og kommer indenfor i varmen på udstillinger og kunstmuseer. Kunsten er et af de områder, hvor man stadig kan påvirke en masse mennesker, og i disse år er der alligevel ingen, der tror på det, politikerne siger. Men kunstnere er stadig uskyldige og kan tillade sig at være idealistiske, siger Peter S. Meyer.

Mere menneske

Parløbet mellem kunst og politik er langtfra et nyt fænomen, og i århundreder har man brugt sange, billeder og litteratur til at kritisere og tage stilling og stille spørgsmålstegn ved samfundet. I 1960'erne eksperimenterede kunstnerne med happenings, performanceart og konceptkunst. Bjørn Nørgaard parterede den berømte hest, teatergruppen Solvognen hærgede i et stormagasin, og mange sagde nej til atomkraft og ja til solidaritet. Men efter 1970'erne meldte matheden sig. De fleste danske kunstnere vristede sig ud af det, de følte var blevet en politisk og socialrealistisk omklamring. Nu skulle kunsten ikke nødvendigvis have en holdning, men i stedet være skøn at skue eller lytte til.

Den politiske kunst, vi i dag oplever på de internationale og danske udstillinger, mener Peter S. Meyer på mange måder minder om kunstlivets sidste store politiske bølge.

- Der er såmænd ikke så meget, der adskiller kunsten i 70'erne fra den politiske kunst, vi ser i dag. Man kæmper for mange af de samme sager, og det er stadigvæk nogle meget direkte politiske budskaber. I dag er kunsten dog ikke så knyttet til politiske partier som dengang. Man appellerer mere til at engagere folk bredt menneskeligt og beskæftiger sig ofte med menneskerettigheder og miljø, siger Peter S. Meyer, der også oplever, at museumsgæsternes ønsker har ændret sig.

- Engang gik vi på museum for at få dannelse og skønhed. I dag vil vi udfordres og provokeres. Vi vil have noget at tænke over, forklarer Peter S. Meyer fra Trapholt Museet.

Ingen protestsangere

Nu skulle man tro, at de politiske tendenser også havde bredt sig til den musikalske scene, men her må man spejde langt efter de politiske indslag. Hjerte rimer stadig på smerte, og spørger man den mangeårige rockskribent og anmelder Torben Bille, om der ligesom inden for andre kunstretninger bølger nye politiske tendenser på musikscenen, er han afvisende:

- Det korte svar er nej - overhovedet ikke. I dag er det til grin at mene noget om noget som helst. Det er en karikatur at være protestsanger. Hist og pist er der stadig bands, der mener noget om samfundet, men rockmusikken afspejler som altid ungdomskulturen, og den er meget apolitisk, siger Torben Bille, der undrer sig over, at de politiske tendenser er som blæst ud af vore dages rockscene.

- Det er dybt underligt. Verden i dag er mere kompliceret end nogen sinde. Jeg kan ikke forstå, at eksempelvis Irak-krigen ikke skabte en reaktion i musikken, som Vietnamkrigen gjorde det. Det eneste element af protest i musikken er hiphop-kulturen, og den er også snart ren facade, siger Torben Bille

Men selv om den harmløse pop næppe bliver afløst af kradse tekster og barske budskaber lige med det første, vil flere og flere personer fra kunstlivet sandsynligvis gøre som Michael Moore i fremtiden og stille spørgsmålstegn ved præsidenter og politik.

Og Moore nøjes ikke med én kunstnerisk genre til at råbe verden op. Sammen med Danmarkspremieren på "Fahrenheit 9/11" udkommer han med bogen "Hallo, hvor er mit land blevet af?" i endnu et forsøg på at vælte præsident Bush.
  • fyens.dk