Mexicansk film foregår blandt mennonitter og byder på berusende billeder
En mand har fundet sig en ugift elskerinde. Han er gift og har syv børn. Han er troende og har svære anfægtelser. Se det lyder jo som en relativ almindelig, universel historie.

Men dermed er det almenkendte også i den grad overstået, når det gælder mexicanske Carlos Reygadas' overordentligt originale film.

For det første foregår den i et unikt miljø. Vi er på en af de mere tynde og besynderlige grene af kristendommens træ: Hos mennonitterne, der går ind for voksendåb, har en 500-årig historie og blandt andet i kraft af deres modstand mod værnepligt blev genstand for forfølgelse.

En del af dem havnede via Canada i det nordlige Mexico, hvor de i 1920'rne fik anvist goldt og øde land, som de gjorde frugtbart. I dag er der omkring 200.000 af dem i området.

De har ikke helt så konsekvent som det religiøst nært beslægtede amishfolk vendt den moderne teknologi ryggen. Men man har fornemmelsen af at befinde sig i en tidslomme.

De har rødder til nederlandene og taler altså en slags hollandsk - deraf også filmens originaltitel, "Stellet Licht".

Reygadas har dog ikke til hensigt at give os et antropologisk studie i de mexicanske mennnonitters liv. Han bruger det som afsæt til noget, der vel mest af alt er en udforskning af filmsproget.

Skuespillerne er rene amatører. En af dem, Miraim Toews, der spiller den forsmåede hustru Esther, er en canadisk bestseller-forfatter af mennonitisk oprindelse.

Skuespillerne siger ikke meget, og ordene kommer langsomt og omstændeligt. Man kan virkelig se, at dette er amatører, der spiller skuespil, men det er heller ikke instruktørens ærinde, at få det hele til at virke naturligt. Vi skal ikke et sekund være i tvivl om, at dette er en film.

Overrumplende

Hvad Reygadas så vil fortælle svæver mere i det uvisse. Som fortælling er "Stille lys" i slægt med Kaj Munks "Ordet", som Carl Th. Dreyer jo lavede en klassisk filmatisering af. Ligesom den på visse punkter minder om Dreyer-inspirerede Lars von Triers "Breaking the Waves".

Men hvor Munk er en stærkt overvurderet dramatiker, og hvor von Triers store gennembrud dybest set er en gang spekulativ, følelsesmæssig manipulation, så er Reygadas i en anden liga.

For det er hverken fortællingen eller hovedpersonerne, der er i centrum. Det er kameraet, der er stjernen.

Visuelt er "Stille lys" så overrumplende en oplevelse, at alt andet blegner. Man beruser sig i billeder og tilgiver handlingens langsommelighed.

Som fortælling kredser "Stille lys" om kærlighed, tro og mirakler, men den er mere mærkelig, end den er let at fortolke.

Som film er den svær at placere på en skala mellem dårlig og god. Den er bare mærkelig. Anderledes. Ikke fri for at virke en smule prætentiøs. Og nærmest umulig at få ud af systemet.

"Stille liv", mexicansk, 135 minutter, tilladt for alle.

Premiere fredag i Café Biografen, Odense
  • Fyens Stiftstidende