Det meste af Nørregaards Teater er i brug til årets abstrakte juleforestilling, som sætter alle sanser i spil for både børn og voksne.

Årets juleforestilling begynder allerede i foyeren, som er omdannet til en banegårds ventesal. Inden man får lov at træde ind, skal man smide sine sko og tage tykke, hjemmestrikkede sokker på.

En ældre dame åbner døren op ind til en trappe og følger de 20 gæster op i et mørklagt rum, hvor de skal sidde på gigantiske bøger. Hun fortæller, at hun har samlet bøger hele sit liv, inden lyset i den ene side tændes over en mand i en tronstol bygget af bøger. Han er en gemen gnier, der tilbyder hende at blive hans kone for en krone, hvilket selv de yngste publikummere synes er i underkanten.

Pludselig begynder skuespilleren og sangeren Nana Schwartzlose at puste sne ned over gulvet fra toppen af en bogbunke med "En vinter lang", Grantræet" og "Pigen med svovlstikkerne" i stakken. Derefter synger hun en vemodig sang, hvor hun akkompagnerer sig selv på kontrabas.

Børnene får derefter lov til at hviske et betydningsfuldt ord ned i en magisk bog og skrive et ord med hvide tusser på en sortmalet væg. Hele seancen er meget andægtigt og rørende, som da en fireårig dreng hvisker "kærlighed" ned i bogen.

Så kommer den flagrende, maniske fru Olsen og hiver folk ud af rummet.

- Er det slut nu, spørger mine døtre forbløffet.

Det viser sig, at det på ingen måde er tilfældet. Forestillingen er faktisk først lige begyndt.

Besøg i isgrotte

Gruppen af gæster kommer på en uforglemmelig rejse gennem det krogede teaters gange, trapper og korridorer, som er indrettet med stor fantasi og finesse.

Inde i fru Olsens trange, smalle køkken er en hel væg fyldt med ovne, hvor hun bager gås, kringler og de pebernødder, som gæsterne selv er med til at trille. Og får lov at smage.

- Husk at spritte, det er konduite, understreger hun flere gange, mens hun springer rundt og tjekker ovnene.

Pebernøddebagningen bliver afbrudt af en fe, der deler røde hjerter ud, inden man får lov at træde ind i hendes snelandskab. Hendes stemme er forstærket og med rumklang, så det lyder som at være i en isgrotte.

- Husk at lytte til dit hjerte, næsten hvisker hun.

Flere af børnene bliver en kende forskrækkede over alvoren, men det er alligevel betagende for dem at se hende tænde lys med en lille klokke, inden de lægger deres hjerte i en bowle og kommer med et rent ønske på feens formaning.

Stimulerende forestilling

Så er det tid til en regulær julefortælling i et rum med stablede sofaer og lænestole. Alene måden at sidde på gør oplevelsen intens. Bo Larsens version af "Den lille pige med svovlstikkerne" er mesterlig. Børnene er musestille og labber det sørgmodige jule- og nytårseventyr i sig.

I næste rum er den første opdagelse, at der er sand på gulvet. I sandet står en masse gamle ure begravet. En ældre mand i kørestol får sunget en sang af Nana Schwartzlose, som igen imponerer med sin intense stemme. Hun sætter et ur i sandet og vander rundt om det, mens børnene begynder at samle sandet op og lader det sive ud mellem fingrene. Præcis som tiden rinder ud for den gamle mand. Det er ikke sikkert, at børnene forstår symbolikken med urene og sandet, men mine to døtre er musestille og koncentrerede, hvilket i sig selv er en bedrift.

Min femårige datter konstaterer mod slutningen af forestillingen, at det godt nok ikke er mange nisser, juletræer og julemænd, vi har mødt. Det betyder heldigvis ikke meget, for der er så mange andre elementer at lade sig opsluge af. Flere gange undervejs tænker jeg, at forestillingen på mange parametre er langt mere stimulerende for sanserne end sanseudstillingen på Brandts.

Efter en beroligende godnatsang i et stort puderum lægger en orange fugl store, saftige juleappelsiner i stedet for æg. Jeg husker pludselig min mormors historie om, at hun engang i begyndelsen af 1930'erne havde fået en appelsin som eneste julegave. Så på trods af de manglende nisser sætter forestillingen uden tvivl gang i en masse tanker om julen.

Forestillingen kører flere gange dagligt frem til 17. december. Se tidsplan på www.nrt.dk.

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.