Jeg maler hver dag

William Rosenberg er 90 år og har fernisering på kunstudstilling fredag 12. februar.
Foto: Asbjørn Sand

Jeg maler hver dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Hvad skulle jeg ellers, siger William Rosenberg, der åbner udstilling på sin 90-års-dag

Der er begyndelser, og der er slutninger. Men når det handler om William Rosenberg, er der begyndelse og slutning på samme tid. Dels fordi der inde bag øjnene titter en nysgerrig 21-årig frem. Dels fordi det er et faktum, at kunstneren og skuespilleren i denne måned fylder 90. Og fejrer det med en ny kunstudstilling, der viser et langt livs nysgerrighed. Med øjne, der stadig betragter tilværelsen og kunsten som en udfordring, man altid kan lære af.

Tag nu bare den dag, vi besøgte Rosenberg i hans lejlighed på tredje sal på Østerbæksvej. En lejlighed med udsigt over kolonihaver, der sommer og vinter, vår og efterår indtil flere gange er blevet sat på lærred med den legendariske spartel.

- I er vel indstillede på at skulle snakke med og fotografere en oldgammel, krumbøjet gamling med rindende øjne og stok?

Williams Rosenbergs højlydte og velartikulerede velkomstspørgsmål rungede ud i trappegangen.

Og jo - det var vi vel nok. Men opgaven med at lave et portrætinterview af den gamle skuespiller og kunstner var altså fotografens allerførste for Stiftstidende. Og det var helt tydeligt, at da hans 21 år unge øjne mødte de 90 år gamle øjne, skete der en forbrødring, som rakte ud over årene og fik virkeligheden til at slå i takt. Den unge. Den gamle. Men samme nysgerrige øjne, der gerne ville se.

Begyndelser og slutninger

Jo. Der er begyndelser og slutninger på spil denne dag. Og da vi først har fået tøjet hængt på bøjle, og Rosenberg er gået i køkkenet for at lave kaffe, hører vi over stempelkanden:

- Det er da også forfærdeligt, at man bliver så gammel. Det havde jeg ikke troet, da jeg selv var 21, siger han og husker, at hans selv var 23, da han malede sit allerførste portræt.

- Det var en torsdag aften i efteråret 1943. Jeg kan huske, det var en torsdag, fordi Aksel Poulsen, som han hed, sad og hørte torsdagskoncerten i radioen, mens jeg malede ham. Og han måtte have frakken på, fordi det var så koldt, og vi ikke havde nok brændsel på grund af krigen, siger William Rosenberg, mens han efter kaffen står på hovedet inde i sit atelier for at finde netop dette første maleri frem.

- Jamen se farven. Han er jo helt grøn. Men det er sgu meget godt alligevel. Og her til højre skulle der have været en statue af hans farfar, der var general. Ja, billedet skulle have været meget stort og hedde "Slægt skal føle slægters gang", siger William Rosenberg, mens øjnene gnistrer af munterhed og en veludviklet sans for at betragte sig selv med samme skepsis som omgivelserne.

Et professionelt menneske

- Jeg begyndte på akademiet i 1943, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ingen evner havde i den retning. Så kom jeg ret tilfældigt på elevskolen og blev skuespiller. Men når jeg nu ser tilbage på den karriere, må jeg give dem ret, der sagde til mig: "William, når du spiller en rolle, er du dig selv. Du spiller ikke komedie".

William Rosenberg sidder eftertænksomt ved bordet og siger, at han i sit liv har fulgt Martin A. Hansens ord: "Man skal søge en beskæftigelse, der volder modstand".

- Det gjorde jeg. Og jeg blev skuespiller. Men jeg egnede mig ikke. Men både det og maleriet interesserede mig. Hvis jeg skal sige noget om mit liv, så er det, at jeg altid har håbet på at blive et professionelt menneske.

- Det er sådan et, der interesserer sig for det at leve, og som er nysgerrig over for alt, hvad der rør sig i livet. Derfor skal der også stå på mit gravsted: "Jeg har forsøgt". Ikke andet. For jeg har virkelig forsøgt at leve mit liv med interesse for alt levende. Inklusive naturligvis kvinder, siger William Rosenberg med et alt andet end gammelt glimt i øjet.

Fernisering fredag kl. 16-19

Jeg maler hver dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce