KUNSTBOG: Om Jens Galschiøt og hans forhold til den officielle del af den danske kunstverden
Forfatteren og kunstkritikeren Erik Meistrup har spidset sin pen til det yderste i en nyudkommet bog om kunstneren Jens Galschiøt. Den fem mand store redaktionskomité består af forfatteren, kunstneren og dennes kone samt to personer, som er tilknyttet Galschiøts værksted og aktiviteter, og bogen er udgivet på forlaget Aidoh, som hører hjemme blandt Galschiøts mange gøremål. Bogen indeholder et omfattende og illustrativt fotomateriale leveret af mange forskellige danske og udenlandske fotografer.

Jens Galschiøt har som få været i stand til at skabe opmærksomhed om og omtale af sine værker og happenings rundt omkring i verden, så behovet for at få et nærmere indblik i hans univers må siges at være til stede, uanset hvad man så end måtte mene om de værker og happenings, som han skaber. Det er uomtvisteligt, at Galschiøts aktiviteter nyder stor folkelig opbakning ikke mindst lokalt, og det er ikke mange måneder siden, at et prøvevalg i Odense resulterede i, at 90 procent af de adspurgte foretrak Galschiøts H.C. Andersen-skulptur på byens rådhusplads frem for Bjørn Nørgaards, men selv om Robert Jacobsens skulptur nu bliver stående, arbejder en kreds af Galschiøts beundrere videre med projektet for at finde finansiering og en anden placering.

Med reference til Zola har forfatteren forsynet bogen med den prætentiøse titel "Jeg anklager". Det er hverken Galschiøt eller hans værker, forfatteren er ude efter, tværtimod. Det han anklager er den officielle og bestemmende del af den danske kunstverden, som ikke bryder sig om Galschiøts værker. De er for politiserende, provokerende, hører fortiden til, savner kunstnerisk kvalitet etc. Sådan noget bliver ikke købt af museerne eller opnår offentlige støttekroner, og de fleste kunstanmeldere vælger at undlade anmeldelse af Galschiøts værker. Det forfatteren ikke omtaler er, om den officielle del af kunstverdenen i udlandet forholder sig til Galschiøts værker på samme måde. Man kan få tanken, når man i bogens biografiske oversigt eller andre steder ikke finder eksempler på kunstmuseumsindkøb af hans værker, men derimod mange eksempler på midlertidige placeringer i forbindelse med konferencer, udstillinger, happenings o.l., Det kunne jo være, at værkerne passer bedre til sådanne formål end placering på et museum.

Forfatteren er af den opfattelse, at Galshiøt er en kunstner af format men miskendt, og han sammenligner hans skæbne med den som blev tildelt bl.a. den danske kunstner Rudolph Tegner og den norske kunstner Stephan Sinding. Deres værker var bestemt til at støde på afvisning, og det blev de i samtiden om end i mere modificeret grad i nutiden. Det er Meistrups opfattelse, at mange af de kunstværker, som i dag skabes af såkaldte velanskrevne og veletablerede kunstnere, som får rosende omtale i kunstanmeldelserne, får økonomisk støtte fra kunstfonde o.l. og bliver købt af museer, andre offentlige institutioner og gallerier, ikke er bedre end Galschiøts værker, måske endda tværtimod. Men Galschiøt er ikke udsprunget fra et kunstakademi og hører ikke hjemme i de etableredes netværk, og hans værker bliver ikke købt af økonomisk stærke kræfter med indflydelse på kunstinstitutionerne. Om dette vil ændre sig, kan kun tiden vise, men der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved Galschiøts socialpolitiske og humanistiske engagement og hans evne til at engagere mange mennesker herhjemme og i udlandet i socialpolitiske aktiviteter og i værkernes produktionsproces.

Svinehunden

Galschiøt er produktiv, og forfatteren har derfor valgt at beskrive nogle få værker og deres historie. Vi får en fyldig omtale og analyse af bl.a. Galschiøts patosfyldte Svinehunde og Skamstøtte, som har skabt international opmærksomhed, men man får også et indblik i ikke- politiserende aktiviteter som samarbejdet med modekunstnerne Erik Mortensen og Jean Voigt, smykkeproduktion, støbte draperingsfyldte beklædningsgenstande og figurer samt de kobberstøbte bøger, der hvert år uddeles af H.C. Andersens priskomité.

Forfatteren gør i bogen flittigt brug af citater fra og referencer til kendte kunstnere sat i relation til Galschiøt og hans værker, men det er ikke sikkert at de pågældende er eller ville være lige begejstrede for det. Derimod er det befriende, at Galschiøt egne meninger, holdninger og inspirationskilder kommer så tydeligt frem i bogen, hvilket bestemt ikke altid er tilfældet i kunstens establishment.

Der er tale om en bog, som kommer godt rundt omkring personen Jens Galschiøt og hans værk, og den indeholder stof til uendelige diskussioner om kampen mellem det for tiden herskende establishment, de udstødte og den brede befolknings smag.

Poul Fruensgaard

Erik Meistrup: "Jeg anklager ... - om Jens Galschiøt". 180 sider. 198 kroner. Forlaget Aidoh.dk
  • fyens.dk