Jam Days: Intens koncert med aussie-farmeren og storby-bimboen

Ægteparret Hat Fitz og Cara Robinson er som taget ud af en roman fra 1940'erne. Han er den fåmælte farmer, mens hun er den rødmundede storby-chick. Foto: Vibeke Volder

Jam Days: Intens koncert med aussie-farmeren og storby-bimboen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trods elendig lyd skabte Hat Fitz & Cara Robinson et magisk rum, hvor storytelling smeltede sammen med skramlet roots og indtrængende blues.

Den australsk-irske duo Hat Fitz & Cara Robinson er som taget ud af en roman fra 1940'erne. De kunne lige være stået af en bus i en udørk downunder og have sat sig til at spille på en mennesketom benzinstation ude midt i hjertet af i ingenting.

Med ZZ Top-skæg og en udtrådt hat ligner Hat Fitz en aussie-farmer. Hans guitarer ser ud, som om han har brugt dem til at slukke en markbrand med, men når han spiller, bliver guitaren en naturlig forlængelse af ham selv. Hat Fitz spiller ikke guitar, han "slår" guitar, men det er hans vokal, der for alvor overrasker. Hans sang minder mest af alt om en shamans malmfulde urgrynten. Ikke mindst på "Absent Eyes", der emmer af autensitet og integritet.

Om koncerten
Hat Fitz & Carafem stjerner

Jam Days, Farvergården, Odense, 2. august

Rap i replikken

Cara Robinsons "karakter" er den blonde, rødmundede storby-bimbo med et hjerte af guld. Fandens rap i replikken og konstant i haserne på sin mand. Hver gang Hat Fitz mumler noget med sin drævende, Queensland-dialekt, springer hun til med en korrekt, britisk oversættelse. Så det tager ekstra kegler, da han på et tidspunkt tilbyder at oversætte det, hun siger. Cara Robinson er en mere end habil trommeslager og hendes kombinerede vaskebræt-, koklokke-, pennywhistle- og miniature-tamburin-spil forvandler nummeret "Power" til et veritabelt bønnemøde. Og så er det skønt at høre en voksen kvinde synge med en stemme, der kommer rullende helt nede fra mellemgulvet.

Bevidst skramlet

Det musikalske udtryk er bevidst skramlet og sumpet, villet tilfældigt og med en forrygende timing. Hat Fitz & Cara er storytellere af fineste karat. Uanset om de fortolker andres sange, som Jessie Mae Hemphills "You Treat Me Mean", eller som oftest synger egne numre, er budskaberne klare. Mest bevægende i "I'm Going Home", der er en smertefuld påmindelse om fredsmurene i Belfast, som fysisk og mentalt sætter skel mellem mennesker. Men også uptempo-nummeret "Wiley Ways", der er en hilsen til "de rejsende", altså sigøjnere og andre frie folk, som Cara kender fra sin irske barndom, tatoverer billeder på nethinden. Det nye nummer, "Hold On", folder sig ud som en indtrængende hymne.

Magisk rum

At parret formår at blæse publikum omkuld, er noget af en bedrift, for duoen er i den grad på egen hånd. Hat Fitz & Cara Robinson bliver ikke introduceret, men må som et par gademusikanter præsentere sig selv. Det er, hvad det er, men at det ikke på noget tidspunkt lykkedes lydmanden at rette op på graverende elendig lyd er pinligt. Talrige feeds, en hvislende overtone på Caras vokal og en højlydt monitor er utilgivelige fejl for en højprofileret festival som Jam Days. Set i det lys er det endnu mere imponerende, at Hat Fitz & Cara Robinsons flossede roots og intense blues skabte et magisk rum.

Jam Days: Intens koncert med aussie-farmeren og storby-bimboen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce