Hvorfor hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere?


Hvorfor hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Martin Ellermann har skrevet en kvik roman om forholdet mellem arbejde og identitet.

Vi har prøvet det alle sammen: Der er kommet invitation til et middagsselskab, og vi glæder os til en dejlig aften i selskab med nogle interessante individer. Optimistiske møder vi op, men allerede inden forretten er forbi, ønsker vi os langt væk, for gæsterne er hverken interessante eller individer, men derimod blot talende stillingsbetegnelser, der uafladeligt redegør for deres karrierevej og arbejdsopgaver i det daglige. Og ve den, der bringer dybere emner på bane. De ivrige karrierister skal nok snart få snakken tilbage på livet i kontorgangene.

Næste gang man møder sådan nogle, kan man passende spørge, om de har læst Martin Ellermanns nye roman. Det har de nok ikke, men det burde de, for det er en tankevækkende roman om, hvordan vi alle er tilbøjelige til at binde vores identitet op på vores job. Og hvem af os kan egentlig sige sig fri for at gøre det?

Men i bestræbelsen på at opnå den perfekte karriere hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere. Opnår vi så den attråede fylde og lykke? Nej, svarer Ellermann kategorisk.

Knuden i maven

Silja på 35 år er i floskelbranchen: Hun forfatter jobopslag på et stort bureau. Det er mildest talt uinspirerede arbejde, og bitterheden vokser i hende. Hendes ledelse forventer dog, at hun er dybt engageret i både arbejde og arbejdsplads, for bureauet sælger ikke bare managementsludder, det abonnerer selv på det, selvom det paradoksalt nok er fuldt bevidst om hulheden i det.

Den topumotiverede Silja tror, hun er den eneste utilpassede, men så sker det: Charlotte, den kønne, overfladiske kollega, begår selvmord. Virksomheden går i sorgmode, men Silja aner straks, at det er en strategi, der har til hensigt at lægge låg på sandheden om selvmordet. Ellermann skildrer med veloplagt sort humor bureauets absurde sorgarbejde, hvor hver medarbejder tilstås nogle minutter med chefen, der som en faderfigur skal trøste og støtte. Alt er naturligvis lige så tomt og klichefyldt som de jobannoncer, bureauet producerer.

Ingen vil tale om, hvad der motiverede Charlottes selvmord, så Silja må selv bruge hovedet. Hun aner, som læseren også gør det, at der består en parallel mellem de to. Selvmordets årsag forbliver dunkel, men en kollega kan dog berette, at hun noget utraditionelt skar maven op med en kniv. Som ville hun skære en knude ud af maven. Måske den samme knude af selvforagt og ensomhed som Silja bærer rundt på.

Romanen holder sig klogt fra at forklare for meget, men skildrer fint den stemning af sprogløshed, der præger det moderne menneske. Midt i alle de fancy ord mangler vi i virkeligheden et sprog for at kommunikere med hinanden om det genuint menneskelige. Vi overtager virksomhedernes ikkesprog og ender som floskuløse parodier på os selv, hvis vi ikke sætter os til modværge og insistere på selv at definere vores identitet. Det skulle vi måske prøve til næste middagsselskab, for mon der alligevel ikke sidder andre end os med en voksende klump i maven?

Roman: Martin Ellermann: "Dræbende floskler"

184 sider, Byens Forlag

Hvorfor hengiver vi os med hud og hår til vores arbejdsgivere?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce