Hvor er kunstnerne henne i værdidebatten? Sådan spørger man. Hvad tænker kunstnerne mon, når de hører et sådan spørgsmål?

For det første må man gøre op med sig selv, hvad værdidebatten er for en størrelse. Hvis den er mange forskellige ting, er det måske en god idé at fokusere på ét aspekt, lad os f.eks. sige forholdet mellem kultur-religion og ytringsfrihed. For det andet må man spørge sig selv, hvordan man som kunstner kan bidrage til en debat af denne natur. Hvad er det, jeg kan sige, som en politiker ikke kunne sige for mig? Hvis jeg ikke kan sige andet, er spørgsmålet om kunstnernes stillingtagen måske stadig berettiget, men ikke mere berettiget end spørgsmålet om syerskernes stillingtagen i værdidebatten.

Det er klart, at kunstnere f.eks. har en interesse i spørgsmål om ytringsfrihed. Måske har de endda gjort sig særligere erfaringer, men det berettiger ikke en særlig interesse omkring kunstneres bidrag til debatten, jeg mener, de erfaringer kunne politikerne jo i stedet referere til i deres politiske debat. Nej, spørgsmålet er, hvordan kunstnere kan blande sig i debatten på en anderledes og særlig "kunstnerisk" måde? Spørgsmålet - som i øvrigt er ældgammelt - er, hvordan et digt kan anskueliggøre en problemstilling anderledes end en kronik? Én udbredt forestilling er, at et digt kan forvandles til en kronik i læserens øre, hvis læseren ønsker det, men at digtet på ingen måder er herre over dette; digtet selv er blot et skabelon for fortolkningsmuligheder. Hvis det er sandt, er der ingen grund til som kunstner at blande sig i debatten. Hvis debatten ønsker det, skal man nok blive indblandet alligevel.

Et andet synspunkt er, at kunst ved at forplumre kommunikation - som vel er dét kunst gør? - og tydeliggøre materialet taler til både kroppen, bevidstheden og underbevidstheden og derfor har mulighed for at påvirke os på andre niveauer end f.eks. politiske indlæg.

Et tredje spørgsmål er, hvordan kunstneren undgår, at værket lukker sig om den aktuelle problemstilling, at det forbliver tidløst? En kronik bliver trykt for en dag, et digt for et århundrede. Mit personlige svar - og jeg er endnu ikke klar over, hvilke mellemregninger, der førte mig herhen - er, at man i kunsten må besvare politikkens "hvorfor" apolitisk og ustandseligt i værkerne udpege den ikke-politiske sfære, ikke som en udvej, men som en løsning. Med andre ord: Skriv ikke en roman om politik, men om religionens indflydelse på politikken, på begærets indflydelse!