Uimponerende og behagesyg John Irving-filmatisering løftes af fremragende skuespil
Den stjernebestrøede "The Door in the Floor" er baseret på første afsnit af John Irvings roman "Enke i et år". Hvad der i bund og grund er en smånaiv og vellykket kærlighedshistorie om en ung mands litterære manddomsprøve og seksuelle debut med en ældre separeret kvinde kører af sporet halvvejs inde, hvor den forfalder til tragikomiske optrin og kunstnerklicheer.

Filmen når dog at samle resterne op, takket være gode præstationer fra Jeff Bridges, Kim Basinger og den stort set ukendte Jon Foster, der leverer en tilpas afdæmpet præstation som den 16-årige forfatterassistent, som ankommer til et ægteskab i opløsning. Sommeren tilbringes hos børnebogsforfatteren Ted Cole, hans smukke, deprimerede kone Marion og deres fire-årige datter Ruth. Sorgen efter to sønners tragiske død i en bilulykke hviler over familiens hverdag. Ted skriver, tegner, drikker og horer sig ud af smerten, mens den indelukkede moder indleder en affære med assistenten. Langsomt åbnes der for den forpinte tragedie, der har formet familiens liv de sidste mange år, mens ligheden mellem børnebøgernes eviggyldige, symboltunge metaforik og virkelighedens tragedier bliver slået fast med syvtommersøm.

Med en film baseret på en tredjedel romanforlæg bliver det oplagte spørgsmål naturligvis: Fungerer Irvings bog så som film? Både ja og nej. Med filmens amputerede natur in mente kan det ikke undre, at filmen i perioder føles uhensigtsmæssigt tilfældig og slingrende. Og alligevel ikke nok til at gøre den tilpas særpræget. Instruktøren Tod Williams har desværre ikke rigtig turde favne den løse stil, der måske ville have givet filmen et passende traurigt og poetisk feel. I stedet lunterden sikkert af sted med forudsigelig bittersødhed, situationskomik samt de små hverdagsabsurditeter og karaktersærheder, der i manges øjne gør Irvings forfatterskab unikt. Det er dog ikke til at komme uden om, at filmen er et fascinerede, men også temmelig klichepræget, karakterstudie af den ulidelige og sexfikserede kunstner, der nok kan skrive bøger og er en genial fortæller, men både er småalkoholiseret og evigt utro.

På trods af sine særheder og småexcentriske tone, der afløser den første halvdels blide og smertefyldte passager, er "The Door in the Floor" ikke i samme grad som de øvrige Irvin-filmatiseringer fokuseret på det absurde. Her ligner filmen mere Lasse Hallströms blide "Æblemostreglementet" end de hysteriske og absurdkomiske "Hotel New Hampshire" og "Verden ifølge Garp". Et andet problem består i, at "The Door in the Floor" i flere sekvenser virker direkte ufilmisk. Hvor den i andre dele fint fanger den atlanterhavsdisede og triste Long Island-stemning, forfalder den i perioder til unødvendig snak og trættende genfortællinger. Hvad der på papiret fungerer fint, gør ikke nødvendigvis en god film. Paradoksalt nok ville "The Door in the Floor" givetvis have fungeret uden det centrale biluheld. Så kunne den passende have brugt noget mere plads på Eddies forvandling fra litterær grønskolling til bitter rival. Enten det eller en opstramning i klipperummet havde været på sin plads.

Caspar Vang

"The Door in the Floor" (Amerikansk) Spilletid: 111 min. Tilladt for børn over 11 år. BioCity, Odense.

Premiere fredag i Biocity, Odense