Hvad blev der af det skæve smil?

Handlingen tager et væld af ligegyldige omveje, blandt andet omkring modeugen i New York, kun for at ende med at hylde en kvindeopfattelse som i 1954.
Foto: UIP

Hvad blev der af det skæve smil?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Singleliv er godt, men ægteskab er bedre. Så gammeldags er moralen i filmudgaven af "Sex and the City"

Kvinder higer bestandig efter mode og især mænd. Også når de hævder at leve det selvstændige, uforpligtende og festlige singleliv. Klicheen var tyk allerede i tv-serien "Sex and the City", men i filmudgaven er den blevet decideret overvægtig.

Filmen begynder ikke, hvor serien slap, men er fulgt med tiden, så de fire veninder er kommet i læsebrille-alderen og har fundet ro i deres respektive parforhold. Men lykke og tryghed er flygtige størrelser.

Sarah Jessica Parkers Carrie er alt andet end overbevisende, når hun som en anden diva konsekvent optræder i glamourøse positurer. Hun har så travlt med at tage sig perfekt ud foran kameraets linse, at hun glemmer at spille komedie. Det gør trængslerne omkring hendes giftermål med Mr. Big lidet troværdige - for kan den kvinde overhovedet elske andre end sig selv?

Så er der anderledes stil og sprængfare over Kim Cattralls sexhungrende midtvejsbimbo Samantha, der tror mere på botox end på bryllup!

Cynthia Nixons ellers så knivskarpe Miranda spilder kostbare filmminutter på at være gåserøvs-forurettet over sin utro ægtemand, og Kristin Davis er forventelig som Charlotte, den sødsupperomantiske hausfrau, der har fundet mening i moderskabet.

En femte kvinde bliver kortvarigt skrevet ind i handlingen som Carries assistent Louise fra St. Louis. En ung sort kvinde, som Carrie i bedste Onkel Toms hytte-stil hjælper til et liv i ægte Louis Vuitton-lykke. Ikke et øje er tørt.

For det er jo lykken, kvinderne søger. Dukker den op, giver de fanden i frihed, Gucci-feminisme og selvstændighed.

Kvindesyn som i 1954

Handlingen tager et væld af ligegyldige omveje omkring modeugen i New York, en kærestesorgstur til Mexico og sørgmodige nytårsaftner og valentinsdage for til slut at hylde det højglanspolerede status quo - og en kvindeopfattelse anno 1954: Singleliv er godt, men der er nu intet som ægteskabet.

Mændene, som de fire kvinder har udset sig, er ikke værd at savle over. Eller også er det bare fordi, deres roller er skrevet ned til et absolut minimum. Mest utroværdig er Carries elskede, Mr. Big, der om muligt er endnu mere stenansigt end på tv. En påklædningsdukke kunne have spillet mere overbevisende end Chris Noth.

Selv om shopaholic-delen er tonet ned, kvæler product placement scene efter scene, så jeg næsten får brækfonemmelser af Versace, Oscar de la Renta og Manolo Blahnik.

Haute couture eller ej. Sarah Jessica Parkers fugleskræmselkostumer finder man ellers kun på bunden af en klæd-ud-kasse. Måske står der Dior, Vivienne Westwood eller Gucci i nakken på hende, men chikke er rædslerne ikke

Jeg har aldrig været en stor fan af "Sex and the City", men de bedste tv-afsnit havde en ætsende satire og et selvkritisk blink i øjet, der fik plottet til at skvulpe i wonderbra'en. Legen, den rablende galskab og det skæve smil mangler filmen, som i to en halv time halter af sted som en jetset-sild i alt for små stiletter. Det gør ondt at have skoene på, men som tilskuer er det dødkedeligt at kigge på.

Bedre bliver det ikke af, at filmen på bedste amerikaner-vis slutter med en plump morale: Man skal ikke skue mennesker på tøjet, men også se på, hvad der gemmer sig bag prismærket!

"Sex and the City", amerikansk, 146 minutter, tilladt over 11 år.

Premiere fredag i Biocity og Cinemaxx Rosengaard, Odense, Panorama Middelfart, Scala, Svendborg

Se trailer herunder


Hvad blev der af det skæve smil?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce