Frøbjerg Festspil: Medrivende disko-danse-feber

Cristopher Schøllhammer Rørmose i front har både selvtilliden, de bløde hofter og stemmen til at fylde rollen som den selvbevidste Tony ud. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Frøbjerg Festspil: Medrivende disko-danse-feber

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frøbjerg Festspil forvandler med "Saturday Night Fever" Bavnehøjen til et funklende, funky og flot 70'er-diskotek, men giver også god plads til den rå og triste historie udenom.

Scene: Alle røvrender alle, siger Tony, og det har han ret i. Der er ingen af hovedpersonerne i "Saturday Night Fever", som er engle - heller ikke Tony. De er mennesker med mørke sider, som kæmper uskønt for at klare livet i 1970'ernes Brooklyn.

"Saturday Night Feber" kom som film i 1977 og var sammen med Bee Gees' musik med til at gøre diskoen til en verdens-epidemi og John Travolta til en verdensstjerne. Os, som er gamle nok, husker måske bedst den medrivende musik, Travoltas lækkerhed og den fede dans under den roterende diskokugle, men Frøbjerg Festspil vægter heldigvis også den rå virkelighed omkring Tony. Vi får noget at bide i under den indbydende glasur.

Om forestillingen
"Saturday Night Fever"fem stjerner

Frøbjerg Festspil, fredag 10. august.

Instruktør og kunstnerisk leder: Carsten Friis. Koreografer: Patrick Terndrup og Steffen Hulehøj Frederiksen. Scenograf: Anders Vesterholm. Korleder og kapelmester: Julie Strange. Kostumedesigner: Lise Søllested.

Medvirkende bl.a. Cristopher Schøllhammer Rørmose, Laura Vesti Moeslund, Emma Sofie Eckhoff, Jonas Cheblaoui, Albert Wenneke Buchreitz, Kristian Hvid Thomassen, Allan Kirkebæk Jensen, Pernille Geertsen, Frederik Grundtvig, Jørgen Berg Thyboe og Kasper Møller.

Opføres til opg med 25. august.
Hjemme i køkkenet hos den samspilsramte familien Manero. Selve skuespillet i køkkenet fungerer til gengæld godt. Foto Birgitte Carol Heiberg
Hjemme i køkkenet hos den samspilsramte familien Manero. Selve skuespillet i køkkenet fungerer til gengæld godt. Foto Birgitte Carol Heiberg

Naturlig charme

Tony er 19 år og bor hjemme hos sin italienske familie, hvor religiøse mor er i kirken eller i gryderne, og den arbejdsløse patriark af en far holder sig tæt på køleskabets bajere. Vi er i familiens køkken flere gange under forestillingen, hvor Pernille Geertsen som moren og Allan Kirkebæk Jensen som faren med troværdigt spil og fin timing får os til at grine, men også til at forstå Tonys desperation efter at komme væk.

Tony spilles af Cristopher Schølhammer Rørmose, og han leverer en fremragende præstation. Sikke et overskud og sikken en naturlig charme - uden at overdrive sine virkemidler. Derfor tror vi på ham hele vejen igennem. Både når han er den selvbevidste og veldansende Tony på diskoteket om lørdagen, og når han er den desperate og indimellem rå Tony. Han synger også dejligt med indlevelse og med både blød klang og rå kraft og kaster sig også over falset, som dog i begyndelsen er tæt på kanten.

Annette elsker forgæves Tony, og jeg elsker Emma Sofie Eckhoffs version af Annette. Også hun er meget troværdig i sin desperate rolle, og hun synger med en klar og fin stemme, man kun kan nyde.

Koreografien står skarpt. Ambitionerne passer til de medvirkende, og det betyder, at alle arme peger i samme retning på samme tid, og alle begynder på det samme ben - en fornøjelse at se på. Foto Birgitte Carol Heiberg
Koreografien står skarpt. Ambitionerne passer til de medvirkende, og det betyder, at alle arme peger i samme retning på samme tid, og alle begynder på det samme ben - en fornøjelse at se på. Foto Birgitte Carol Heiberg

Bobby i fokus

Både de bærende og mindre roller gør det godt, men fremhæves skal også Tonys tre venner Double, Bobby og Joey - spillet af henholdsvis Jonas Cheblaoui, Albert Wenneke Buchreitz og Kristian Hvid Thomassen. De synger, danser og spiller sikkert, men da det er Bobby, som er i vanskeligheder - han har gjort en pige gravid - og Bobby, hvis dramatiske valg kommer til at ændre Tonys liv, bliver han det naturlige fokus og kan bære det. Albert Wenneke Buchreitz er præcis så kejtet og bleg, som Bobby skal være, og overrasker med en rørende og lidelsesfuld version af nummeret "Tragedy" sammen med Caroline Stein Frandsen.

Endelig skal Kasper Møller fremhæves for sin lille, men skønne rolle som diskotekets dj. For meget på den gode måde, flippet og velsyngende. En vigtig og god sangstemme for årets forestilling.

Overgår sig selv

Der er meget andet at rose Frøbjerg Festspil for. Scenografien har overgået sig selv og rager usædvanligt højt op. Illusionen af rå storby er komplet, og måden, husene kan åbne sig på og åbenbare alt fra Tonys hjem til hans danseinstitut og ikke mindst det imponerende diskotek Odessey, hvor der er blinkende lys alle steder - selv i gulvet - fungerer perfekt.

Bundniveauet for dansen er lige så højt som scenografien. Koreografien står skarpt. Arme flugter, roterer synkront rundt om sig selv først den ene vej og så den anden vej, ben begynder samtidigt, hofter vugger i fællesbølger, hoveder drejer i takt, og de medvirkende smiler med overskud i store, flotte og varierede fællesoptrin. Ingen falder ud eller i gennem. Det er herligt at se på, og man begynder at blive forkælet og forvente mere, mere, mere. Det får man blandt andet af Nadja Cheblaoui og Frederik Bjerring, som i forestillingen er Tonys dansekonkurrenter. Man kan godt se, at netop de to hver især har vundet Danmarksmesterskaber i dans.

I glas og ramme

Forestillingen er også skøn at lytte til. Orkestret består af otte mand under ledelse af Julie Strange, og de fyrer den af og byder med mellemrum på anderledes, men fine arrangementer af musikken end den vante. De sidder næsten gemt i glas og ramme sammen med et i øvrigt godt kor, og det kan man leve med, men få dem nu frem til sidst, så vi kan se, hvem vi klapper så begejstret af.

Selv vittighederne er gode, men som publikum skal man være indstillet på frisprog. For hvad har unge på hjernen? Vi ved godt, at det er sex, og det får de også lov til at have på Frøbjerg.

Frøbjerg Festspils opsætning af "Saturday Night Fever" i det fri er en verdenspremiere, hvis man med formandens ord ser bort fra en opførelse i Tyskland, som ikke bør tælle, fordi det var under halvtag. Instruktør Carsten Friis er sluppet godt fra verdenspremieren. Der er styr på historien, som langt hen ad vejen er tro mod forlægget, og på tempoet - mest harmonisk i første akt, fordi der er meget, som skal fortælles og på plads i andet akt.

"How deep is your love", synger Tony spørgende hen mod slutningen. Jeg er forelsket, er svaret.

Frøbjerg Festspil: Medrivende disko-danse-feber

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce