I filmatiseringen af tegneserien "Rejsen til Saturn" sendes et hold danske astronauter ud i rummet. Stiftstidende springer om bord i raketten og ser på, hvordan man gennem filmhistorien har forestillet sig menneskets rumrejser
Lige siden filmens fødsel har filmskaberne kæmpet med at visualisere menneskets rejse ud i universet. Stjernefærd og udforskning af fremmede verdener har en central rolle i science fiction-genren, men der har altid været stor forskel på, hvordan effektfolkene og filmscenograferne har forestillet sig rumrejserne. Kun vores kollektive forestilling om, hvordan morgendagens teknologi tog sig ud, satte grænserne.

Rumfilm fra både før og under rumkapløbet var meget fokuserede på selve forberedelserne og opsendelsen, hvilket afspejlede samtidens fascination af fartøjerne og dysten om at komme først i rummet. Hvordan var rumfartøjets udformning og hvordan skulle vi i det hele taget komme ud i rummet?

Med tiden blev rumrejser imidlertid hverdagskost, og især efter at amerikanerne havde sat astronauter på Månen i juli 1969 begyndte filmfolkene omsider at koncentrere sig om selve rumrejsen og de forskellige betydninger, konflikter og problemer man kunne putte i fortællingen om livet i rummet.

Om bord i kanonen

Tidlige film om rejser ud i universet var præget af lige dele naivitet og absurd kreativitet. Blot få år efter filmmediets fødsel iscenesatte franskmanden Georges Méliès kortstumfilmen "Rejsen til Månen".

Her affyrer en kæmpemæssig kanon en projektilagtig rumkapsel med astronauter, og i en uforglemmelig indstilling rammes Manden i Månen i øjet. De vrede måneboere, skubber projektilet ud over en klippe, og kapslen falder tilbage til Jorden, hvor astronauterne hyldes som helte.

Det var en visualisering, der satte fantasien i gang, og ideen med projektilet dukkede op igen i den engelske sci-fi-storfilm "Krigen der kommer" fra 1936. I filmen har en ny elite af videnskabsfolk afsat politikere og krigsherrer, som praktisk taget har ødelagt Jorden med deres evindelige stridigheder.

Nu er det fællesmenneskelige mål stjernerne. Og til erobringen af universet har man designet en kæmpemæssig kanon - the space gun - som skal skyde et projektil med to mennesker, en mand og en kvinde, naturligvis, ud i universet. Befolkningen er ængstelig over denne teknologiske landvinding og forsøger at ødelægge kanonen på tærsklen til dette gennembrud.

Med luftskib til Mars

I den biografaktuelle computeranimerede komedie "Rejsen til Saturn" sendes danske astronauter på en farlig rumrejse. I manges øjne er der tale om de første danske filmastronauter i rummet, men vi har faktisk været der allerede i Nordisk Films sci-fi-værk "Himmelskibet" fra 1917, og med lidt god vilje kan man da også godt betragte DR's 80'er-tv-serie "Crash" som et rumeventyr, dog af den knap så jordnære slags.

Men jordnær og fornuftbestemt er til gengæld "Himmelskibet", som af flere filmkritikere betragtes som filmhistoriens første ægte rumrejseeventyr eller space opera. Rumskibet her er noget så ufuturistisk som et armeret luftskib, som fører vores helte, under ledelse af professor Planetarios' handlekraftige søn, til Mars, hvor de møder en race af hvidklædte vegetarer. Jordboerne reagerer prompte og kaster håndgranater efter de fredelige marsboere. En besk kommentar til den opslidende verdenskrig, men set med nutidens øjne mere end en anelse naiv og urealistisk.

Mere realistisk anlagte var George Pals amerikanske sci-fi-storproduktioner "Måneskibet" og "Himmelrummets vovehalse" fra starten af 50'erne. Her var erobringen af rummet tydeligvis et militært anliggende, og rumfartøjerne lignede mest af alt missiler eller kampfly. Deres indre var designet som en krydsning mellem en ubåd og et bombefly.

Arbejdspladsen

Allerede fra slutningen af 40'erne var erobringen af rummet i gang i den virkelige verden - fremstillet med satirisk distance i Philip Kaufmans "Mænd af den rette støbning" og foruroligende nærhed i Robert Altmans "Nedtælling" - og en naturlig tanke var, at man med tiden begyndte at forestille sig rumaktiviteter som hverdagsbegivenheder.

Man kunne forestille sig rummet som arbejdsplads, ja, måske endda som ren rutine. I første halvdel af 70'erne mistede den brede befolkning interessen for rumraketopsendelser, rumvandringer og månelandinger, og i dag får en rumfærgeflyvning kun plads i nyhederne, hvis der er en gammel astronaut om bord eller noget går galt.

Ved indgangen til 80'erne var trivialiseringen af rumalderen sådan set allerede sket. Forudset i 50'erne af den russiske sci-fi-instruktør Pavel Klushantsev, der i en af sine visuelt overdådige og utroligt kreative film forestillede sig en enlig kosmonaut i sin rumlejlighed. Komplet med blomstrende potteplante i vindueskarmen. Kedeligere og mere hverdagsagtigt bliver det vist næppe.

Hvis rummet kunne fremstilles som arbejdsplads eller hjem, var det ikke svært at forestille sig alle de ting, der kunne gå galt, og ofte blev disse problemer i de mere action-orienterede film centrale for filmenes plot. Film og serier som "Alien: Den 8. passager", "Månebase Alpha" og "Rumstation Jupiter" fremstiller rumbaser og fartøjer som farlige arbejdspladser. Og handlingerne har en samfundskritisk vinkel, hvor konflikter mellem ledelsen og arbejderne konstant stiller sig i vejen for menneskets lykkelige tilværelse i universet.

Luksusrejsen

Kunne man forestille sig rummet som en nedslidt, farlig arbejdsplads, kunne rumrejsen vel også tænkes som en behagelig, ja, næsten kedelig luksusrejse. En vigtig pointe i Stanley Kubricks respektindgydende sci-fi-milepæl "Rumrejsen år 2001" var, at rumrejsen blev fremstillet som noget ganske uspektakulært og trivielt.

I begyndelsen af filmen ser man en Concorde-lignende rumfærge ankomme til en kæmpemæssig rumstation. Visuelt betagende, men med et sterilt design og en følelsesneutralitet, der giver indtrykket af, at scenen lige så godt kunne udspille sig i en lufthavnsterminal på Jorden.

Ser vi bort fra film som "Rumrejsen år 2001" og "Rejsen til Saturn", hvor tegneseriens organiske streg er skiftet ud med noget, der mest af alt ligner tomme plastikrør, dominerer ideen om rummet som en møgbeskidt arbejdsplads stadig sci-fi-genren. Sikkert fordi den skaber en indbygget dramaturgisk dynamik og gennem simple virkemidler gør rummet til et usundt og risikofyldt sted. Og skal vi for alvor interessere os det mindste for det - i hvert fald på film - så skal universet altså være et farligt sted at opholde sig.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Fire stjernegode rumrejser

Fire stjernegode rumrejser