"Forbrændt": Moderne tragedie ender som papskilts- og paroleteater

Mie Riis' scenografi til "Forbrændt" minder i sin aske- og ørkengrå minimalisme næsten som et Hammershøi-maleri. Foto: Emilia Therese

"Forbrændt": Moderne tragedie ender som papskilts- og paroleteater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuespillet "Forbrændt" forener krimi med græsk tragedie, men budskabet om forsoning bliver for endimensionelt.

I "Forbrændt" skildrer den libanesisk-franske dramatiker Wajdi Mouawad krigens ubarmhjertige væsen og dens vandring gennem generation efter generation, slægt efter slægt og folkeslag efter folkeslag. Og Mouawad gør mere end det, for undervejs indfletter han kvindeundertrykkelse og kvinders kamp for at tilkæmpe sig en stemme, beskriver børnene, der er krigens første ofre, den nådesløse udslettelse af "din nabos nabo", kampen mellem hævn og tilgivelse - og længslen efter meningen med det hele.

Men Wajdi Mouawad vil sine emner, sine budskaber så meget, at resultatet bliver papskilts- og paroleteater. I et forsøg på at bløde de voldsomt akademiske manifester op tilføjer han et væld af sidehistorier, gentagelser og refleksioner, der gør forestillingen alt for omstændelig.

Om forestilllingen
"Forbrændt"tre stjerner

Teatersalen, Odeon, torsdag 1. februar: "Forbrændt", skuespil af Wajdi Mouawad.

Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Mie Riis. Lysdesign: Elroy Villumsen. Musik og lyddesign: Cristian Vogel. Oversættelse: Jesper Kjær.

Medvirkende: Mette Kjeldgaard Jensen, Laura Allen Müller, Hanne Hedelund, Sofia Saaby Mehlum, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Mads Nørby, Özlem Saglanmak, Peter Khouri og Klaus T. Søndergaard.

Forestillingen varer 2 timer og 45 minutter og opføres til og med 8. marts.

Stereotyper

Første akt er mest vellykket. Her er en ekstrem grad af suspence, en uvished, der blot bliver større, jo flere lag der bliver skrællet af historien om den aldrende flygtningekvinde, Nawal, der for år tilbage holdt helt op med at tale. Da hun dør, bliver hendes tvillingebørn pålagt at rejse til hendes hjemland for at overrække et brev til den far, de aldrig har kendt, og den storebror, de ikke anede eksisterede. De går modstræbende til opgaven, vokset op som de er i et fredeligt, vestligt samfund forskånet for krigens grumme skygger.

Opklaringsarbejdet er møjsommeligt og udvikler sig gradvist fra en klassisk hvem-gjorde-det-krimi til en tragedie af oldgræske dimensioner. Så ond, så ubarmhjertig, så grusom.

I anden akt bliver mellemregningerne så mange og de politiske svadaer så stereotype, at forestillingen mister intensitet og nærvær. Man kunne med fordel have skåret endog meget kraftigt i det små tre timer lange stykke uden at misse væsentlige pointer.

Usentimentalt

Som helt ung bliver Nawal tvunget til at give sit nyfødte kærlighedsbarn fra sig, og sideløbende med sin livslange jagt på sønnen gennem krigshærgede områder indser hun, at menneskets ultimative våben mod uret og krig er at have ordet i sin magt. For senere at erkende, at der er livssituationer, hvor ord ikke rækker. De livsvalg, hun træffer, og de fortielser og fornægtelser hun pålægger sig selv, er hjerteskærende, men instruktøren Nicolei Faber går alt andet end sentimentalt til værks. Han dissekerer og blotlægger og lægger derved distance til et tekstforlæg, der er ordrigt, spækket med fornemt svungne guirlander af argumenter, teser, ja, selv definitionen på en femkantet polygon, bliver til replikker.

Blodets farve

Som tilskuer føler jeg mig fanget i et sindrigt spind. Årstal og beskrivelser af flygtningelejre og fængsler, voldtægter og massakrer får min underbevidsthed til at drage de paralleller, som dramatikeren ellers har bestræbt sig på at nivellere ved IKKE at stadfæste handling og hændelser til et bestemt land. Hvor man i andre opsætninger har brugt arabiske skrifttegn i scenografien, lader Nicolei Faber og scenografen Mie Riis handlingen udspille sig i en betonscenografi, der både signalerer aske, ruinhob, ørken og gravplads. Scenebilleder gilder ind over hinanden, og ikke mindst lydsiden er meddigtende - fra den metalliske lyd af flygtende børnefødder til et knust hjertes forkrampede slag. En lige så fin og diskret detalje er blodets farve, der går igen fra bedstemoren og morens tørklæde til sønnens sko og datterens hårelastik - og med en rød klovnenæse som grufuld joker.

Krigsskæbner

Rollen som Nawal i tre livsaldre bliver delt af tre skuespillere: Mette Kjeldgaard Jensen er rørende og poetisk i sin altfortærende forelskelse, Laura Allen Müller har den utaknemmelige opgave at skulle få scenekunst ud af en litterær monolog om bødler og ofre, mens en afdæmpet Hanne Hedelund giver den gamle kvinde livstyngde. Tvillingeparret Simon og Jeanne bliver spillet med tilsyneladende isnende afklarethed af Youssef Wayne Hvidtfeldt og Sofia Saaby Mehlum. Men sidstnævnte træder i karakter, da hun, der er matematikekspert, erkender, at en og en ikke altid giver to. Med lige dele underfundighed og komik spiller Mads Nørby advokaten, der sætter handlingen i gang. Han er narrefiguren, der kæmper for at lette stemningen og parere tilværelsens værste slag.

På trods af tekstens iboende nødvendighed, dens hip til krigs- og flygtningeskæbner til alle tider, ender "Forbrændt" som et studie i velment, politisk korrekthed. Ingen kan være uenig i budskabet om, at det for hvert menneske gælder om at finde mening i sit liv, sin eksistens, og at det er bedst at være sammen. Men desværre bliver den lange rejse mod budskabet om humanisme og forsoning for endimensionel.

"Forbrændt": Moderne tragedie ender som papskilts- og paroleteater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce