Før bomberne sprang

Elevafgangsforestillingen "Pornografi" er i sagens natur en holdpræstation. Og eftersom det er det talte og spillede ord, det handler om, er scenografien holdt på et absolut minimalistisk niveau.
Foto: John Fredy

Før bomberne sprang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Pornografi" er bragende godt teater om tingsliggørelse og ligegyldighed

Kan man forestille sig en katastrofefilm, der slutter netop som flyet hvirvler mod jorden eller skyskraberen braser sammen? Nej, vel? Men akkurat det kneb slipper den britiske dramatiker Simon Stephens bragende godt fra at bruge i »Pornografi".

Personerne gennemlever de hektiske julidage i London, hvor Bob Geldof lavede koncerter mod fattigdom, metropolen vandt OL-værtskabet og selvmordsbombemænd dræbte 52 tilfældige mennesker.

Her er ingen efterrationaliseringer, for tanker tænkes og følelser udleves, mens vi ser på. I grunden er det ligegyldigt, om de mennesker, vi følger, ender med at blive sprængt i luften eller går fri. Bombemændene bliver ikke skildret som religiøse fanatikere, for de er også bare produkter af den tingsliggørelse, der præger det nye årtusind og gør det svært at føle medlidenhed eller empati med mennesker, vi ikke kender. Skuespillets titel refererer til et samfund, der akkurat som pornografi er baseret på behovstilfredsstillelse blottet for følelser.

Fornemt forløst

Det meste af det, der bliver sagt, er almindeligheder. Beskrivelser af handlinger, hændelser og tanker formuleret af mennesker, der angler efter at blive hørt.

Instruktøren Peter Dupont Weiss’ genistreg er at lade to skuespillere dele en monolog, for på den måde at vise forskellige sider af samme person.

»Pornografi" er skuespillerelevernes afgangsforestilling - og hvor den slags ofte ender i formlen »otte mennesker i et sommerhus", er Simon Stephens’ skuespil - monologformen til trods - anderledes vedkommende, tankevækkende og overraskende morsomt. Hans sublime tekst bliver fornemt forløst af de otte elever - godt hjulpet på vej af en scenografi, der ved hjælp af lys, lyd og otte stoles skiftende placering bestandig skaber nye rum.

Spindelvævsfin

Forestillingens eneste reelle dialog mellem en lærer og en forhenværende elev er karakteriseret ved, at tiltrækning og frastødning uophørligt skifter.

Scenen føder spørgsmålet: »Græder du eller griner du?", og som tilskuer må man konstatere, at grænsen mellem gråd og grin er spindelvævsfin.

Stykkets stærkeste pointe udløses af skuespillernes korte beskrivelser af de 56 dræbte. Først omhyggelige og med så lang pause mellem hver, at man når at se personen for sig. Men antallet af »biografier" gør det svært at bevare koncentrationen. Det er umuligt at identificere sig med så mange skæbner på én gang. Skuespillerne begynder at tale i munden på hinanden, og fragmentariske brokker om de dræbte flyder sammen til en enerverende kakofoni, så vi som tilskuere selv ender med at blive ofre for den ligegyldighed, tingsliggørelsen fører med sig.

Og det er netop dén, Simon Stephens vil advare os imod.

Om forestillingen

Værkstedet, Odense, torsdag: »Pornografi". Dramatiker: Simon Stephens. Instruktør: Peter Dupont Weiss. Scenograf: Nicolai Spangaa. Medvirkende: Mia Lerdam, Martin Bo Lindsten, Nicolai Jandorf Klok, Lila Nobel Mehabil, Maria Carmen Lindegaard, Andreas Berg Nielsen, Kristoffer Fabricius og Kaja Kamuk. Sidste gang 29. januar.

Før bomberne sprang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce