John Treleaven er ved at have sunget sig gennem hele Wagners rerpertoire. Nu drømmer han om at få chance for at synge Verdis "Othello"
- Wagner er som Shakespeare. Man er garanteret en stor oplevelse, selv om man ikke kender værket på forhånd. Men jo mere man går i dybden, jo større bliver oplevelsen.

John Treleavens stemme har en behagelig og myndig klang, som gør det let at forestille sig, hvordan det lyder, når han synger.

Som heltetenor er englænderen fortrolig med Wagners mest krævende partier: Tristan, Tannhäuser, Lohengrin og Siegfried.

Blå bog

John Treleaven, britisk heltetenor, født 1950. Bor syd for Mainz.

Gift med Roxanne og far til to voksne børn.

Blandt de Wagner-partier, han oftest har sunget, er Lohengrin, Tristan og Siegfried.

Senest har han sunget Idomeneo i Tokyo, Tännhauser i Hamborg og Tristan i Torino, Santiago, Hamborg og Los Angeles.

I 2009-10 skal han synge Siegfried i Los Angeles-opsætningen af Wagners "Ringen" med bl.a. Plácido Domingo og Linda Watson.

Medvirker på adskillige operaindspilninger. Har udsendt solo-cd'erne "Wagner's Heroes" og "John Treleaven - A Wagner Portrait".

Men hvordan gik det til at knægten fra Cornwall blev heltetenor?

John Treleaven voksede op i fiskerflækken Porthleven på Englands sydkyst. Faren var fisker og moren frisør.

- Der var ikke skyggen af musik i familien, altså bortset fra min mors operaplader. Hun elskede klassisk musik. Første gang, jeg hørte Wagner var på hjemmegrammofonen, husker John Treleaven.

At sønnen havde en præsentabel stemme var ingen hemmelighed, så han begyndte i kirkekor og avancerede siden til herrekoret.

Heltetenoren

Den tungeste, mest dramatiske tenorstemmetype.

Heltetenoren er typisk repræsenteret i Wagners musikdramaer, f.eks. titelpartiet i "Tannhäuser", men også Verdis "Othello" regnes for et heltetenor-parti.

Heltetenoren har en mørkere, mere barytonal klangfarve, og mange heltetenorer har begyndt deres karriere som barytoner, f.eks. Lauritz Melchior og Poul Elming.

Gads Musikleksikon

John Treleaven sidder i sin stue syd for Mainz. Bag ham kan jeg af og til høre hans kone Roxanne, sufflere hans svar i telefonen. Det er hende, der minder ham om, at han også spillede i brassband, da han var teenager:

- Jeg begyndte på trompet, men det var min embouchure ikke til, så gik det bedre med althorn.

Så sig aldrig tilbage

Springet fra messingblæser til heltetenor kan synes stort, men når overgangen for John Treleaven føltes umærkelig, skyldtes det en pensioneret musiklærerinde, der var overbevist om, at han havde en fremtid i operaens verden.

Det medvirker ha n i

2008

September-november: "Tannhäuser" i Opernhaus Graz.

December: "Mestersangerne" i Staatsoper Hamburg.

2009:

Januar: "Tannhäuser" på Den græske nationalopera i Athen.

Februar: "Das Lied von der Erde" i Detroit.

Maj: "Parsifal" ved Wagner Festival Wels i Østrig.

September-oktober: "Siegfried" på Los Angeles Opera.

Det slog John Treleaven nu hen, for der hvor han kom fra, var der et næsten mytologisk gab til finkulturen, så det lå ham fjernt at opsøge kunstens verden.

- Pudsigt nok kommer de fleste store klassiske sangere fra yderst jævne kår, funderer han.

Det lykkedes den aldrende, musiklærerinde at få William Lloyd Webber (musicalkongen Andrews far, red.) til at lytte til John Treleaven, og han besluttede omgående at tage drengen som elev.

- Fra det øjeblik så jeg mig aldrig tilbage. Efter fire år på The College Of Music i London og fire år på The London Opera Centre fortsatte jeg studierne i Napoli. Resten er historie, som man siger.

De seneste 17 år har familien Treleaven haft fast bopæl i en landsby syd for den tyske by Mainz.

- På et tidligt stadium i min karriere viste det sig, at min stemme bevægede sig mod det tyske repertoire. Så for at jeg kunne få sproget, kulturen og mentaliteten helt ind under huden, besluttede Roxanne og jeg at flytte hertil.

Ægteparrets datter arbejder som kostumedesigner i teaterverdnen og sønnen er filminstruktør.

Tristan - den ældste ven

At synge fem timers Wagner svarer til at løbe en maraton, så kravene til sangerens fysiske kondition er store.

- Jeg løfter vægte og motionerer regelmæssigt. Men det er næsten lige så vigtigt, at psyken følger med. Så sidst på eftermiddagen inden en forestilling, lukker jeg ned. Min kone siger, at jeg går i screen saver mode, akkurat som en computer, der går på stand by. For mig er det den perfekte måde at restituere krop og hjerne på.

I modsætning til en helaftensopera må Opera på Engen føles som et smut i parken.

- Nej, slet ikke! Selv om opgaven målt i minutter er kortere, så er det jo højdepunkterne fra operaerne, vi skal synge - og de skal have samme energi og koncentration, som hvis vi sang hele forestillingen, understreger John Treleaven.

Når man som han har sunget Wagners mest krævende og psykologisk indviklede partier, er det sin sag at udpege en favorit:

- Men Tristan er min ældste ven. Dét parti har jeg sunget mest. Og Tristan er en person jeg kan identificere mig med, både ud fra en humanistisk og en metafysisk synsvinkel. Og så sejler han jo faktisk prinsesse Isolde til Cornwall, som jeg stammer fra, klukker John Treleaven.

At åbne sit hjerte

Skal heltetenoren anbefale novicer en vej ind i operaens lyksaligheder, hedder ruten: "La Bohème", "Carmen", "Madame Butterfly" og "La Traviata".

- Men man kan også sagtens begynde med "Tristan og Isolde". Altså rendyrket Wagner. Jeg har mødt flere mennesker, der aldrig i deres liv havde været til opera, og som fik en sjælerystende oplevelse af at se "Tristan og Isolde". Det gælder i bund og grund om at åbne sit hjerte og nyde live-oplevelsen, i bevidstheden om at dette magiske øjeblik aldrig kommer igen, aldrig kan genskabes på helt samme måde.

Det sidste af de store Wagner-tenorpartier, Parsifal, har John Treleaven først lige sunget.

- Det er en sen alder at debutere i, men det var værd at vente på, smiler han.

At være nået gennem Wagner er som at have besteget Mount Everest, men for John Treleaven er der stadig nye tinder at bestige:

- Jeg har aldrig sunget hele Verdis "Othello". Det er en drøm, jeg håber at få opfyldt.
  • Fyens Stiftstidende