Fire stjerner: Van Morrison hæmmet af katastrofal lyd

Koncerten med Van Morrison blev skæmmet af en latterlig lav lyd, lyder det fra avisens anmelder Simon Staun. Foto: Scanpix/Carsten Bundgaard

Fire stjerner: Van Morrison hæmmet af katastrofal lyd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En udpræget jazzet koncert havde store øjeblikke, men blev også tynget af en latterlig lav lyd.

Koncert: Det er morsomt, at Heartland har hyret Patti Smith og Van Morrison to dage i streg. Den amerikanske og nordirske sanger er stort set jævnaldrende, og én af Patti Smiths bedste sange i karrieren er sjovt nok Van Morrisons "Gloria", som han indspillede med gruppen Them i 1964.

Hendes version torsdag aften var dog umådeligt mere intens end den lidt stillestående udgave, som han runder sin koncert af med.

Da koncerten går i gang halvanden time tidligere, må jeg med blussende kinder indrømme, at jeg maksimalt kan nævne fem sange med Van Morrison. Selv om jeg føler, at han er en musiker, jeg kender.

Men jeg kender den sang, der for 51 år siden kickstartede solokarrieren. Det er den fortryllende sang om den brunøjede pige, som de fleste mennesker kan synge med på. I hvert fald omkvædet. Denne aften serveres den i en jazzet version, hvilket måske ærgrer en del af publikum, men ikke kommer som en overraskelse, da koncerten i store træk sværmer om netop jazzen.

Måske meget naturligt med tanke på, at Van Morrisons 39. studiealbum, "You're Driving Me Crazy", der udkom i april, blandt andet indeholder otte jazzificerede udgaver af ældre Morrison-sange.

Bluesen kan mærkes

De første fem sange denne aften lyder som cafeteria-musik, selv om bandet spiller fremragende. Melodierne kommer ikke ud over rampen, hvilket i høj grad også skyldes den katastrofalt lave lyd. Der mangler i den grad bund.

Hvis man ikke vil være skyld i, at der er snakkefest 10 meter fra scenen, skulle man måske have tænkt på nogle højttalere, som pegede skråt ud mod siderne. Og spiller markant højere. Jeg står og storsavner den langt mere intime Lowland Stage, hvor lyden havde været omfavnet af de mange træer.

Først med sjette nummer, den bluesede "Baby, Please Don't Go", mærker man for alvor musikken. Ikke mindst, fordi Van Morrison sætter gang i løjerne med mundharpe, mens korsangerinden synger aldeles forrygende. Deres efterfølgende duet i "Sometimes We Cry" bliver for mig højdepunktet til en koncert, hvor lidt for mange sange præsenteres i lige vel polerede udgaver.

Danske kæreste i Vanløse

Sidste halvdel af koncerten er klart bedst. Ikke mindst på grund af "Vanlose Stairway", som jeg aldrig har hørt før. Jeg anede ikke engang, at Van Morrison havde haft en dansk kæreste. Som altså boede i Vanløse. Slå mig gerne i hovedet.

Og der er mere af samme skuffe. "Have I Told You Lately" er en evergreen, som mange store kunstnere har forgrebet sig på. Jeg troede længe, at det var en Rod Stewart-sang, men det er naturligvis Van the Mans værk. Den kommer også i jazzversionen, hvilket trods alt er bedre, end hvis den slet ikke blev taget med.

Om koncerten:

Heartland, Greenfield Scenen, fredag: Van Morrison

Fire stjerner: Van Morrison hæmmet af katastrofal lyd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce