Mor bliver på sin plads, og singletøserne fortsætter deres endeløse one night stands i håb om at finde prinsen på den hvide hest i tidens tøsefilm og venindeserier om den moderne kvindes behov for sex og frigørelse
Stærke, selvstændige singlekvinder er et hit. Uge efter uge flimrer mainstreamens nyfeministiske kvindekamp over tv-skærmene i succesrige tv-serier som "Sex and the City", "Desperate Housewives" og den danske dobbeltgænger "Nynne". Og på enhver arbejdsplads eller i ethvert venindeselskab er de obligatorisk samtaleemne.

Selv på biograflærrederne har formen vundet indpas. Og en singleproblemfilm som "Bridget Jones' dagbog" indikerer med over 380.000 solgte biografbilletter, at den nye bølge af kvindefilm er kommet for at blive. Og herhjemme formåede Jonas Elmers adaption af avisføljetonen "Nynnes dagbog" at trække over 425.000 i biografen. Et betragteligt hit, der resulterede i en efterfølgende tv-serie.

Det er godt at se de stærke kvinder på skærmen, og det lader til, at de traditionelle kønsrollemønstre langt om længe har fået et gevaldigt spark bagi, og filmbranchen og medierne har taget hul på andre former for fortællerammer end det traditionelt anlagte serieformat, som i hundredvis af soap operas og sitcoms har brugt kernefamilien og dens nedslidte dynamik som udgangspunkt.

Men også kun tilsyneladende. For hvis man betragter de mange succesrige serier og film gennem den feministiske kritik, så er der bred enighed om, at den nye bølge af feministisk anlagte kvindefilm faktisk fastholder de traditionelle kønsroller.

Ally og pigerne

Singlekvindebølgens hjørnesten må være den enormt succesrige advokatserie "Ally McBeal" (1997-2002), der med en charmerende Calista Flockhart i hovedrollen formåede at fange et bredt publikum i sen-90'erne. Selv mændene turde kigge med, når vi fik indblik i diverse kriser i den stakkels singlekvindes liv.

Et endnu mere dybdeborende og kritisk dyk ned i kvindeidentitetskrisen kom så med serien "Sex and the City" (1998-2004), hvor vi følger fire New Yorker-kvinders op og nedture med 90'ernes kvindeidealer og deres evige jagt på den eneste ene. Og seneste succesrige skud på stammen er "Desperate Housewives" (2004-), der lag for lag skræller frustrationerne af en flok forstadsveninders meningsløse tilværelse.

Selv om omdrejningspunktet i "Desperate Housewives" ikke længere er singlelivet, men også inkluderer utroskab, er opskriften på succes næsten den samme og helt klar: Fokus på selvstændige, stærke - men tilpas forvirrede - kvinder med fokus på karriere, fællesskaber, forbrug og seksualitet.

De traditionelle familiemønstre og kønsroller, hvor manden fungerer som familieoverhovedet, er skubbet til side for noget langt mere spændende. Nu handler det om at sprænge de gængse rammer for vores forståelse af kernefamilien og det stabile parforhold som værende pejlemærker for det lykkelige liv. For spillevende singler kan da sagtens have et lykkeligt, velfungerende liv mens de one-night-stander sig gennem nætterne med et farverigt galleri af skiftende sexpartnere.

Eller kan de? For tager man serierne som udgangspunkt er det faktisk lidt svært at gennemskue, hvor de står. Seriernes ideologiske standpunkter kommer unægtelig til at virke noget postulerede, når fortællingerne om de stærke, frigjorte enlige kvinder, i virkeligheden kan koges ned til klicheen om jagten på den eneste ene og det stabile heteroseksuelle parforhold.

Samme historie

Der er naturligvis afvigelser, men selve singlekrisegenrens grundform findes i "Sex and the City", hvor problemerne på samme tid belyses indefra og kommenteres udefra gennem hovedpersonens syn på sagerne, en tolkning eller en minifortælling som den balstyriske fantasi i "Ally McBeal".

Tolkningen illustreres af en voiceover, der igen gerne refererer til en klumme eller dagbog, som i spillefilmen "Bridget Jones' dagbog", hvor en britisk kvinde i 30'erne beslutter at føre dagbog i et år, mens hun retter op på sit mislykkede singleliv.

På handlingsplanet er serierne og filmene også meget entydige. I bund og grund handler det om at sælge ideen om det traditionelle monogame parforhold som utrendy og trist, hvorimod singlelivet udstilles som smart, farverigt og frit. For producenter af serier som "Sex and the City" og "Desperate Housewives" handler det altså om at sælge myten om den sprudlende singletilværelses frihed samt at udstille parforholdet som et fængsel eller rædselskabinet, som kvinderne sagtens kan forholde sig troløst overfor. Det gør det både farligt og spændende at se på.

Kvinde kend din plads

Ifølge den amerikanske historiker og kvindeforsker Jane Gerhard er der i kvindekampen ikke længere noget på spil. Og det er "Sex and the City"s postfeministiske slaphed et godt udtryk for. Gerhard savner den nødvendighed, der var drivkraft i kvinde- og ligestillingskampen, indtil det hele i 70'erne kom til at handle om sex og partnervalg.

Serier som "Sex and the City" og "Desperate Housewives" har gode muligheder for at skabe bredere tolerance for alle former for forhold og fællesskaber. Men det er naturligvis problematisk, når alle seriens vinkler i sidste ende falder tilbage på heteroseksuelle parforhold som normen og målestokken for alle andre forhold.

Jane Gerhard har gennem sin forskning kigget de mange hundrede tv-serieafsnits handlinger efter i sømmene, og konklusionen er nedslående. For selvom serier som "Sex and the City" og "Desperate Housewives" bringer kønsroller, familieværdier og den moderne kvindes identitet i spil, så er det kun på et meget overfladisk niveau. I virkeligheden bliver historierne bare et spejl på og en ventil for de heteroseksuelle middelklassekvinders frustrationer. Serierne prædiker et feministiske greb på problemstillingerne, men rokker ikke så meget som en millimeter ved de allerede etablerede patriarkalske værdier og kønsrollemønstre.

De succesrige singlekvindeserier kan altså ses som den digitale revolutions lægeromaner: Små uskyldige fantasier, der skal fungere som rebelske fiktioner og drømmerier, som holder kvinden fast i de gamle, kvindeundertrykkende traditioner og rammer.

Skuelystne mænd

Kvinderne labber tilsyneladende serierne i sig, men hvad synes mændene så om "Sex and the City" og beslægtede tv-fænomener? Overraskende lidt, kunne man fristes til at sige. For måske er det heller ikke så klogt at råbe op og sparke til pigernes ugentlige nyfeministiske fix, hvor der grines og grædes med klummeskribenten Carrie Bradshaw og resten af "Sex and the City"s frigjorte kvinder.

Udover at der synes at herske en bred enighed om, at det er skægt at kigge med bag kulisserne på problemstillinger, som normalt er lukket land for os mænd - hvad snakker pigerne om, når vi ikke kigger - så er der vist bred enighed om at "Sex and the City" og beslægtede serier ikke rykker meget ved det allerede etablerede.

Med Jane Gerhards pointer in mente kan man konkludere, at seriernes moderne og kritiske blik på kønsroller og traditioner ganske enkelt ikke er skarpt nok. Alt er desværre ved det gamle: Morlille bliver på sin plads i familiehierarkiet, og singletøserne fortsætter som besatte deres endeløse one night stands. Mens de inderst inde håber på prinsen på den hvide hest.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
Sex i storbyen er et hit

Sex i storbyen er et hit

Hvad blev der af det skæve smil?

Hvad blev der af det skæve smil?