Filmanmeldelse

Kondenseret, skamløst karikeret og fornøjeligt atypisk. Nikolaj Arcels tegneserieagtige Stephen King-filmatisering ligner en B-film fra 1980'erne faret vild i det forkerte årti.

New York. Nær fremtid. Apokalypsen nærmer sig, og revolvermanden Deschain fra parallelverdenen Mid-World er på farten. I hælene på magikeren i sort. Med sin ven, jorddrengen Jake, snupper han en hurtig hotdog fra en madbod. "Hvad spiser vi?", snøfter revolvermanden. "Hotdog." "Barbarer." "Hvilken race?", grynter Deschain, idet han igen sætter tænderne i pølsen.

Scenen beskriver meget præcist tonen i danske Nikolaj Arcels kondenserede filmatisering af Stephen Kings "The Dark Tower". Vi befinder os i en sci-fi-fantasy-gyser-hybrid, hvor der skal humor, karikeret enkelhed og genrefilmsselvbevidsthed til at bløde op for forlæggets omfang og tørre selvhøjtidelighed.

Mytologien er mangestrenget og fungerer som en slags paraply over Kings utallige fortællinger fra gysergenren og beslægtede verdener. Grundlæggende handler det om, at der midt i verden står et tårn, som holder sammen på universet. Det er nu under angreb fra mørke kræfter med magikeren Walter O'Dim i spidsen. Deschain og O'Dim synes låst i en uendelig, småfilosofisk konflikt, da knægten Jake uventet skubber til balancen. Ansporet af paranormale kræfter og på flugt fra rottemennesker, der lever i det skjulte, flygter Jake fra Jorden gennem en portal til Mid-World, hvor han sammen med den hurtigtskydende Deschain vover at konfrontere O'Dim og skyggevæsnerne.

Farvel til serierne

Lad der ikke herske nogen tvivl. "The Dark Tower" vil langtfra falde i alles smag. Dramaturgisk placerer den sig også så langt fra tidens episke fantasyhybrider og serier som overhovedet muligt. Efter Jacksons "Ringenes herre"-trilogi er det blevet kutyme, at filmserier i den fantastiske gerne skal brede sig over flere værker. Og ofte flere end de kan bære. "Narnia", "Harry Potter", "Pirates of the Caribbean", "Transformers", ja selv "Hobbitten" er alle serier, der har fulgt trop efter devisen "mere er bedre". Men ikke "The Dark Tower", der markerer en slags farvel til serierne.

Og valget med at kondensere og barbere Stephen Kings syvbindsværk om kampen mellem Deschain og den mørke magiker ned til én lettilgængelig, enkel film på ganske almindelig actionfilmslængde skyldes givetvis erkendelsen af, at King ikke er nogen Tolkien eller Lewis, når det gælder episk historiefortælling. Plus økonomiske faktorer. Men faktum er, at hovedmanuskriptforfatterne Akiva Goldsman og Jeff Pinkner med Nikolaj Arcel ved roret helt uventet og modigt har valgt at koge Kings magnum-opus ned til en kvik, småkejtet og letfordøjelig b-film, der ikke rigtig ligner nogen af tidens kapitelorienterede fantasystorfilm. Og tak for det.

Oprindelig var filmen da også tænkt som en trilogi med Ron Howard i instruktørstolen, men den var for dyr at realisere, så det færdige resultat er altså en særpræget, lille film med en genrefilmsbegejstret dansk instruktør ved roret. Faktisk ligner "The Dark Tower" med sin gavtyveagtige pulp-litterære genrebevidsthed, firkantede karakterer, let overskuelige mytologi, simple og jordnære specialeffekter, lidt fjollede genremiskmask og knappe replikker mest af alt en fornøjelig 1980'er-B-film, der har forvildet sig ind i det forkerte årti.

Arcel er tydeligvis en herre, der er blevet opflasket på videokassetter med film som "Mad Max", "They Live", "Jens Lyn" og "Invaders from Mars", og det er præcis den stemning af simpel, uraffineret og fornøjelig og i manges øjne underlødig underholdning, han har taget med til "The Dark Tower"s univers. Ovenstående kan, naturligvis, tolkes i negativ retning. I så fald bør man gøre kort proces og holde sig langt væk fra filmen. Men kan man B-filmsforbillederne på fingrene, vil de umiskendelige 1980'er-vibrationer og Arcels uventede greb om Kings forlæg utvivlsomt falde i god jord.

"The Dark Tower"Science fiction, amerikansk, 95 minutter, tilladt over 11 år

  • fyens.dk