Filmanmeldelse

Film: Nick Broomfields dokumentarfilm om popikonet Whitney Houston, "Whitney - Can I Be Me", anklager verden for at fokusere på Whitney Houstons stofmisbrug og deraf følgende deroute fremfor hendes unikke bidrag til musikhistorien. Men den ender med selv at gøre præcis det samme.

Og det er hamrende ærgerligt, at den tabloide tone får lov til at få overtaget, for Nick Broomfield har fået adgang til helt unikt materiale i form af gamle dokumentaroptagelser, hjemmevideoer og sågar et enkelt klip, der går så tæt på en samtale mellem Whitney og ægtemanden Bobby Brown, at man mistænker det for at være en paparazzi, der står bag.

Det giver alt sammen et rørende, overras­kende og ærligt indblik i, hvem Whitney Houston var bag det pladeselskabs-fabrikerede image som "den pæne pige fra gospelkoret".

Whitney Houston var nemlig - også - en pige fra ghettoen, hvor det var normalt at tage stoffer som "pre-teen", fordi "det gjorde alle de andre". Hendes gudsbenådede stemme, der stadig står som noget helt enestående, gav hende en fribillet ud af "the hood", men ikke nødvendigvis til et bedre sted. For alle havde planer for Whitney og hendes talent. Hendes mor, hendes pladeselskab - og senere hendes dominerende ægtemand Bobby Brown. Hun skovlede penge og priser ind som den første sorte megastjerne nogensinde, men hun blev også anklaget for at sælge ud og lave "hvid" musik, hvilket ødelagde hendes selvtillid. For hvor var der egentlig plads til hende selv i en stjerne­drøm, som i stigende grad begyndte at ligne et gyldent bur - der blev udholdt med det eskalerende stofmisbrug, som i 2012 førte til hendes død i en alder af bare 48 år.

En stor tragedie, der desværre også er kommet til at overskygge, hvor meget Whitney har betydet som den første sorte popstjerne, der blev accepteret af et hvidt publikum og banede vejen for navne som Beyonce og Rihanna.

Hendes stemme var unik - både i rækkevidde og tone. Og så var hun en gudsbenådet fortolker, der kunne løfte selv den mest banale popsang til klassikerstatus. Hun har ikke fortjent et eftermæle som stofmisbruger, og hun har egentlig heller ikke fortjent en film, der - som "Whitney - Can I Be Me" - i dén grad sovser rundt i tragedien og i lange optagelser af en tydeligt påvirket Whitney, mens der bliver gået ganske let hen over andre væsentlige dele­ af historien - som hendes uvenskab med den ellers forgudede far, der ender med at sagsøge hende for 100 millioner dollar.

"Whitney - Can I Be Me" indeholder alle ingredienser til et rørende og nuanceret portræt af den virkelige Whitney, men efterlader desværre sin tilskuer med en fornemmelse af at have smuglæst i Billed-Bladet hos tandlægen i den tro, at det er Vanity Fair.

"Whitney: Can I Be Me"

Dokumentar, amerikansk, britisk, 105 minutter, tilladt over syv år

  • fyens.dk